Det Evige Verdensbillede, bog 5
Udvalgte tekster
til symbol nr. 75
 
Livets Bog, bind 6, stk. 2116-2117
Alle sygdommes rod eller dybeste årsag
2116. Og herefter lød det videre fra den guddommelige Fader: "Når jeg har taget dig med ind i denne stjerneverden i mikrokosmos, er det fordi, du uden denne oplevelse umuligt kan blive helt fuldkommen i den del af mit billede, hvor du ligesom jeg er forsyn for levende væsener. Du vil her blive bevidst i, hvorledes din fysiske organisme er et verdensalt i mikrokosmos med mælkeveje, solsystemer og kloder befolket med myriader af levende væsener, overfor hvilke du er bestemt til at være et forsyn, være åbenbaringen af mig. Men denne åbenbaring kan du ikke præstere uden at være hundrede procents ét med mig. Og en så høj livsstandard vil du umuligt kunne præstere ved udelukkende kun at være elskelig mod de levende væsener i mellemkosmos, altså imod: mennesker, dyr og planter. Med denne elskelighed eller næstekærlighed alene kan du udmærket, uden at være dig det særligt bevidst, være en tyran, være en sabotør eller ligefrem djævel imod mikrovæsenerne i din egen organisme. Du må blive levende, vågen, dagsbevidst i, at alle sygdomme i de levende væseners organismer har sin rod i, at organismens ophav som forsyn og beskytter overfor mikrovæsenerne i organismen endnu har altfor ringe og ufærdige kvalifikationer. I denne væsenets ufuldkomne eller endnu underudviklede tilstand kommer det meget let til – ikke hverken af had eller virkelig ondskab – men derimod af dets her herskende, ganske primitive og mentalt set mere eller mindre sovende bevidsthed, at underminere sin organisme. Denne er, som du her ser, et verdensalt med mælkeveje, solsystemer og kloder befolket med animalsk liv, hvilket igen vil sige, vågen, dagsbevidst, fysisk liv, der er i stand til ligesom væsenerne i mellemkosmos at opleve smerte både fysisk og psykisk. Du vil her kunne forstå, hvilket rædselsfuldt ragnarok eller helvede en sådan organisme bliver for dens myriader af levende væsener i situationer, hvor dens ophav ved sin væremåde ved alskens udskejelser: narkotika, alkohol, tobak, overdreven ernæring og falsk føde osv., samt ved fejlagtige, dødbringende tankefunktioner: had og hidsighed læderer og ødelægger dette sit kostbare livsoplevelsesredskab til døde eller undergang. Du ser her, min kære søn, at intet væsen kan være færdigudviklet og fremtræde hundrede procents i "mit billede efter min lignelse", sålænge det ikke er indviet i mikrokosmos, ligegyldigt hvor kærligt eller elskeligt samme væsen så end måtte være overfor alle dets medvæsener i mellemkosmos. Det fuldkomne "menneske i mit billede" er ikke blot et guddommeligt "medvæsen" overfor væsenerne i mellemkosmos, det må også være et guddommeligt "forsyn" for mikrovæsenerne i dets organisme. Uden denne ophøjede tilstand vil det umuligt kunne gøre sig fri af det ragnarok, der hedder "invaliditet" og "sygdomme". Alle kropslige sygdomme og lidelser har altså deres rod i, at kroppens eller organismens ophavs kvalifikationer som "forsyn" eller "beskytter" overfor mikrovæsenerne i nævnte organisme er højst ufuldkomne eller ufærdige. Her må vi dog regne med visse undtagelser. Der findes situationer, hvor væsener, der har gennemgået både den mellemkosmiske, den mikrokosmiske og den makrokosmiske indvielse kan blive syge. Men her er årsagen ikke hverken underudvikling, fejlagtig tankegang eller andre former for primitivitet. Her kommer årsagen ind under den allerhøjeste form for kærlighed, nemlig den, der bringer væsenet til at give sit liv for andre, når det derved kan redde dem fra død og undergang. Uden denne kærlighed kunne verdensgenløsningens princip umuligt manifesteres. Kun de væsener, der er blevet ét med denne kærlighed, kan udgøre fundamentet for nævnte princip eller menneskehedens førelse opad imod lysets og kærlighedens domæne."
