Det Evige Verdensbillede, bog 5
Udvalgte tekster
til symbol nr. 54
 
Livets Bog, bind 2, stk. 355
Intuition og verdensgenløserne. Jegets femte store kraftkilde. Intuitionsenergien er identisk med "den hellige ånd"
355. Men bag denne kraftkilde findes der endnu en energi til hjælp for jegets manifestation i den ydre materie. Denne kraftkilde viser sig som en indtrængen i bevidstheden af færdige ideer eller idemateriale eller viden. Oplevelsen af denne indtrængen af viden i bevidstheden, kalder vi "intuition". Men da en sådan indtrængen i bevidstheden af færdige ideer også er en evnefunktion, bliver den i lighed med de andre fire store bevidsthedsudfoldelser en energifunktion. Og det er denne energi, jeg her i "Livets Bog" har kaldt "intuitionsenergien".
     Da denne energi eller materie er den mindst benyttede her på det jordmenneskelige stadium, er der ikke mange detaljer at udtrykke den ved. Det primitive menneske kender ikke meget til "intuition". Derimod viser den sig ofte hos de store forfattere, kunstnere og i særlig grad hos verdensgenløserne. Hos disse sidste er det denne energi, der ligger til grund for al deres viden. Disse væsener er nemlig så fremskredent udviklet, at de har "intuitionsenergien" under viljens kontrol, hvilket ikke er tilfældet hos de andre nævnte væsener. Hos kunstnere og forfattere kommer den i reglen kun i funktion under særlige ekstasetilstande, f.eks. under forelskelsesglæde, under glæde over naturen eller andre former for glæde. I en sådan ekstasetilstand bliver kunstneren eller forfatteren fyldt med ideer til sine frembringelser.
     Jo fuldkomnere "intuitionen" er, jo mere færdigbehandlet er den viden, der strømmer ind i hjernen gennem "intuitionen". På denne måde kan hele skuespil, romaner eller digte strømme til forfatterens hjerne eller bevidsthed. Det materiale, disse væsener således på denne måde har fået, er så godt som færdigbehandlet, så hjernearbejdet med dets manifestation eller organisering er meget minimal.
     For verdensgenløsernes vedkommende, i hvem "intuitionsevnen" er fuldkommen og hundrede procents under viljens kontrol, bliver "intuitionsoplevelsen" en eneste stor adgang til højere verdeners zoner og sfærer, en ubegrænset rejse frem og tilbage i universets umådelige tid og rum, en oplevelse af livets højeste mysterium, en fuldkommen oplevelse af universets fundament: Guds bevidsthed eller den evige Fader.
     Da en sådan brug af "intuitionsevnen" først lader sig gøre på en verdensgenløsers udviklingstrin, er det givet, at samme evne på dette stadium ikke er kendt af den jordiske almenhed. Men for den, der har evne til at udforske verdensgenløsernes bevidsthed, vil beviserne for en sådan evnes eksistens blive mangfoldige.
     "Intuitionen" udgør altså en højere oplevelsesform, der adskiller sig fra den almindelige derved, at den ligesom er af en indre natur. Når man er i det fysiske kød og blod, mærkes "intuitionen" som en oplevelse indefra. Al anden oplevelse af viden er jo en oplevelse udefra.
     Medens væsenerne i almindelighed kun kan opleve viden udefra gennem fysiske erfaringer og tildragelser, vil væsener, i hvem "intuitionen" er udviklet, således opleve viden og erfaringer indefra. Og et sådant væsen kommer derved, som vi senere i emnets specialanalysering skal se, til at befinde sig i to verdener.
     Da det ikke kan bortforklares, at der findes mange kunstnere såvel på litteraturens som på billedkunstens område, der har fået det meste af deres materiale til deres geniale værker eller frembringelser igennem oplevelsen indefra, og de samme værker derfor umuligt har kunnet være et produkt af ren intelligensmæssig hjernespekulation, bliver det dermed en kendsgerning, at "intuitionsevnen" og den derigennem åbenbarede energi eksisterer.
     Da "intuitionsenergien" udgør det materiale, i hvilket de tankearter, der udgør den højeste viden og erkendelse af livet og tilværelsen, bliver manifesteret, bliver den identisk med det, der i Bibelen er blevet udtrykt som "den hellige ånd". Denne guddommelige ånd eller energi er jegets femte store kraftkilde.
 
