Det Evige Verdensbillede, bog 6
Udvalgte tekster
til symbol nr. 96
 
Småbog 11, Bønnens mysterium, kapitel 14
"Og forlad os vor skyld, som vi og forlade vore skyldnere"
14. Dernæst har vi den sjette tankekoncentration i "Fader vor", som udtrykkes: "Og forlad os vor skyld, som vi og forlade vore skyldnere". For den moderne åndsforsker vil denne tankekoncentration i "Fader vor" måske lyde lidt overflødig eller meningsløs. Da studiet af den guddommelige verdensplan eller livet viser os, at "alt er såre godt", og at ingen i virkeligheden kan lide uret eller gøre uret, så kan jo ingen komme i en sådan situation, at der kan blive tale om nogen skyld, hvilket vil sige: en begået "synd" eller "uret" imod nogen, som man derfor i absolut forstand har pligt til at bede om forladelse for. Men da det er et kosmisk væsen, der anbefaler denne tankekoncentration som et led i den bedendes bøn, vil der ikke være noget logisk grundlag for at antage, at nævnte koncentration skulle være en illusion eller et produkt af overtro. Der må altså være en fuldstændig logisk begrundelse for anbefalingen af denne bøns tilstedeværelse i "Fader vor". Hvilken kosmisk sandhed eller absolut realitet kan der da ligge skjult i denne ydre tilsyneladende misvisende ordform? Ja, er det ikke således, at denne bøn skal råde bod på "brødebetyngethed" eller "skyldbevidsthed"? Er en sådan "brødebetyngethed" eller "skyldbevidsthed" i sin værste form ikke netop en af de allerstørste sjælelige lidelser, der kan vederfares et jordmenneske? – Er det ikke netop den, der i form af "dårlig samvittighed" piner den døende på dødslejet, giver ham en kvalfuld død og skaber "skærsild" for samme væsen efter døden? – Kan den samme "dårlige samvittighed" ikke også skabe en ulykkelig tilstand i mange andre af livets forskellige felter såsom: i ægteskab, i venskab, i forhold til overordnede, underordnede og ligestillede, ja, kort sagt, er den ikke ødelæggende i alle individets ellers lykkelige og harmoniske forhold til næsten, hvis den ikke kommer til udløsning i form af skyldbevidsthed og bøn om tilgivelse hos rette vedkommende? – Repræsenterer den moderne åndsforsker en undtagelse herfra? – Kan han med sin høje teoretiske viden fuldstændig gøre sig immun mod eller være sjæleligt uberørt af enhver fremtrædende gene eller ulykke, han eventuelt måtte være kommet til at påføre sin næste? – Kan han overlegent berolige sig selv med, at denne hændelse, gene eller ulykke var denne næstes "egen skæbne", hvilket vil sige: var en virkning, til hvilken samme næste selv var den oprindelige udløsende første årsag og derfor ikke kan have noget som helst krav om noget i retning af undskyldning fra hans side? – I så fald er åndsforskningen endnu slet ikke blevet noget alvorligt problem for denne åndsforsker, men er derimod kun udgørende et behageligt tidsfordriv i retning af en teoretisk kæphest, bag hvilken han søger at bortforklare for sig selv og andre sin endnu fremtrædende store mangel på næstekærlighed. Den mangel på næstekærlighed, der afslører sig i en sådan holdning over for urigtige handlinger imod sin næste, afslører nemlig sit ophavs primitivitet som hjemmehørende på udviklingstrin, der står langt under den almindelige ædle troendes og vantroendes trin. Ville ikke ethvert af disse væsener blive mere eller mindre ulykkeligt i enhver sådan situation, hvor de kom til at forvolde et andet væsen stor ulykke eller lidelse? – Ville det gøre nogen videre forskel, at de slet ikke bevidst havde tilsigtet denne ulykke for næsten, men ganske uforvarende var kommet til at forvolde denne? – Har man ikke eksempler på, hvorledes bilister og førere af andre befordringsmidler ligefrem har fået sjælelige sammenbrud i situationer, hvor de med deres befordringsmiddel er kommet til at lemlæste eller dræbe andre mennesker, skønt skylden for ulykken ganske åbenlyst lå hundrede procent på de forulykkedes side? – Nej, tro endelig ikke, at den sjette koncentration i "Fader vor" så let bliver overflødig. Vi ser således her, at selv i situationer, hvor vedkommende, fysisk åbenlyst, er absolut uden skyld, kan dette ikke være tilstrækkeligt for det sympatisk eller næstekærligt anlagte væsen til at hindre en mere eller mindre fremtrædende sjælelig krise eller sorg over at være blevet det udløsende redskab for at påføre næsten den skete ulykke.