Når man sætter livet til for at redde andre
2117. Guddommen forklarede videre for sin elskede søn: "I sådanne tilfælde, hvor undergangen af en organisme opstår på grund af, at dens ophav har sat livet til, hvilket altså vil sige: sat organismen til, for at redde andre væseners organisme fra lidelse og undergang (døden eksisterer jo ikke, kun organismernes undergang eksisterer, organismens ophav eksisterer videre som levende væsen), er denne handling udtryk for den allerhøjeste opfyldelse af kærlighedsloven. Det er den kærlighed, Kristus taler om der, hvor han siger: "Jeg er den gode hyrde; den gode hyrde sætter sit liv til for fårene". – "Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til for at tage det igen. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at tage det igen. Dette bud modtog jeg af min Fader." – "Ingen har større kærlighed end denne, at en sætter sit liv til for sine venner." – Du ser her, min elskede søn, hvorledes Kristus, denne min anden højtelskede søn og tredobbelt indviede sendebud til jorden, ved denne sin mission, som jeg havde givet ham, stadig befandt sig i de dødbringende lidelsers område. Du ved, fra din kristne børnelærdom, hvorledes han blev hånet og spottet, torteret og korsfæstet og således gennemgik en af tilværelsens mest rædselsfulde og grusomste former for kropslig undergang. Det var en skæbnetilstand så smertefuld, at selv den værste såkaldte tyran, bandit eller forbryder ikke ved nogen som helst ond eller grusom handling kunne have fremkaldt en værre skæbne over sig selv. Og dog var denne min elskede søn, dette mit tredobbelt kosmisk indviede sendebud i verdensgenløsningens tjeneste identisk med "det fuldkomne menneske i mit billede efter min lignelse". Årsagen til denne hans kropslige lidelsestilstand og undergang var ikke primitivitet, uvidenhed eller underudvikling således som hos det uindviede eller såkaldte "onde" menneske. Årsagen til hans lidelser var netop udelukkende den kærlighed, i kraft af hvilken man ikke viger tilbage fra at ofre liv og førlighed, når man derved kan frelse andre fra ulykke og lidelse.
     Det er rigtigt, at i sådanne situationer, hvor et væsen giver sit liv hen for at redde andre fra lidelse og undergang og derved påfører sin egen organisme og de i denne eksisterende mikrovæsener kropslig død og undergang, overtrædes kærlighedsloven. Som du allerede har set, er en organisme et verdensalt, der i sin dybeste analyse består af mælkeveje, solsystemer og kloder og således befolket med myriader af levende væsener. Da en overordentlig stor del af disse levende væsener har animalske organismer, har de vågen, fysisk dagsbevidsthed og kan føle smerte og lidelse. En organismes lædering og undergang er således en verdenskatastrofe, et ragnarok eller helvede for dens myriader af mikrovæsener. Ved Jesu korsfæstelse blev hans organismes mikrovæsener altså påført et sådant ragnarok eller helvede. Hvordan kunne nu et så kærligt og tredobbelt indviet væsen som Kristus påføre sine mikrovæsener en så grusom tilstand? – Ja, min kære søn, her er der en situation, du må lære at kende. Det er rigtigt, at dette at påføre sin organismes mikrovæsener et sådant helvede er en overtrædelse af kærlighedsloven overfor nævnte væsener. Men det kan i visse tilfælde være en større overtrædelse, hvis et væsen ikke tør vove sit liv for at redde andre. Det kan nemlig betyde sorg og ulykke for mange andre medvæsener. Hvis et menneske, der kan svømme, roligt og koldt ser på, at et andet menneske drukner, og ikke gør noget som helst forsøg på at redde det, risikerer det ganske vist ikke at sætte sin egen krop til. Og det kan ikke nægtes, at dette er kærligt overfor dets mikrovæsener. Men hvordan med kærligheden til den næste, som han lader drukne? – Det er her åbenlyst, at han ikke elsker ham således, som han elsker sig selv. Men da lovens totale opfyldelse kun eksisterer der, hvor man elsker sin næste, som man elsker sig selv, har han på grund af sin kærlighed til sin organisme, hvilket vil sige til sig selv, ikke opfyldt livsloven. Kun den kærlighed, i kraft af hvilken man vover livet for andre, eller hellere selv vil lide, end at man vil have, at andre skal lide, kan være ét med den alkærlighed, hvormed jeg opretholder alle de forskellige kosmos i verdensaltet og den hertil knyttede urokkelige lykke og salighed, hvormed livet udtrykkes og opretholdes i de højeste verdener eller sfærer i mit evige rige."
