Det Evige Verdensbillede, bog 6
Udvalgte tekster
til symbol nr. 91
 
Kosmos nr. 8, 2005, Hvad betyder døden?, stk. 1-3
Frygten for døden er en ufærdig side ved den jordmenneskelige mentalitet
1. En almengældende foreteelse i den jordmenneskelige mentalitet er frygten for døden. Næsten alle mennesker er bange for at dø. For mange mennesker grænser denne frygt til et næsten permanent, frygteligt mareridt. De lever i en evig rædsel for den. Men hvorfor? Hvorfor er mennesket så bange for døden? Det er det, fordi det endnu ikke er færdigskabt fra naturens hånd. Dette, at være i besiddelse af frygt for døden, er en ufærdig side ved den jordmenneskelige mentalitet på samme måde som dette, at kunne føle had, vrede og bitterhed imod sin næste. Og på samme måde, som mennesket en dag vil have overvundet evnen til at føle had imod nogen eller noget, vil det også en dag have overvundet enhver form for dødsfrygt. Det er ikke livets mening, at mennesket skal blive ved med at leve i frygt. Intet menneske kan blive totalt lykkelig, så længe det frygter noget.
Selvmorderens og det ulykkelige menneskes oplevelse af den åndelige verdens første sfære
2. "Mennesket i Guds billede" eller det færdigudviklede menneske er ikke et væsen, der er bange for at dø. Her vil man måske hævde, at selvmordere f.eks. ikke synes at være bange for døden. Men dette er ikke rigtigt. En selvmorder er et menneske, der er kommet så meget i konflikt med livet, at dette er blevet til et uudholdeligt onde. Da et sådant menneske ikke kender til, hvad det vil sige at dø, tror det, at den er ensbetydende med total udslettelse. Det betragter derfor døden som et mindre onde end at blive ved med at leve. Derfor begår det selvmord. Men her vil det så opdage, at det, det troede at blive befriet for, det som det troede at kunne dræbe eller udslette, nemlig alle de ulykkelige tanker, der fik det til at begå selvmordet, er lige levende, lige smertefulde. Det opdager meget hurtigt efter selvmordet, at det stadigt befinder sig i den ulykkelige tilstand, som det befandt sig i, før det begik selvmordet, ja, at denne tilstand nu er yderligere forværret derigennem, at der i den livssfære, hvor det selv har bragt sig, ikke findes nogen som helst oplivende momenter. Her eksisterer alt som mentalt mørke i renkultur. En selvmorder er efter døden kun i stand til at kontakte mennesker, der er på samme åndelige bølgelængde, som han selv. Han vil kun være i stand til at opleve en verden, hvis beboere alle er præget af et kulminerende mentalt sortsyn. Da han ikke mere er i besiddelse af fysiske sanser, idet han jo har ombragt sit fysiske legeme, er han afskåret fra at kunne opleve de lysets impulser, han ellers kunne have fået fra den fysiske verden. I den verden, han nu har betrådt, findes der ingen blå himmel, intet behageligt lysende og varmende solskin, ingen skøn blomsterverden og ingen glade mennesker. Der findes med andre ord ingen af de oplivende eller stimulerende oplevelser, han i den fysiske verden havde mulighed for at kontakte. Disse foreteelser befinder sig alle på langt højere eller finere bølgelængder end de, han nu er i stand til at opleve. Han kan derfor nu kun sanse eller opleve livet gennem den bølgelængde, den triste sansemæssige tilstand, selvmordet har bragt ham i. Da denne tilstand er endnu mere mørk end den, han ved sin handling forsøgte at flygte fra, bliver han hurtigt endnu mere ulykkelig. Men med denne forstærkede ulykkesfølelse åbner der sig en i ham eksisterende, automatisk funktion, nemlig evnen til at råbe på Gud om hjælp. Gennem dette råb, denne bøn, udløser han kræfter eller vibrationer, der er i stand til at hidkalde hjælp. Kærlige væsener, de såkaldte "skytsengle", træder ind i hans mørke tilstand og befrier ham gennem deres kærlige vejledning for de bevidsthedslag i hans psyke, der førte ham til selvmordet. Efter at disse mørke bevidsthedslag er bortsuggereret fra hans sind, har han nu kun evnen tilbage til at tænke og opleve lys. Han vil derefter indgå i de åndelige tilværelsesplaners normale liv. Han kan her slet ikke erindre noget som helst om sin før så ulykkelige tilstand. Først når han igennem reinkarnationen vender tilbage til den fysiske verden og her når den alder, hvor han i sit foregående liv begik selvmordet, vil han på ny befinde sig i samme situation og må så her tage kampen op imod de mørke bevidsthedstendenser.
      De mørke skæbneudløsninger kan således ikke udløses på det åndelige plan. På det åndelige plan kan kun lyset udløses. Andre mennesker, der lever i en lignende mørk skæbnetilstand her på jorden, vil ligeledes efter døden blive befriet fra deres lidelser, ved at evnen til at opleve smerte bliver fjernet fra deres psyke, således at de så hurtigt, det lader sig gøre, kun kan sanse eller opleve lysets bølgelængder eller vibrationer.
Mellem to inkarnationer kommer ethvert levende væsen i den første sfære til at opleve en idealtilværelse
3. Imidlertid er det jo ikke alle mennesker, der lever i vor verden, der er ulykkelige. Mennesker, der her befinder sig i en normal, sund og lykkelig tilstand, vil også være i denne tilstand, når de gennem døden er blevet befriet for deres fysiske legeme. For dem former den første tid efter døden sig som en fortsættelse af deres jordiske lykke. De møder her venner og bekendte, som er døde før dem, og kommer foreløbig til at opleve den tilværelse, som de hver især har indlevet sig i som en idealtilværelse. De oplever således her lyset indtil den grad og højde, de på jorden havde vænnet sig til at kunne tåle at opleve og udfolde over for deres omgivelser, ligesom de naturligvis kommer til at arbejde med det, der er deres livs højeste interessesfære. På denne måde får ethvert levende væsen et paradis at gennemgå, før det igen fødes tilbage til den fysiske verden og der, igennem både mørke og lyse skæbneoplevelser, udvikles frem til at blive det færdige eller fuldkomne menneske i Guds billede. Indianeren får således efter døden sine "evige jagtmarker", og det kunstnerisk indstillede menneske kommer til en verden, hvor det får sine ønskedrømme opfyldt. Videnskabsmanden kommer til at leve i en videnskabelig sfære, hvor han får løsningen på de spørgsmål, han brændende er interesseret i, og det troende menneske oplever at se sin tro materialiseret i lysende paradistilstande. Men ikke alene menneskene oplever at møde den åndelige verdens lys, afpasset efter den grad af åndelig udvikling, de er nået frem til. Også dyrene oplever efter døden deres eget, individuelle paradis, analogt med deres fysiske livsoplevelse. Mennesker såvel som dyr har således hver deres individuelle paradis imellem de fysiske liv. For alle levende væsener, der endnu ikke er blevet udviklet til virkelig humanitet eller næstekærlighed, gælder det, at alle får deres paradisoplevelse i den åndelige verdens første sfære, hvor også den tilstand, vi kender under navn af "skærsilden", hører hjemme. De får derfor mere eller mindre latent igennem den virkelige åndelige verdens højeste sfærer.