      Men når denne åbenlyse uskyld ikke engang helt kan berolige det mindre næstekærlige væsen, hvorledes tror man da, at synet af den åbenlyse uskyld skulle berolige det i næstekærlighed endnu langt mere fremtrædende væsen? –
      Nej, sagen er, at problemet i sin dybeste kosmiske analyse i virkeligheden slet ikke er et spørgsmål om skyld eller uskyld, men derimod er et spørgsmål om en kontakt med sit eget selvs almenbefindende eller næstekærligheds-standard. Denne standard udgør området for, hvad man kan nænne at gøre imod sin næste. Nævnte standard er meget individuel. Nogle væsener kan nænne at påføre andre væsener svære mentale og legemlige lidelser, mens andre slet ikke tilnærmelsesvis kan nænne at tillade sig en sådan opførsel over for medvæsenerne. Ja er der ikke netop væsener, der hellere selv vil lide end påføre andre væsener selv de mindste lidelser?
      Væsenerne tilhører således forskellige mere eller mindre høje eller lave former for næstekærlighedsstandard. Men fælles for ethvert væsen er dette, at hvis det kommer til at påføre sin næste skade eller lidelse, der ligger under dets specielle kærlighedsstandard eller det, der er normen for, hvad det ellers kunne nænne at påføre sin næste af ubehag eller lidelse, kolliderer det med denne sin almene eller virkelige bevidsthedsstandard. Da denne bevidsthedsstandard igen er det samme som dets mentale almenbefindende, kolliderer det altså ved ovennævnte handling med sit mentale almenbefindende. Det bliver mentalt sygt. Det er en sådan sygdom, vi kalder "samvittighedsnag".
      Samvittighedsnag er altså det samme som fornemmelse af "anger" og "brødebetyngethed" over den gene eller lidelse, man har påført næsten. Man føler sin handlemåde som en begået "synd" eller "uret" imod vedkommende. Denne følelse lader sig ikke væsentlig ændre ved noget syn på eller en forklaring af eller overbevisning om, at man er uskyldig. Kun det meget ukærlige eller lidet brødebetyngede væsen kan bedyre sin "uskyld" ved hjælp af de kosmiske analyser eller erkendelsen af, at ethvert væsen er sin egen skæbnes første egentlige udløser, årsag eller ophav. Det meget kærlige og derfor meget "brødebetyngede" væsen kan ikke berolige sig selv med denne blotte erkendelse af kosmisk uskyld.
      Da samvittighedsnag således, som her bemærket, såvel er til stede hos det kærlige væsen, også i situationer, hvor dets ophav, fysisk åbenlyst, er ganske uden skyld, som hos det kosmisk bevidste væsen, for hvem det forlængst er blevet realistisk viden, at ingen kan lide eller gøre uret, bliver det en kendsgerning, at dets fremkomst ikke udelukkende skyldes blot og bar brødebetyngethed eller skyldfornemmelse, men at det derimod må være udtryk for en anden af absolut skyld eller uskyld ganske uafhængig, dybereliggende, normal sjælelig foreteelse. Denne foreteelse vil jeg her udtrykke som individets "bevidsthedsakse". Da denne "akse", hvilket igen vil sige den for det pågældende individs udviklingstrin normale harmoni i vekselvirkningen mellem dets egne bevidsthedsenergier og omgivelsernes, medvæsenernes og dermed "næstens" energier, er fundamentet for dets mentale eller sjælelige almenbefindende, vil dette almenbefindende naturligvis blive forstyrret i samme grad, som nævnte "akse" kommer ud af balance. Man må således forstå, at nævnte "akse" har en bestemt mental "hældning", igennem hvilken den holder væsenets bevidsthed i en for dets normale almenvel passende kontakt med den mentale struktur, der udgør fundamentet for universets højeste og evige love og styrelse (Guds bevidsthed), på samme måde som jordens aksehældning udgør en for klodens midlertidige almenvel (dens beboeres normale udvikling og erfaringsdannelse) nødvendige kontakt med solen. Denne væsenets normale, mentale "aksehældning" er således det samme som dets normale indstilling til sit midlertidige særlige udviklingstrin, hvilken indstilling igen er det