 
 
Livets Bog, bind 6, stk. 2160-2163
Centralorganet for væsenets beherskelse af sin organisme udgør en fin-elektrisk, organisk struktur
2160. Vi er her ved væsenets indre sansemæssige struktur. Vi ser, at hele den mentale struktur, hele væsenets bevidsthed og tankefunktion er af elektrisk natur, hvilken altså igen, som vi før har set, er det samme som psykisk natur. Vi er her blevet vidne til, at den fysiske organisme kun er noget sekundært; selve livsoplevelsens centralorgan, sædet for beherskelsen og udnyttelsen af den nævnte organisme er således slet ikke af fysisk natur. Den udgør i sig selv en struktur, der helt igennem er fin-elektrisk. Som før nævnt fungerer dette sansemæssige fin-elektriske system i stor udstrækning automatisk. Igennem de fysiske sanser bliver de forskellige ydre fysiske foreteelser til billedformer. Disse bliver igen omformet til elektriske impulser, der af de psykiske sanser eller de elektriske organer herfor atter bliver omdannet til de elektriske billedformer, der udgør væsenets tankeformer. Disse tankeformers samlede kombination udgør væsenets psyke eller mentalitet. Da denne psyke eller mentalitet således består af elektriske impulser, vil den ligesom al anden energi afføde reaktion ved berøring med andre energier eller impulser. Og det er, som nævnt, sådanne reaktioner, et levende væsens manifestation eller åbenbaring udadtil overfor sine omgivelser består af. Det levende væsens bevidsthed eller livsoplevelse er i realiteten kun en permanent vekselvirkning mellem reaktionerne af dets indre og ydre verdens berøring med hinanden. Disse reaktioner oplever væsenet altså igennem sin psykiske eller elektriske sansestruktur som sin tankeverden, sin psyke eller bevidsthed. Men også her kommer vi til at se, at heller ikke denne elektriske eller psykiske struktur udgør selve det levende væsen. Vi ser, at væsenets psyke udgør sædet for mødet mellem to permanente energiimpulser. Alle oplevelserne og indtrykkene udefra den ydre verden mødes i kraft af sanserne med den kombination af energiimpulser, som væsenets indre verden udgør, altså impulserne fra tidligere oplevelser fra den ydre verden, hvilke impulser er medbestemmende i væsenets bevidsthed og væremåde af i dag.
Fejlagtig viljeføring skaber kortslutninger i væsenets mellemkosmiske, elektriske system
2161. Da begge de forannævnte impulsarter, både de indadgående og de udadgående i bevidstheden er elektriske, kan de i særlige situationer kortslutte. Der opstår herved en disharmoni i oplevelsen. Kortslutningerne kan være af en så alvorlig art, at den fysiske bevidsthed i en overvejende grad kortslutter. Denne kortslutning giver sig til kende som sindssyge og i værste tilfælde som total åndssvaghed. Sanseimpulserne kommer ind i fejlagtige baner og afføder her forstyrrelser, lammelser og udygtighed i væsenets tanke- og viljeføring og dermed i dets væremåde. Alle større eller mindre mentale forstyrrelser og abnormiteter er således i deres inderste analyse større eller mindre kortslutninger og afsporinger, overgange eller fejlføringer af de mellemkosmiske, elektriske impulser i væsenets mellemkosmiske, elektriske system. Afsporingerne eller fejlføringerne af impulserne opstår ved vanemæssig, fejlagtig indgriben i impulsernes livsvigtige, normale, automatiske føring. Et menneske vænner sig f.eks. til nydelsen af alkohol, det vænner sig til tobaksnydelse, det vænner sig til narkotiske nydelser, det vænner sig til fejlagtig ernæring, fejlagtig føde, mad og drikke, det vænner sig til abnorm, seksuel nydelse, perversitet, sadisme eller andre former for abnorme, følelsesmæssige indstillinger. I ethvert tilfælde prisgives et væsen sådanne abnormiteter ved en i begyndelsen tilsyneladende ganske uskyldig, viljemæssig indgriben i de normale sanse- eller tankeimpulser. Men da disse normale sanse- eller tankeimpulser er det samme som normale, elektriske impulser, bliver den permanente, fejlagtige, viljemæssige indgriben i de nævnte impulser således det samme som en indgriben i de normale, sansemæssige, elektriske impulser. Men en abnorm eller fejlagtig indgriben her kan kun resultere i en direkte kortslutning eller fejlføring af de livsvigtige normale impulser. Denne permanente, fejlagtige, viljemæssige indgriben i de normale, elektriske impulser, der danner fundamentet for væsenets normale tanketilstand, bliver efterhånden, næsten ganske umærkeligt til vane og dermed, ligesom enhver anden permanent tanke- og viljeføring, til et talent, til et anlæg, der fungerer automatisk. De unaturlige begær eller krav, der affødte denne væsenets fejlagtige viljeføring af sine normale, elektriske impulser, bliver ligefrem til et organisk begær, en sult og tørst, der automatisk melder sig akkurat ligesom den normale sult og tørst i væsenet. Men medens de normale organiske kravs tilfredsstillelse befordrer den fysiske organismes livsbetingende, normale sundhed og totale ydeevne, bliver de opelskede unaturlige begær ødelæggende for væsenets elektriske system, hvilket altså vil sige: dets bevidsthedsmæssige eller sjælelige struktur.