 
 
Kosmos nr. 10, 2013, Det sande gudsforhold 2 – Lønkammeret, stk. 18
Væsener på det fysiske plan og i den 1. sfære samt væsener på de højere planer
18. I de situationer, jeg nu vil fortælle Dem om, har vi at gøre med såvel væsener på det fysiske plan, væsener i den 1. sfære og væsener på de højere planer, dvs. det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden osv. Den 1. sfære udgøres af den del af det rigtige menneskerige, der grænser umiddelbart op til det fysiske plan. Det er her i denne 1. sfære, at bl.a. menneskene kommer hen, når de "dør". Men her må De gøre Dem klart, at når der er tale om åndelige planer og sfærer, så må De ikke tro, at De er et eller andet bestemt sted henne. De åndelige "planer og sfærer" er i virkeligheden dybest set udtryk for tilstande og findes alle vegne.
      Den 1. sfære har vi meget med at gøre, thi her findes en hærskare af væsener, der har til opgave at være bl.a. de jordiske mennesker behjælpelig med at komme i forbindelse med Guddommen, dvs. at befordre opfyldelsen af de "bønner", der bedes i "lønkammeret". Ligesom vi for det meste ikke kan komme til at hjælpe vore medmennesker, uden at de beder os derom på en eller anden måde, og vi heller ikke kan opfatte deres henvendelse til os uden ved at bruge vore sanser, således kan Guddommen heller ikke opfatte vore bønner uden at anvende sanseredskaber, og til disse sanseredskaber hører bl.a. de psykiske væsener i den 1. sfære. Vore bønner bliver "opfanget" af disse psykiske væsener, der har til opgave at foretage sig alt, hvad der er muligt i vor bønhørelses favør, dvs. alt, hvad der ikke kolliderer med vor skæbnebestemmelse.
 
 
Småbog 25, Vejen til paradis, kapitel 24-27, 32-35, 39-40, 51-52, 56-57
Væsenets forandrede tilværelse efter døden
24. Når væsenet efter døden er befriet for sit fysiske legeme, forandres naturligvis dets tilværelse eller livsoplevelse. Det kan således ikke mere direkte opleve eller skabe på det fysiske tilværelsesplan. Det er blevet befriet for at skulle jonglere med den tunge fysiske materie og organisme. Det skal nu kun manifestere sine tanker i den åndelige materie, der er tusinder af gange lettere end den fysiske og rent automatisk former sig efter væsenets vilje. Derfor bliver væsenets passage igennem den fysiske dødsproces i virkeligheden en passage fra et stort og meget tungt arbejdsfelt til et oplevelsesfelt, der i sig selv i forhold til det fysiske i en meget stor udstrækning må betragtes som et hvilefelt. Det behøver ikke her at forme sine tanker i ord for derved at gøre sig forståelig for medvæsenerne, idet tankerne allerede fremtræder for dem som synlige detaljer i den åndelige materie omkring væsenet, allerede inden det får formet dem i ord. Der findes derfor ikke sprogvanskeligheder på det åndelige tilværelsesplan, thi alle væsener, der befinder sig på samme udviklingsstadium, kan her forstå hverandres tanker eller tankeopbygninger. På dette plan opleves tankefunktionen som en ydre foreteelse omkring væsenet og kan ses af alle, der kan opfatte i det pågældende væsens bølgelængde. Væsenerne kan således ikke skjule deres karakter. Deres ærlighed eller uærlighed er her blottet for medvæsenerne. Det er derfor ikke ethvert væsen, der på det fysiske tilværelsesplan har en stor position, bliver æret og agtet som et "højt udviklet" væsen, hovedsageligt fordi det her hører til den såkaldte "overklasse" og har kunnet blænde sine medvæsener med sin rigdom og luksus og fremragende ordenstitler, luksuspalæ og tjenerskab med mere, der er virkelig stort. Disse fysiske luksusforeteelser tæller ikke på det åndelige plan, idet der bag dem godt karaktermæssigt kan skjule sig en åndelig proletar. Og det er denne eventuelle side ved luksusmennesket, der er hjælpeløst blottet for medvæsenerne på det åndelige plan. Her kan den ikke tilsløres af fysisk luksus, guld og glimmer.
      Men for at forstå den åndelige tilværelse efter døden må vi først se lidt på det levende væsens livsoplevelse i sin helhed. Dens udløsning opleves i sin inderste instans som tænkning. Denne er igen det samme som udformning og billeddannelse af tankens objekt. Denne billeddannelse foregår i sin første instans som tidligere nævnt i åndelig materie og udløses rent automatisk af individets åndelige struktur, ligesom væsenet igen gennem samme strukturs åndelige sanseorganer oplever billeddannelsen. Det er denne åndelige tankeproces, der udgør væsenets primære livsoplevelse, og som forekommer i åndelig renkultur i de situationer, hvor væsenet er befriet for sin fysiske organisme og ikke skal befordre sin tankeopbygning i fysisk materie. Da denne åndelige livsoplevelse er begrænset til kun at kunne bygges op af lykke- og glædesbefordrende tankearter, bliver den åndelige tilværelse således absolut paradisisk for ethvert levende væsen hinsides dets fysiske død.