samme som dets tilfredshed med nævnte trins særlige specielle foreteelser. Med andre ord: individets normale mentale "aksehældning" er det samme som den manifestationsform eller bevidsthedsudfoldelse, der er dets trins højeste ideal. Dette ideal er således individets højeste mentale balancepunkt eller normen for dets normale villen og kunnen. I dette balancepunkt har vi således den førnævnte kærlighedsstandard for væsenet eller feltet for, hvad det kan "nænne" at gøre overfor sine omgivelser, medvæsener og ting. Denne mentale "aksehældning" er højst forskellig hos de forskellige levende væsener. Ligevægten mellem rovdyrets og omgivelsernes mentalitet udtrykker et andet balancepunkt end ligevægten mellem det planteædende dyrs og omgivelsernes mentalitet, ligesom bevidsthedens "aksehældning" eller ligevægt mellem f.eks. en hovedjægers og næstens mentalitet er ganske anderledes end ligevægtspunktet mellem verdensgenløsernes og næstens bevidsthed. Men vi ved jo, at væsenernes særlige standard, hvor forskellige de så end viser sig at være med hensyn til, hvad de kan "nænne" at gøre over for næsten, alligevel for hver især udtrykker en midlertidig højeste normalitet. At den ikke bliver ved med at gøre dette, men bevæger sig fremover imod en højere og højere moralitet eller kærlighedsstandard, er jo kun, hvad vi allerede kender som "udvikling".
      Udvikling er således kun en normal forandring af den mentale "aksehældning", en normal forskydning af forholdet mellem væsenet og Guddommen. Alle levende væsener er således ved deres mentale "aksehældning" sjæleligt organisk, rodfæstet i et bestemt forhold til Guds bevidsthed (omgivelserne og næsten), akkurat som klodernes indbyrdes forhold og baner i rummet er bundet ved ligevægten i vekselvirkningen mellem deres gensidige energiudstråling i det uendelige rum. Denne ligevægt kommer altså til syne i deres "aksehældning". Også klodernes "aksehældning" undergår en normal forskydning. Polerne flytter sig. Når denne forskydning foregår på normal måde, sker der ingen forstyrrelse i almenbefindendet for klodens liv. Men hvis der nu sker dette, at kloden pludselig kommer for nær til et andet himmellegeme, vil dens normale aksehældning blive forstyrret af den fremmede klodes tiltrækningskraft, og en umådelig ravage med jordskælv, cykloner og oversvømmelser vil indtræffe for dens levende væsener. Ja, selve kloden ville i værste tilfælde blive totalt splintret, opbrændt og således forsvinde fra det fysiske plan.
      Men ligesom der findes unaturlige akseforskydninger for kloder, således findes der også unaturlige "akseforskydninger" for de andre eksisterende levende væsener, f.eks. for jordmennesket.
      Mens der ved den naturlige eller normale "akseforskydning" (normal udvikling) ikke sker nogen forstyrrelse af individets almenbefindende, vil den unaturlige "akseforskydning" derimod skabe en forstyrrelse af almenbefindendet, der i værste tilfælde ligeledes kan blive til en fysisk, dødbringende katastrofe for det pågældende væsen. Denne unaturlige forskydning af "aksehældningen" vil ligesom for klodernes vedkommende altid skyldes for stærk påvirkning af kræfter fra omgivelserne. Denne for stærke påvirkning udefra får stabiliseringen af den for væsenets nuværende normale almenvel nødvendige "aksehældning" til pludselig at forskubbe sig, hvorefter de fremmede kræfter, alt efter deres overlegenhed, behersker væsenets bevidsthed og fører denne imod en katastrofe eller lemlæstelse. Det er disse fremmede kræfters overtag, vi mærker i form af "samvittighedsnag", "brødebetyngethed" eller "skyldbevidsthed". Men det er også disse kræfters forskydning af den normale "aksehældning", der ligger til grund for sindssyge, åndssvaghed eller kort sagt alle mentale abnormiteter.
      For samvittighedsnagets eller skyldfornemmelsens vedkommende gælder det blot, at individet har opdaget sin abnorme sjælelige forskydning.
