Det Evige Verdensbillede, bog 6
Udvalgte tekster
til symbol nr. 95
 
Det Evige Verdensbillede, bog 3, stk. 33.34-33.36, symbol nr. 33, De dyriske og menneskelige tankeklimaer
Næstekærlighedens fostertilstand
33.34 Den tid er nu så nær inde på livet af alle fremragende, humanistisk udviklede kulturmennesker, at de allerede mere eller mindre har den dobbeltpolede højeste ild vibrerende i deres egen psyke og sjæl. Og herfra vibrerer den i givne situationer betingelsesløst sin sympati eller varme fra sit ophavs hjerte mod andre væseners hjerter eller indre og udløser dermed den begyndende næstekærlighed menneske og menneske imellem. Denne kærlighed i sin totale renkultur afviger netop fra ægteskabs- eller parringskærligheden ved denne sin betingelsesløse manifestation. Den kræver intet til gengæld. Den befordrer evnen til hellere at give end at tage. Den udgør således en sympatisk følelse, der som vi tidligere har nævnt, ikke har noget som helst med ægteskabs- eller forelskelsessympatien at gøre, der netop i højeste grad er baseret på genforelskelse. Vi har således her i denne betingelsesløse sympati den absolutte kærlighed, alkærlighed eller næstekærlighed. Den ligger til grund for al humanistisk kulturskabelse. Alt, hvad der hedder hjælp til trængende næste, til fattige og syge mennesker, alle humane forskrifter fra verdensreligionerne, ja, kort sagt, alle uegennyttige eller uselviske, humane manifestationer, der kan være til glæde og velsignelse for levende væsener, er en begyndende udstråling af næstekærlighedens lys og varme fra den af menneskene selv mere eller mindre ukendte dobbeltpolethed i deres eget indre. Almenheden kender således ikke ret meget til denne sympati som dobbeltpolethed. Den kender derimod lidt til dens første begyndende udslag som en platonisk sympati under begrebet "næstekærlighed". De har igennem de højeste, religiøse forskrifter fået opgivet, at de skal udvikle denne sympati eller kærlighed til en sådan fuldkommenhed, at de kan elske Gud over alle ting og deres næste som dem selv. Men ud over dette har almenheden ikke nogen nærmere detaljeret kosmisk analyse af denne kærligheds særlige organiske struktur. Det store flertal kender den i virkeligheden kun som en medlidenhedsevne, ved hvilken der iværksættes hjælp til nødstedte mennesker og dyr, men denne dens tilstand er kun dens første begyndende spæde fostertilstand, i hvilken den endnu kun forekommer i en platonisk form. Dens ophav er som regel endnu mere eller mindre fremtrædende i enpolet tilstand og får endnu den højeste ilds kraft igennem parringsakten.
Guds ånds tilstedeværelse i de dobbeltpolede væseners kærlighedskulminationskontakt
33.35 Som vi allerede har berørt, er næstekærligheden ikke beregnet til at skulle være en blot og bar medlidenhedsfølelse. Hvis den kun var det, hvordan skulle det da gå, når menneskeheden er blevet så højt udviklet, at ingen som helst næste befinder sig i en situation, hvor den har brug for medlidenhed? – I det færdige menneskerige findes der hverken krig, sygdom eller nød. Der findes ingen som helst mørk skæbne, der findes ingen som helst, der trænger til hjælp, ligesom der heller ikke findes nogen forelskelses- eller parringsakt, da væsenerne her er dobbeltpolede. Og hvordan skulle det i virkeligheden gå, hvis væsenerne her ikke var dobbeltpolede og dermed ikke havde fået evne og trang til at kunne elske sin næste som sig selv. Hvordan skulle de da her i dette guddommelige kærlighedens rige være garanteret den samme lysende og varmende genkærlighed fra Guds ånds strålevæld i en hvilken som helst næste, de matte møde på deres vej her i lysets rige? – Hvordan skulle væsenerne føle sig totalt lykkelige i disse højeste og mest fuldkomne riger eller sfærer uden denne allerhøjeste direkte oplevelse af Guds ånds tilstedeværelse i form af den højeste ild og den heraf følgende kærlighedens kulminationskontakt mellem væsenerne? – Findes der et større direkte personligt møde med Gud i kød og blod, i materie og ånd end netop i den gensidige kærlighedens kulminationskontakt med sin næste, der her i sin kulminerende dobbeltpolethed er det samme som mennesket i Guds billede efter hans lignelse, altså en kærlighedspartner, der er ét med Gud?
Mørket som et led i Guds indvielse af mennesket i sit billede
33.36 Vi er hermed kommet til forståelse af, at det jordiske menneske er et væsen, der samtidigt befinder sig i en døende livsepoke og en begyndende ny livsepoke. Den døende eller den degenererende livsepoke udgør den, der befordres af væsenets enpolede tilstand og udgør fundamentet for dets parrings- eller ægteskabstalent og dernæst for dets inhumane, krigeriske og dræbende natur. Den begyndende ny livsepoke udgør den dobbeltpolede tilstand, den der skal udvikle sig og blive fundamentet for væsenets totale næstekærlighedsevne eller talent. Disse to livsepoker, hvori det ufærdige jordmenneske lever, udgør den fundamentale årsag til, at væsenet er kommet ind under begrebet "menneske" og ikke stadig fremtræder som et dyr. Disse to epoker har hver sin særlige livslov. Disse to love udgør to diametrale modsætninger. De er bestemmende for udviklingen af den menneskelige psyke og væremåde. Dette udviklingsområde, i hvilket væsenerne bliver forvandlede fra enpolethed til dobbeltpolethed, er intet mindre end en sidste stor fase i den guddommelige indvielse, som udgør forvandlingen af væsenet fra dyr til menneske. Denne fase eller dette udviklingsområde udgør en umådelig træning for væsenet i resignation, tolerance, tilgivelse af fjender, ja, endog af sin eventuelle utro ægtefælle, opgivelse af vrede, bitterhed eller had imod sin næste. I dette mørkets og lidelsernes område lærer væsenet her til bunds, at det er en livsbetingelse at bekæmpe alle sine ufærdige naturer, der er en overtrædelse af kærlighedsloven, hvis det vil opnå total fuldkommenhed og blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse. Det er denne fase i Guds skabelse af mennesket, der berettiget bærer navnet "Indvielse". Denne er for mennesket en fuldstændig renselsesproces, i hvilken det totalt overvinder og befrier sig fra det onde. Og efter denne sejr fremtræder mennesket nu som aspirant til dagsbevidst at modtage kosmiske oplevelser fra livets højeste sfærer. Sådanne oplevelser er naturligvis meget neddæmpede og lempelige, da væsenets fysiske hjerne skal udvikles til at kunne tåle disse kosmiske nedslag i bevidstheden af Guds hellige ånd. Det er disse, vi allerede tidligere har nævnt som "kosmiske glimt". Sådanne kosmiske glimt kan begynde allerede endnu før mennesket er helt frigjort af mørket, men de er meget begrænsede. Men efterhånden, som væsenet kommer igennem denne sin mørke skæbne, og næstekærligheden bliver det primære i dets væremåde, og enpoletheden har tabt sin magt, da bliver glimtene større og hyppigere for til sidst at give væsenet en blivende eller permanent kosmisk bevidsthed. Og vi har her det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse.
Symbol af Martinus
Symbol 95
Det dobbeltpolede væsen