Skærsild og paradis
25. Idet væsenernes eventuelle primitive tilbøjeligheder eller afsporinger på det åndelige plan er blottet for omgivelserne og således ikke kan skjules for medvæsenerne, vil overgangen til det åndelige plan for disse væsener være pinlig. Det er denne ubehagelige overgang til nævnte psykiske plan, der i mit hovedværk udtrykkes som "skærsilden". Hvis mennesket nærer had eller bitterhed imod et medvæsen, eller hvis det har samvittighedskvaler, og det dør eller udfries fra den fysiske tilværelse i denne sindstilstand, bliver denne ligeledes til en skærsildsoplevelse på det åndelige plan. Hele denne mørke tanketilstand fremtræder nu på det åndelige plan som en ydre tilstand. Og væsenet kan ikke komme på bølgelængde med andre tankearter end netop dem, der er af samme slags som dets egne. Det møder således her kun bitre og vrede væsener i samme sindstilstand som den, det selv befinder sig i. Og da det ikke mere har den fysiske organisme at kunne sanse igennem, kan det ikke se den fysiske himmel, det fysiske solskin, de smukke fysiske terræner, grønne skove og blomsterenge eller andre af de mange guddommelige goder, som naturen kan oplive den mørke sjæl med. Det befinder sig således her i en verden af mere eller mindre natsorte skygger. Her er der ikke anden ydre natur end den, dets egen og ligesindede væseners tankesfære kan skabe eller forestille sig. Og så længe bitterheden eller vreden dominerer, kan dets egen såvel som de ligesindede medvæseners forestillinger kun være gråt i gråt. Og de kan umuligt komme ud af denne triste bølgelængdetilstand, så længe de føler sig bitre og vrede på nogen eller noget. Men dette, at væsenerne således er blevet åndeligt isoleret fra alt mentalt lys, bringer dem hurtigst muligt til at føle sig ulykkelige. Og med denne følelse kommer automatisk ønsket om hjælp. I samme øjeblik denne følelse eller tankeart opstår i væsenets psyke, udgør den en bølgelængde, som skytsenglene kan komme i kontakt med og derved befri væsenet fra den nævnte mørke tanke eller fra hele dette mørke bevidsthedskompleks. Væsenet kan da komme ind i den bevidsthedstilstand eller livsoplevelsesform, der udgør det allerhøjeste af, hvad det kan begribe af idealtilværelse eller kulminerende livslykke. Det er denne epoke i kulminerende livslykke på det åndelige plan, der i Livets Bog udtrykkes under begrebet "paradiset". Absolut alle eksisterende levende væsener får en sådan paradisoplevelse på det åndelige plan i den fritagelse fra den fysiske tilværelse, de oplever, indtil de atter skal fødes på det materielle plan og have en ny fysisk organisme. Men det er absolut ikke alle væsener, der kommer til at opleve skærsilden. Mennesker, der lever deres jordliv ud i kontakt med deres inderste opfattelse af livet og ikke befinder sig i nogen som helst tankemæssig konflikt med andre væsener eller sig selv, kommer ikke til at opleve skærsilden.
Døden som en guddommelig befrielse fra alderdom, sygdom, sorg og lidelse
26. I kraft af væsenets alderdom kommer det til at opleve døden som en strålende guddommelig befrielse fra den fysiske organisme med dens affældighed og mere eller mindre uduelighed som fysisk livsoplevelsesredskab. For et væsen med en uhelbredelig sygdoms- og lidelsesbefængt organisme kommer døden eller befrielsen fra denne organisme ligeledes som en meget stor guddommelig velsignelse. Døden er også en stor guddommelig velsignelse for de væsener, hvis organisme er dødeligt læderet ved ulykkestilfælde. Denne befrielse vil i alle situationer være en total befrielse fra fysiske smerter. Det er rigtigt, at der mentalt set kan opstå lidt skærsildsproces for de væsener, der dør pludseligt ved ulykkestilfælde. Sådanne væseners bevidsthed er indstillet på fremtidsplaner og livsoplevelser på det fysiske plan, som de nu brat bliver afskåret fra at opleve. Dette kan naturligvis afføde skuffelser og sorg. Men også her bliver væsenerne hurtigt indstillet på at søge hjælp i deres ulykke, hvorved de straks kommer ind under skytsenglenes varetægt og bliver befriet fra alt det, der kan virke som fysisk mørke i deres bevidsthed. Herefter kan de så opleve det for deres opfattelsesevne fremtrædende paradis.
Det åndelige tilværelsesplan er en kulminerende lysverden for alt levende
27. Medens den fysiske verden udgør et tilværelsesplan, hvor væsenerne kan opleve virkningerne af deres fejltagelser, hvilke virkninger kulminerer i lidelse og smerte, er det åndelige plan derimod en diametral modsætning hertil. Dette plan er absolut kun beregnet til at være et tilværelsesplan, hvor væsenerne kan opleve virkningerne af deres højeste grad af fuldkommenhed. Det er derfor det absolutte glædens og lykkens tilværelsesplan. Det er en kulminerende lysverden for alt levende. Her kan ingen mørke skygger blande sig i væsenernes idealtilværelse. Her er der kun mentalt lys, lys og atter lys.