En hunger og tørst der ikke kan mættes eller tilfredsstilles
2162. De unaturlige begær kræver tilfredsstillelse, uden at denne tilfredsstillelse nogen sinde kan opnås. Når væsenet efterhånden har opelsket nævnte begær i en sådan grad, at de er blevet automatiske, organiske krav, analogt med den naturlige eller normale hunger efter mad og drikke, begynder der en meget alvorlig, sjælelig krise, der helt, hvis den ikke standses, fører væsenet mod afgrunden. Medens nydelsen af den normale føde: mad og drikke, giver mættelse eller tilfredsstillelse af den naturlige sult og tørst for en tid, giver nydelsen af de giftige stoffer ingen som helst tilfredsstillelse af de unaturlige nydelsesbegær, den unaturlige hunger og tørst. Den bliver derimod desto stærkere, desto mere man nyder af de giftige, sundhedsfarlige stoffer, man har gjort til nydelsesmidler. Hvis man har opelsket tørsten efter spiritus eller alkoholindholdige drikkevarer, føler man ingen som helst slukning af denne tørst, lige meget hvor meget man så end indtager af disse giftige væsker. Man bliver derfor, hvis man har lejlighed dertil, ved med at drikke, indtil man er beruset eller i værste tilfælde er så bedøvet af giften, at man hverken kan sanse eller tænke normalt. Den mættelse eller tilfredsstillelse, som nydelsen af den naturlige føde, mad og drikke giver, forekommer således absolut ikke ved nydelsen af de farlige, giftige stoffer, som menneskene i deres endnu meget uintellektuelle levevis har vænnet sig til at indtage som nydelsesmidler.
Når de moderne, giftige nydelsesmidler skaber kortslutninger og overgange i væsenets mellemkosmiske, elektriske system
2163. Fælles for alle disse unaturlige og giftige stoffer er dette, at de i større eller mindre grad har en særlig indvirkning på den mellemkosmiske elektricitet, altså på den psykiske eller sjælelige drivkraft i alle mellemkosmiske, levende væseners organismer. Denne indvirkning vil under alle omstændigheder virke forstyrrende på nævnte kraft. Men forstyrrelser i et logisk organiseret, elektrisk system kan ikke undgå at skabe kortslutninger, overgange eller afsporinger af den elektriske strøm. Og det er netop lige akkurat det, vi bliver vidne til i det, af de nævnte giftstoffer stærkt påvirkede væsen. Når et væsen i beruselse undertiden udviser stærk antipati eller slagsmålstendenser, endog i situationer i hvilke det ellers ville vise sympati og venlighed, hvis det var ædru, eller det på anden måde under påvirkningen af de giftige nydelsesmidler taber kontrollen over sin væremåde, bliver hæmningsløs, bliver uterlig, begår voldtægt eller andre abnormiteter, eller det vakler rundt med usikker gang, vrøvler og fører lange diskussioner med sig selv, skælder ud til højre og venstre, skønt der ingen andre personer er til stede, eller det foretager sig andre lignende abnorme ting, som det slet ikke kunne tænke sig at gøre, hvis det var ædru, er det indlysende, at der er opstået et misforhold imellem væsenet selv og dets væremåde. Med indtagelsen af de unaturlige nydelsesmidler eller giftstoffer kommer det i en tilstand, hvor det udløser handlinger eller en væremåde, det i virkeligheden slet ikke ville udløse, hvis det ikke var under påvirkningen af de nævnte giftige stoffer. Disse giftige nydelsesmidler er altså i stand til at indvirke på væsenets vilje. Men da væsenets vilje er det samme som dets tankeføring, og denne igen er det samme som føringen af dets elektriske kraftimpulser, der igennem den fysiske organisme skal udløse dets manifestationer og væremåde, ser vi her, hvorledes det opståede misforhold er en forstyrrelse, der strækker sig langt ind i væsenets mellemkosmiske system. Noget lignende farligt og nedbrydende er ligeledes tilfældet med alle de øvrige giftige stoffer, man har gjort til moderne nydelsesmidler.
Symbol af Martinus
Symbol 75
Menneskets talentkerneødelæggelse