 
Livets Bog, bind 5, stk. 1670
De seksuelle organer udgør det "allerhelligste" ved det levende væsen
1670. Da de seksuelle organer er direkte oplevelsesorganer for paradislyset, udgør de "det allerhelligste" ved det levende væsen. Det er de organer, gennem hvilke gudesønnen direkte legemligt kan berøre Guddommen. En større kontakt med Guddommens legeme end den, der finder sted igennem væsenernes parringsakt eller seksuelle samleje, eksisterer ikke. Den er alle eksisterende oplevelsers direkte eller indirekte udløser. Den er den inderste rene ildsøjle, ud fra hvilken alle andre fornemmelser udgår som flammer, gnister og aske. Denne rene ild er således alle andre eksisterende fornemmelsers grundstamme, på hvilken de udelukkende kun kan være grene, blade og blomster. Det er denne direkte berøring af Guddommens legeme, der flammer igennem de unge elskendes åbne favn og smelter dem sammen til "ét kød". Den er talens varme, øjets glans, kindens rødme og læbens smil. Dens solrige lysskær er forældreglæde, moderkærlighed og faderstolthed. Men dens sprudlende ild knager og knitrer også igennem junglens vilde brøl, skræp og skrål. Den lyner og flammer igennem løvers og tigres magtbrynde. Den er de tusinder af bevingede strubers lovsange imod skyerne en forårsmorgen, såvel som den er blomsterengens farvestrålende tavse sprog, der dufter salighed over den lyse sommernats koglerier og afføder anelsen af overjordisk ro igennem det sølverne måneskins lysstribe på den blanke sø. Endvidere giver den tanker om overjordisk storhed og skabelse igennem nattens stjernetæpper og solbyer, der i deres evige kredsløbsbaner sejler forbi. Der er således ikke den form for oplevelse af salighed, velvære og glæde, der er ikke er en gren, et blad eller en blomst på denne "den højeste ilds" lysende stamme, gjort tilgængelig igennem de seksuelle polorganer. Uden denne ild og disse organer ville der således hverken i himlen eller på jorden eksistere nogen som helst form for lykke eller salighed.
 
 
Livets Bog, bind 4, stk. 1137
Det fremskredne jordmenneske fremtræder med en større seksualisme end noget andet væsen på jorden, en seksualisme, der er befordret af verdens største vise eller af alt, hvad der stimulerer og udvikler virkelig "kærlighed" eller "næstekærlighed"
1137. Hvordan kan det da være, at "manden" såvel som "kvinden", der har særlige "kærtegnsorganer", som udelukkende er den eneste vej, ad hvilken de kan opnå kulmination i "kærtegnsudløsning", ikke desto mindre begynder at "kærtegne" med andre dele af organismen end netop de dertil særligt beregnede "kærtegnsorganer"? – Ja, er det ikke netop således, at denne "kærtegnsmetode" udenom "kærtegnsorganerne" bliver stærkere og stærkere, bliver mere og mere udviklet? – Det vil altså sige, at jordmennesket, om end ubevidst, søger "seksuel udløsning" på et større og større område. For det absolutte "han-" og "hunvæsen" i renkultur forekommer denne "kærtegnsudløsning" udenom de specielle "kærtegnsorganer" så at sige slet ikke. Hos det højintellektuelt udviklede menneske forekommer den derimod i overordentlig stor grad. Og det er jo denne ny kærtegnsudløsning, der bevirker, at vi siger om individet, at det er et "kærligt væsen". Og er det ikke også denne kærtegnsudløsning, der igennem de største religioner og største vise påberåbes at være målet for al menneskelig stræben? Hedder det ikke her: "Du skal elske din næste som dig selv"? – Og er dette ikke påberåbt som "al lovens fylde"? – Den ægteskabelige kærlighed er altså ikke "lovens fylde". At elske eller udvise kærlighed kan jo kun finde sted i form af "kærtegn". Ens handlemåde må blive af en velgørende natur for ens "næste". Men når den er af en velgørende natur, er den skabelsen af en behagsfornemmelse for samme væsen. Behagsfornemmelse virker igen gennem sanserne som "vellystfornemmelse". Vellystfornemmelse eller lystfølelse er i sit princip "seksualisme". Det fremskredne jordiske menneske fremtræder således med en langt større og mere omfattende "seksualisme" end noget som helst andet væsen på jorden. Det kærtegner ikke blot med de dertil særligt bestemte "kærtegnsorganer", men det kærtegner også i en større og større udstrækning med hele den øvrige del af dets organisme. Ja, det udviklede væsen kan jo slet ikke undvære eller leve uden udløsningen af denne større nydelsesoplevelse eller "seksualisme". Det er netop denne større sympatiudløsning, vi kalder "humanitet". Der, hvor denne større sympatiudløsning eller næstekærlighed ikke er til stede for det moderne jordmenneske, er det ikke lykkeligt, selv om det er lykkeligt i ægteskab. Man kan jo heller ikke benægte, at jordmenneskets krige udelukkende skyldes mangel på humanitet eller næstekærlighed i dets kultur. Denne næstekærlighed er altså resultatet af en seksuel udvikling, der igen er stimuleret eller befordret af verdensgenløsningens princip, den er befordret af verdens største idealister, profeter, vismænd og verdensgenløsere, den er befordret af ethvert væsen, der er "kærligt" og forkynder "næstekærlighed" som det højeste ideal.
Symbol af Martinus
Symbol 54
Intuitionsuniverset. Intuitionsatomet eller intuitionssolsystemet