Skærsilden er en forberedelsesepoke til oplevelsen af paradiset
32. Fundamentet for væsenets liv på det åndelige tilværelsesplan efter døden er således dets absolutte ønskedrøm eller længslen efter oplevelsen af det højeste, det kan forestille sig af en idealtilværelse. Og det er oplevelsen af denne idealtilværelse eller ønskedrøm, der udgør det levende væsens absolutte sande paradis. Men før væsenet efter døden kan opleve denne idealtilværelse eller komme ind i dette paradis og her opleve den synligt manifesteret, må det igennem dødsprocessen og den eventuelle skærsild. Som før nævnt er skærsilden kun en forberedelsesepoke, i hvilken de sanser, igennem hvilke væsenet oplever skuffelser, sorger, bekymringer, bitterhed, vrede og had, sættes ud af funktion. Væsenet kan herefter kun sanse lyse og glædelige tankearter. Det kan således ikke komme i mentale eller bevidsthedsmæssige kortslutninger med andre væseners tankearter eller væremåde, ligesom det også nu kun kan komme på bølgelængde med væsener i den samme tilstand eller det samme paradis. Væsenets bevidsthedsmæssige bølgelængdeområde vil således ligge over alle bevidsthedsmæssige bølgelængdeområder, der kan skabe fjendskab, antipati, vrede, jalousi, misundelse, sorger, savn og skuffelser. Idet dets sanser i paradiset ikke kan registrere disse eller beslægtede tankearter, kan paradiset således kun blive en kulminationsoplevelse af lykke og glæde i renkultur. I modsat fald ville det aldrig komme til at opleve noget paradis eller nogen ønsketilværelse i renkultur. Den åndelige verden ville være lige så præget af krig, ulykker og lidelser, sorger og bekymringer, som den fysiske. Vi må således forstå, at den åndelige verden udgør et bølgelængdeområde, der er ganske hævet over den fysiske verdens bølgelængdeområde. Den førstnævnte verdens bølgelængdeområde er kærlighedens og visdommens, medens den fysiske verdens bølgelængdeområde er hadets og vredens. Det bliver måske lettere at forstå, når man bliver fortrolig med, at den åndelige verden i virkeligheden er en elektrisk verden i renkultur, ja, er selve elektricitetens hjemstavn. Ifølge kosmiske analyser er elektriciteten hele universets livskraft, den er selve Guds ånd. Men i den åndelige verden, hvor denne ånd eller livskraft ikke skal gennemtrænge nogen fysisk materie og derfor her ikke kan benyttes af væsenet i de felter, det ikke har færdigudviklet, kan de mange kortslutninger i form af de førnævnte tankearter: fjendskab, antipati, vrede osv. umuligt finde sted. De udgør det dyriske bevidsthedsmateriale og bliver derfor mere og mere uegnet som bevidsthedsmateriale for det levende væsen, jo mere det vokser eller udvikler sig i human eller menneskelig retning. Det ufærdige menneske har således to bevidsthedsmæssige områder: det dyriske, som er dets medfødte arv fra dets tilstand som dyr i renkultur, og dets begyndende menneskelige område, som vokser eller udvikler sig igennem de mange kortslutninger, som opstår imellem disse to områder i dets psyke eller mentalitet. Da disse kortslutninger igen har indflydelse på væsenets fysiske væremåde, bringer de også undertiden denne i kortslutning med medvæsenernes væremåde og krigen opstår og forplanter sig imellem væsenerne. Og de ulykkelige skæbner med myrderi og lemlæstelse og de hermed forbundne sorger og bekymringer, der endog kan ende med selvmord, opstår. Det er væsenets evne til at skabe og opleve disse ulykkelige tilstande, det bliver befriet fra i skærsilden, ved at det pågældende sansesæt bliver sat ud af funktion. Derved er væsenet garanteret, at dets åndelige tilværelse imellem dets fysiske liv, dets paradis, bliver en hundrede procent mental lysoplevelse, en glædes- og lykketilstand, det som ufærdigt menneske umuligt kan opleve i renkultur på det fysiske tilværelsesplan. Med væsenets udfrielse af sin fysiske organisme og dets herefter følgende passage igennem skærsilden, hvor det som nævnt får en vis del af sit sanseområde sat ud af funktion, bliver dets livsoplevelses- og skabelseskapacitet betydeligt nedsat. Men det område af dets bevidsthed, det således i paradiset er befriet fra, er jo hele dets fysiske skæbneområde, hvor det havde adgang til at gøre fejl og derved komme i ulykke og modgang og blive belastet med de heraf følgende genvordigheder, bekymringer og lidelser. Væsenet er således blevet befriet fra hele sit ufærdige bevidsthedsfelt, som absolut kun kan gøres færdigt på det fysiske plan. Herefter rummer dets bevidsthed kun de felter, der er færdigudviklet til en sådan grad, at det igennem disse udelukkende kan opleve og skabe lys og glæde, såvel for andre som for sig selv.
Hvor reinkarnationen bliver overflødig og ophører
33. Vi begynder her at se det virkeligt guddommelige princip, der garanterer alle levende væsener en paradistilværelse hinsides det jordiske, fysiske liv. Når de levende væsener ikke kan blive i dette paradis, men atter må genfødes på det fysiske plan, skyldes det udelukkende, at de ikke er færdigudviklede, ikke har nået den højde i livsoplevelse og skabeevne, der er Guddommens plan med nævnte væsener. Ved atter at genfødes på det fysiske plan får væsenerne lejlighed til at udvikle sig videre og gøre nye fejltagelser og opleve disse fejltagelsers virkninger og den heraf affødte visdom og tilsvarende høje begavelse, hvorved væremåden bliver tilsvarende mere fuldkommen og kvalificerer dem dermed til at opleve et tilsvarende endnu fuldkomnere og mere strålende lysvæld i form af paradisoplevelsen. Og således fortsætter de levende væsener igennem genfødelserne på det fysiske plan at udvikle sig fuldkomnere og fuldkomnere og får en hertil svarende og mere strålende paradistilværelse efter hvert jordliv. Hermed opnår væsenet til sidst at komme igennem alle de ubehagelige fejltagelsers zoner og sfærer og opnår dermed det indeværende spiralkredsløbs kulmination i visdom og kærlighed. Det kan derfor ikke lære mere på det fysiske plan i dette kredsløb, hvorved reinkarnationen eller genfødelserne ophører. Og herefter fortsætter væsenet således, som vi senere skal komme tilbage til, med hele sin kosmiske bevidstheds kapacitet i guddommelig åbenbaring af kærlighedens manifestation i visdom og højintellektuel skabelse i den åndelige materies strålevæld. Igennem denne skabelse udformes de åndelige verdeners detaljer i funklende og lysende materier. I denne gyldne materie fremtræder alt i en kulmination af kærlighed, visdom, skønhed og glæde. Her er det daglige liv åbenbaringen og oplevelsen af Guds primære bevidsthed i renkultur.
Hvorfor alle væsener oplever et for hver især tilpasset paradis
34. Da de levende væsener på det fysiske plan ikke er lige langt fremme i udviklingen og således står på højst forskellige mentale trin med højst forskellige evner og anlæg, bliver deres evne til at tænke og opleve således tilsvarende højst forskellig. Medens alle de væsener, der er nået igennem reinkarnationens eller genfødelsernes epoke og dermed er nået frem til at opleve den sande virkelighed, den absolut sande løsning på livets mysterium, og de derfor alle kan nyde nævnte sande virkeligheds primære og absolutte paradis, kan de væsener, der endnu er mere eller mindre ufærdige, ikke opfatte det virkelige paradis som en guddommelig, kulminerende lysoplevelse. Derfor kan de kun komme til at opleve paradiset i den opfattelse, der for dem er det højeste og lykkeligste ideal af livsoplevelse. Tænk hvor guddommelig denne verdensorden er. Hvis ikke den netop var således, måtte alle væsener vente, til de havde gennemgået hele den mørke del af spiralkredsløbet indtil den store fødsels epoke, før de overhovedet kunne opleve noget paradis eller en virkelig lysets tilværelse. Livet eksisterer altså efter så guddommelige love, at alle levende væsener uden undtagelse opnår en absolut lysende paradisoplevelse mellem hvert fysisk jordliv. Dette gælder absolut mennesker af alle racer, alle folkeslag, alle tilhængere af enhver religion, enhver religiøs sekt lige så vel som mennesker, der slet ikke tror på noget liv efter døden. Det gælder således mennesker af alle livsopfattelser, det gælder alle de såkaldte "forbrydere" og selvmordere såvel som helgener. Intet som helst væsen undgår en paradisoplevelse imellem sine fysiske jordliv, idet de bølgelængder, igennem hvilke de forestillinger eller tankeopbygninger, der kolliderer med opfattelsen af dets højeste ideal- eller ønsketilværelse, ikke kan komme til udløsning på det åndelige plan. Derfor kan der ikke her opstå mentale kortslutninger, hvilket vil sige tankearter, der udløser sig som vrede, bitterhed, misundelse, skinsyge, jalousi, ulykkelig kærlighed, had eller hævnfølelse, intolerance eller lignende. Sådanne tankeopbygninger eller sindstilstande er af et så lavt bølgelængdeområde, at de umuligt kan komme til udløsning i noget væsens paradisoplevelse. Det er den side ved væsenernes psykiske natur, der bliver sat ud af funktion igennem skærsildsoplevelserne.
Hvorfor paradiset er en kulminerende lysoplevelse og skærsilden er en kulminerende mørkeoplevelse
35. Det virkelige paradis, adskilt fra det fysiske jordliv, kan således her kun opleves i renkultur efter skærsildspassagen. Efter denne passage kan væsenerne udelukkende kun opleve deres fundamentale forestillinger om deres idealtilværelse og andres idealtilværelse af samme bølgelængdeområde. Ligeledes kan de heller ikke se de mikrokosmiske og makrokosmiske detaljer, ting eller forestillinger, der ikke er på bølgelængde med deres øvrige idealforestillinger om paradiset. Derfor bliver den åndelige himmel og jord, det åndelige klima, ja, hele den åndelige oplevelse af naturen eller af makrokosmiske skabelser, således af samme bølgelængdeområde, af samme lysvirkning eller af en stemning, der passer hundrede procent ind i væsenets tænkte paradis eller ønsketilværelse. Paradisoplevelsen kan således kun være kulminationen af væsenets tænkte ønsketilværelse. Det er på grund af denne tilstand, at væsenerne i skærsilden kun kan opleve den del af den makrokosmiske tankeopbygning eller de af naturens detaljer eller frembringelser, der er på samme mørke og triste bølgelængdeområde som skærsildsforestillingerne. Men heldigvis er skærsildsepoken af en så koncentreret og kortvarig tilstand, at den kun bliver at udtrykke som en slags entré eller forhal ind til paradisområdet. Og som tidligere nævnt bliver den kun til lidelse der, hvor mennesket er i konflikt eller kortslutning med sin egen idealfornemmelse af livets oplevelse. Men her er alle garanteret hjælp fra skytsenglene, lige så snart de selv føler sig ulykkelige og ønsker hjælp. Der er således, som også før nævnt, absolut intet som helst væsen, der kommer til at miste sin paradisoplevelse i den åndelige verden imellem sine fysiske jordliv.
Kunstnernes paradis
39. Vi skal her give nogle enkelte eksempler på, hvad det betyder, når materien uden nogen ydre hjælpemidler eller redskaber automatisk former sig efter det levende væsens tankekoncentration, ønske og vilje, således som det sker på det åndelige tilværelsesplan. I kraft af denne guddommelige tilstand kan en arkitekt bygge lystslotte eller andre bygningsværker i stor stil og i lige så høj grad, som han netop ønsker det. Her er han ikke tynget af, at hans kunstneriske uddannelse og begavelse skal være en levevej. Her eksisterer ingen leveveje. Ingen skal på det åndelige plan tjene penge eller arbejde for at opretholde det daglige liv. Her er livet en absolut ønsketilværelse for alle, og væsenerne manifesterer absolut kun, hvad de selv ønsker. Af omgivelserne og af medvæsenernes manifestationer kan de kun opleve ting, hvorved de vil glæde og fryde sig. Alt, hvad der ikke har denne virkning, er de afskåret fra at kunne komme på bølgelængde med grundet på den sanseforvandling, de kom ud for i skærsildsepoken. Derfor kan der absolut ikke opstå noget som helst mørke her. Når en arkitekt vil skabe et bygningsværk på det åndelige plan, behøver han ikke at have de mange medarbejdere, håndværkere og arbejdsmænd for at kunne udføre sin plan, således som tilfældet er på det fysiske område. Ligeledes har han heller ikke nogen form for materialevanskeligheder, idet den åndelige substans, som i sig selv er umanifesteret til stede overalt, men som ved tankens kraft materialiserer og udformer sig alt efter de levende væseners ønsker og vilje, også gør sig gældende her. Arkitekten har således i sin magt at skaffe sig materiale nok for sine projekter, hvis han overhovedet ønsker at bygge dem op sten for sten og ikke tænker sig dem helt færdige med det samme uden nogen som helst tænkt forudgående opbygning, hvilket jo også står i hans magt. Her kan han altså skabe alle de ønskeprojekter, han eventuelt på grund af mange forskellige hindringer umuligt kunne opføre på det fysiske plan.
      Med hensyn til andre kunstnere, vil de ligeledes ved deres blotte tankes kraft kunne skabe de mest glimrende landskaber, portrætter, fantasifigurer eller kunstværker i mange forskellige retninger. Kunstværkerne her adskiller sig fra kunstværkerne på det fysiske plan derved, at de fremtræder som "levende", alt eftersom deres ophav i større eller mindre grad har været i stand til at tænke sig dem og har kunnet besjæle dem med sit eget liv. Her vil en kunstnerisk fremstilling af et landskab i sin højeste og fuldkomneste form ikke fremtræde som et billede malet på lærred. Det vil derimod fremtræde i naturel tilstand med sin kilometervide udstrækning, med skove, søer, marker, himmel, hav og land, med byer, mennesker og dyr osv., alt efter den begavelse, ønske- og tankekoncentration som kunstneren har tilegnet sig igennem sin udvikling i sine fysiske jordliv. Medens et sådant kunstværk på det fysiske plan kun ville fremtræde som et i forhold hertil rent miniaturebillede, malet på lærred eller lignende, med ubevægelige detaljer, er det derimod på det åndelige plan en total opfyldelse af kunstnerens ønskedrøm, alt eftersom han har udviklet sig hen imod genialitetens stadium. Han kan således udstyre sit ovennævnte kunstværk med sin egen energi eller livskraft. På søen ville der svømme svaner. Hen over himlen ville der bevæge sig dejlige, hvide sommerskyer. Skoven ville genlyde af fuglestemmer og andre lyde, som hører hjemme her. Sommerbrisen ville mærkes i træernes kroner, og havets bølger ville rulle blidt ind imod en dejlig hvid strandbred, hvor mennesker ville tumle sig i de blågrønne dønninger. Og over det hele ville solen kaste sit altoplivende og varmende himmelske lys. Hele visionen ville fuldstændigt blive båret og opretholdt af kunstnerens tankebegavelse, koncentration, ønske og vilje. Kunstneren kan naturligvis også tænke sig et helt andet motiv inden for hans særlige begavelse, tænke- og skabeevne på det åndelige plan. Og da tænkningen her er det samme som direkte skabelse i materien, vil dette kunstværk tone frem som en ny strålende vision for ham selv og hans beundrende medvæsener på nævnte plan. Dette kunstværk kan være gengivelse af uvejr. Sorte skyer gennemtrængt af flammende lyn vil da dække himlen. Buldrende torden, akkompagneret af råb og skrig og andre lyde, som hører sig til i en sådan situation, høres gennem stormen. Med sin tankekoncentration og begavelse kan han også skabe de skønneste og mest strålende landskaber i morgen- og aftenrødens flammeskær, såvel som han kan skabe sølverne måneskinslandskaber og andre naturbilleder i funklende levende visioner.
      Hvis den samme geniale kunstners skabelse på det åndelige plan er figurer af mennesker og dyr, fremtræder disse ligeledes helt naturlige som "levende". Menneskefigurerne kan både tale, synge, le og græde, ligesom dyrefigurerne kan løbe, springe og brøle alt efter kunstnerens begavelse, ønske og vilje.
De ufærdige menneskers ønsketilværelse eller paradis
40. Selv om man ikke er nået så langt frem i udviklingen, at man er blevet et geni i at kunne tænke kunstnerisk og præstere åndelige kunstværker som de foran nævnte, udelukker dette jo ikke, at man kan have sin ønsketilværelse på helt andre felter. Vi har kun nævnt de foranstående eksempler for at vise, hvor fuldkommen geniale kunstværker kan være på det åndelige plan. Alle mennesker lige fra de første spæde og primitive former i udviklingen og helt op til det færdige menneske i Guds billede oplever på det åndelige plan således opfyldelsen af deres skønneste ønskedrømmes virkeliggørelse. Dette gælder urskovens primitive naturmennesker såvel som kulturens højtbegavede mennesker, forskere og videnskabsmænd. Om man er religiøst troende, eller man er det modsatte, er totalt ligegyldigt, eftersom dette ikke kan forhindre en i at have ønskedrømmen eller længslen i sig efter oplevelsen af en idealtilværelse. Denne kan man umuligt komme til at undgå at opleve hinsides den fysiske død, da materien her automatisk former sig efter tanken, ønsket og viljen. Pygmæen oplever således sine primitive ønskedrømme i den form og opfattelse, han har lært at tænke i på det fysiske plan. Det samme er tilfældet med indianeren, eskimoen, ildlænderen, ja, kort sagt, med individer af en hvilken som helst race. De oplever alle lige akkurat det, der på det fysiske tilværelsesplan var deres højeste ønsketilværelse, men som de på grund af manglende udvikling og eventuelt andre omstændigheder umuligt kunne komme til at opleve på nævnte plan. Således oplever det fattige menneske, der eventuelt både sulter, fryser og lever i pjalter på det fysiske plan, på det åndelige plan opfyldelsen af den af dets fysiske tilstand opståede ønskedrøm om en modsat tilværelse, hvor man får rigeligt med dejlig mad, gode, varme klæder på sin krop, et skønt hus at bo i og rigelig forsyning med penge. På samme måde får den gerrige eller gnieren på det åndelige plan et ocean af penge og atter penge alt efter den utilfredsstillede længsel efter opfyldelsen af hans begær efter penge, han havde på det fysiske plan og den heraf opståede ønskedrøm. Lystfiskeren og lystjægeren oplever også på det åndelige plan dejlige terræner for deres lysts tilfredsstillelse. Lystfiskeren oplever således floder med en mangfoldighed af dejlige fisk, medens lystjægeren oplever skove eller terræner med masser af dyr. Livet på det åndelige plan bliver således også en salig fryd for sådanne væsener. Ligeledes er der heller ingen grænser for, hvor fuldkommen det forfængelige menneskes ønskedrøm kan blive opfyldt på det åndelige plan. Det bliver alt efter ønske udstafferet og pyntet med purpur, silke og guld samt ordensdekorationer i stor stil. Ja, i nogle tilfælde oplever det endogså ligefrem sig selv som fyrste, pave, konge eller kejser og kan være behørigt iklædt hermelinskåbe, krone og scepter og sidde i en gylden tronstol og tale til sine "undersåtter". I andre tilfælde fremtræder væsenet på det åndelige plan alt efter dets ønskedrøm eller ønsketilværelse som matador, som en krøsus eller mangemillionær, boende i et vældigt slot eller luksuspalæ med stor tjenerstab, luksusvogn, lystyacht og væddeløbsstald. Det er som regel ikke de væsener, der på det fysiske plan virkeligt eksisterer som rige mennesker, der dominerer her. Deres ønskedrømme går som oftest i andre retninger, alt efter den mættelse af krøsustilværelsen de allerede har nået på det fysiske plan.
      Ligeledes finder vi også her på det åndelige plan hjemstedet for al genial humor. Her bliver humoren jo ikke skrevet eller tegnet i billeder på papir eller lærred. Den fremtræder ligesom de tidligere nævnte kunstneres værker i naturlig tilstand, alt eftersom dens ophav tænker sig den. Morsomme figurer af mennesker, dyr og ting træder her frem som levende skikkelser, og humorkomedierne bliver til virkelige, plastiske eller stereoskopiske oplevelser i farve, lyd og bevægelse alt efter den besjæling af liv, som deres ophav med tanke, begavelse, ønske og vilje er i stand til at give dem. Det er her fra denne sfære vittighedskunstnernes humorfyldte produkter bliver overført til det fysiske plan som morsomme tegnefilm. Da denne kunstart på det fysiske plan kan gengive den åndelige original i den levende forms fylde og bevægelighed, kan menneskene igennem tegnefilmene allerede her få en anelse om den åndelige skabeevnes frigjorthed til, automatisk og uden ydre hjælpemidler, direkte at udforme tanken i den åndelige materie efter væsenets ønske og vilje, og hvorved en skabelse, der umuligt kan finde sted på det fysiske plan, her kan blomstre i en overdådig fylde.
Det inhumane eller dyriske paradis
51. Vi kommer her til at skelne imellem det inhumane paradis og det humane paradis, hvilke igen henholdsvis vil være at udtrykke som det dyriske paradis og det menneskelige paradis. Det dyriske paradis er det, i hvilket dyrene oplever deres paradistilstand efter døden. Da disse væsener ikke er i stand til at danne sig nogen særlig ønskedrøm, bliver deres paradis en slags åndelig oplevelse af deres fysiske tilstand, men blot i en visionær form. Hertil kommer yderligere, at dyrene ikke oplever hverken skræk eller rædsel, da her ikke kan blive gjort jagt på dem, hverken af mennesker eller rovdyr. De kan heller ikke hverken sulte eller fryse. Alt retter sig ind efter deres begær og ønske. De lever i en tilstand, der for dem kan være den allerhøjeste behagelighed, lykke og velvære. Da de ikke kan have samvittighedskvaler eller komme i konflikt med dem selv, kan de ikke have nogen skærsildsoplevelse ud over den lille sanseændring, som skal til for at fritage dem fra de mørke tankearter, uro og skræk. Deres paradistilværelse eller diskarnation bliver derfor også relativ kort. I det samme paradisområde får alle de mennesker deres paradisoplevelse eller ønsketilværelse opfyldt, der er baseret på selvsikkerhed, materielle og mere eller mindre dræbende idealer: kødspisning, jagt og fiskeri, pengebegærlighed, krigsheltebedrifter, bokse- og brydningsheltebedrifter, samt alle andre ønskedrømme om at være helte, være millionærer, være filmstjerner, være riddere af den eller den orden, være adelig, være fyrste og lignende. Men her opfyldes også de mere almene ønskedrømme, som kun udgør almindelige daglige foreteelser i en idealiseret tilstand her på det åndelige plan. Det store flertals ønsketilværelse eller paradis er i virkeligheden kun oplevelsen af tænkte nuværende almene fysiske materielle tilværelser, men naturligvis med udelukkelse af alle de genvordigheder, ubehageligheder og kampe, der ellers klæber ved disse former for tilværelse, når de opleves på det fysiske plan. Her i paradiset kan de jo kun opleves lige akkurat således, som deres ophav ønsker dem. Det er naturligvis også her, at væsenerne oplever de inhumane religioners paradistilstande, der er baseret på idealisering af udfoldelsen af det dræbende princip: krig, myrderi, menneske- og dyreofring og andre inhumane foreteelser som led i gudsdyrkelsen.
Det humane eller menneskelige paradis
52. I det humane eller menneskelige paradis finder vi opfyldelsen, af alle de ønskedrømme, der går i retning af humanitet eller næstekærlighed. Mennesker med ønskedrømme om at hjælpe ulykkeligt stillede væsener kommer her på det åndelige plan til at opleve deres ønskedrømmes opfyldelse som skytsengle. Det er disse væsener, der kommer til at hjælpe væsenerne ud af skærsilden og ind i det for hver af dem bestemte paradis eller ønsketilværelse. Det er også væsener fra dette paradisområde, der er med til at befordre de fysiske væseners bønhørelse og hjælp i deres skæbne, så godt det lader sig gøre fra det åndelige plan. De er til stede overalt og kan ofte ligefrem gribe realistisk ind i et fysisk væsens skæbne og på tilsyneladende mirakuløs måde hjælpe det over en alvorlig krise. Her i dette menneskelige paradisområde finder vi også det tidligere omtalte kunstnernes paradis, ligesom der naturligvis også her forekommer et paradis for videnskabens udøvere, hvor de kan få deres former for ønskedrømme opfyldt. Der er således et lysende paradis for absolut alle eksisterende levende væsener.
Livets vej eller vejen til paradiset
56. Vi er hermed nået til vejs ende med dette vort lille kortfattede overblik over livets vej eller vejen til paradiset. Vi har igennem nævnte overblik fået en lille indsigt i, hvorledes væsenerne nødvendigvis en tid må leve i to verdener, den åndelige verden, som er den primære og hjemstedet for alle levende væseners livsoplevelse og skabelse, og den fysiske verden som en livsvigtig tilbygget sfære, hvis materie er materialet for Guds skabelse af de levende væseners omdannelse til at blive ham selv lig. Uden denne materie ville al skabelse af bevidsthed, som vi har set, være en umulighed. Det er derfor en livsbetingelse for de levende væsener for en tid at inkarnere i denne materie, for her, som vi også før har påpeget, at kunne opleve, hvordan deres væremåde skal være, og hvordan den ikke skal være, for at de derigennem kan blive dygtiggjorte i oplevelsen og praktiseringen af dette: at være ét med Gud. Reinkarnationen eller væsenernes lange række af fysiske jordliv bliver derfor her synlig som Guddommens store og brede landevej frem til hans eget strålende og evige paradis på alvisdommens, alkærlighedens og almagtens højeste tinder. Her i dette altoverstrålende højeste paradis er vi ved endemålet for alt livs bevægelse imod lysets tinder eller den evige Fader. Der findes ikke noget som helst levende væsen i det fysiske verdensalt, som ikke er på denne vej, der fører til dette alle væseners guddommelige hjemsted. Denne livets vej er umådelig lang, men vi har set, at der er sørget godt for den trætte vandrer, der skal passere den. Her forekommer mange herberger, som er anlagt i samme glædens og lykkens stil som Faderhjemmet eller Guds eget paradis, der er målet for alle rejsende, der passerer denne guddommelige vej. Her kan den betrængte vandrende gudesøn overnatte, hvile ud og nyde hele den faderlige kærligheds livsvarme og velvære. Her kan han få udskiftet sit slidte og affældige fysiske "befordringsmiddel", ja, få helt nyt rejseudstyr, så han frisk og med nyt livsmod atter kan begive sig ud på en ny etape til det næste herberg og således fortsættende fra herberg til herberg på den lange rejse mod livseventyrets store åbenbaring eller løsningen på livsmysteriet eller verdensaltets gåde. De fysiske jordliv er det levende væsens vandringsetaper imellem herbergerne. Disse er igen det samme som det levende væsens åndelige tilværelse eller ophold i paradiset imellem dets fysiske jordliv. Vi har allerede set, hvad disse paradiser betyder for det levende væsen. Det får her lov til for en lille tid at afkaste rejseballastens tunge, mentale byrder, sorger og bekymringer, lidelser og besværligheder og bliver iklædt sin himmelske fyrstedragt: fredens, glædens og lykkens lysglorie samtidigt med, at det her får lov til at leve i sin foreløbige allerhøjeste ønsketilværelses opfyldelse. Og efter således at have dvælet i Faderens kærlighed og blevet gennemstrømmet af nyt livsmod og fået nye guddommelige kræfter, ny fysisk organisme eller befordringsmiddel kan den evige gudesøn atter begive sig på rejse i den fysiske verden og tilbagelægge etapen til det næste herbergs faderlige velsignelse. Og således fortsætter han videre og videre ad den lange kosmiske livsvej frem til sit endelige, altoverstrålende himmelske hjem hos sin evige Fader og havner i dennes direkte velsignelse og kærtegn. Det er denne Guddommens modtagelse af sin hjemvendte søn, vi kender under begrebet: den store fødsel.
Livets højeste paradis
57. Den foran nævnte store fødsel er en åndelig proces, gennem hvilken det herfor igennem jordlivene udviklede og modne menneske får åbnet sine latente kosmiske sanseevner. Og med disse evners udfoldelse bliver det nu totalt suverænt i kosmisk viden og livsopfattelse. Det er blevet sin egen urokkelige kosmiske lyskilde. Og hermed er det nået frem til ved egne sanser at opleve sin udødelighed, sin identitet som gudesøn og sit guddommelige broderskab med alle levende væsener. Det elsker alt og alle. Dets fysiske liv og normale skæbne er blevet ét med dets ønsketilværelse eller paradis. Det er blevet til mennesket i Guds billede efter hans lignelse. I denne tilstand er det nået frem til at leve i opfyldelsen af den største af alle ønsketilværelser: dette at være ét med den evige Fader i hans alvisdom, alkærlighed og almagt. Når mennesket eller gudesønnen er nået frem til denne fuldkomne tilværelse, behøver det ikke mere at forlade den åndelige verden eller sit sande, permanente paradis for at lade sig føde i fysisk materie. Det har nu lært at tænke hundrede procent logisk både i skabelse af væremåde og anden skabelse og er dermed tilsvarende hundrede procent kvalificeret til at skabe i den åndelige materie. Det kan derfor nu fortsætte sin tilværelse i spiralkredsløbets højeste åndelige verdener. Her kan det uhindret manifestere hele sin genialitet i intellektualitets- og kærlighedsudfoldelse og nyde den heraf affødte kulminerende skaberglæde. Det kan ikke fejle mere. Det er udlært i livets skole. Det er selv blevet paradisisk i praktisk virkelighed. Og på denne virkelighed hviler dets paradis, der nu er blevet permanent, idet væsenet ikke mere er underkastet reinkarnationen eller genfødelserne. Det ser vågen dagsbevidst Gud i alle væsener og ting. I kraft af dets kulminerende kosmiske viden og kunnen i kærlighedsskabelse udgør det sammen med ligesindede væsener Guddommens skabende og kærtegnende bevidsthedsorganer. Det er ved hjælp af dem, at han indblæser livets ånde eller sin egen bevidsthed i fremtidige verdeners og kloders levende væsener, udløser ideerne til deres organismer, former og skikkelser. I de højeste åndelige verdener, hvor væsenerne således er fri af reinkarnationen og kulminerer i fuldkommen logisk tænkning og skabelse, kan de uhindret, som før nævnt, udfolde hele deres kosmiske bevidstheds genialitet i den materie, der automatisk lystrer tanken, ønsket og viljen uden nogen som helst hjælp af ydre foreteelser. Og her kan de vandre i selve Guds egen erindrings- og dagsbevidsthedssfære. Fremmede kloder og verdener med deres eventyrlige detaljer og foreteelser, former for menneskeheder, dyreverdener og vegetabilske livsudfoldelser toner her frem for den undrende gudesøns kosmiske syn. I kraft af hans identitet med evigheden bliver fortid og fremtid til nutid, på hans viljes bud. Han vandrer igennem soles kulmination af ild, lige så vel som igennem planeters bundfrosne oceaner eller isterræner. I kraft af hans kosmiske suverænitet og særlige materiesubstans er han immun over for alt tids- og rumdimensionelt. På samme måde vandrer han lige så let igennem atomverdenens mest fortættede område som igennem verdensaltets tomrum. Da han er immun over for størrelser, vandrer han lige så let i makrokosmiske og mikrokosmiske verdener som i sin egen mellemkosmiske hjemstavn. Han oplever ligeledes med lethed tusinder af kilometer som én meter og én meter som tusinder af kilometer. Derfor bliver én dag for denne gudesøn, som er ét med Faderen, som tusinde år og tusinde år som én dag. Her er Guddommens skabelse af mennesket i sit billede fuldbragt. Det er blevet vejen, sandheden og livet. Dets tilværelse eller væremåde danner Guddommens altgennemtrængende stråleglorie.
      Og således vandrer hvert eneste ufærdigt levende væsen i dag på vejen til paradiset og vil en dag ved den lange vejs ende blive modtaget af den evige Fader, verdensaltets Guddom. Og i hans kærlige favntag og velsignelse, ét med hans ånds strålevæld, vil det funkle og lyse hans alvisdom, alkærlighed og almagt fra livets tinder ud over verdener, sole og mælkeveje.
Symbol af Martinus
Symbol 91
Gennem døden 1