      Vi har således alle en særlig bestemt mental "aksehældning", der betinger vort mentale balanceforhold eller en bevidsthedsmæssig harmoni mellem os selv og vore omgivelser. Hvis vi nu f.eks. kommer til at påføre vor næste en større eller mindre lemlæstelse eller gene, der giver os samvittighedsnag eller brødebetyngethed, vil det altså sige, at vi er kommet til at udløse en handling, der åbner for tilstrømning af fremmede mentale energier til vor bevidsthed. At denne tilstrømning af fremmede energier hurtigt bringer vor normale mentale "aksehældning" (vor normale fornemmelse af et godt forhold til omgivelserne eller næsten) til at forskubbe sig, er naturligvis en selvfølge. Jo mere denne "aksehældning" forskubber sig, jo mere kommer vi bort fra fornemmelsen af at besidde den normalitet, der udelukkende kun kan være kulminationen af vort normale, mentale almenbefindendes højeste sundhed, der igen er det samme som den naturlige glæde ved at være til.
      Glæden ved at være til, hvilket altså vil sige: den for sit midlertidige udviklingstrin tilpassede sande lykkefølelse (det for trinet gældende almenvel), er således en sjælelig, organisk funktion. Den er frugten eller virkningen af en for netop denne oplevelsesform tilpasset harmonisk vekselvirkning mellem individets bevidsthedskræfter og naturens og medvæsenernes almenudfoldelse (Guds bevidsthedsudfoldelse).
      Alt, hvad der kommer ind under begrebet "samvittighedsnag", vil altså være det samme som fremmede energiers ukontrollerede passage ind i individets bevidsthedsområde og vil der ved sin ukontrollerede fremmarch forrykke balancepunktet for den harmoniske vekselvirkning mellem individets egen og omgivelsernes energier, der udelukkende betinger det normale mentale velvære. Denne ukontrollerede indmarch af fremmede energier skaber et andet balancepunkt i vekselvirkningen af energierne i det pågældende væsens bevidsthedsområde. Derved opstår der en konflikt mellem individets vilje og det, det kommer til at udløse. Det er en sådan situation, Paulus udtrykker i ordet: "Thi det gode, som jeg vil, gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg". Det "gode", som Paulus ville, udtrykker således det ordinære balancepunkt i vekselvirkningen mellem hans egen og omgivelsernes og dermed også næstens energiudfoldelse. Det betegner således hans normale mentale "aksehældning". Det "onde", han ikke ville, men som han alligevel gjorde, viser os således forskydningen af hans "aksehældning" over imod et balancepunkt eller en ligevægt i hans bevidsthedsenergier, der var ganske imod hans vilje, og dermed imod hans normale livsglæde eller lykkefølelse. Når væsenet, således som Paulus, opdager, at ligevægten eller tyngdepunktet af dets samlede energifunktion eller vekselvirkningen mellem dets egen og omgivelsernes energier udløser sig i manifestationer, der afviger fra det, det i virkeligheden anser for at være det retmæssige, det normale, det naturlige eller kærligste, er det klart, at denne opdagelse kun kan udløse sig i "skyldfornemmelse" eller "brødebetyngethed" ganske uafhængigt af, om det rent praktisk kan dokumenteres, at det selv er ganske uskyldigt i det begåede.
      At det er uskyldigt i foreteelsen betyder, således som læserne her har set, altså ikke, at dets mentale "aksehældning" ikke er forskubbet, og at det ikke er blevet et udløsende redskab for udfoldelse af kræfter, som det er imod dets vilje at være redskab for. Da den forskubbede "aksehældning" betyder disharmoni i dets forhold til livet, til omgivelserne eller næsten, hvilket er det samme som dets forhold til Guds bevidsthed, vil det naturligvis kun være i overensstemmelse med væsenets normale standard eller trin at få bragt denne disharmoni ud af verden og derved igen få harmoni i sit bevidsthedsområde.
      Når det derfor i denne sin sjælekvide beder de pågældende væsener, som det føler sig skyldbetynget over for, om forladelse for, hvad det har gjort imod dem eller i mangel heraf råber til Guddommen om at få forladelse for denne sin "synd" eller "skyld", vil det i virkeligheden kun sige, at det under dette råb, enten bevidst eller ubevidst, bønfalder Guddommen om at få hjælp til at få sin mentale "aksehældning" bragt tilbage til sit naturlige leje og derved få sit naturlige forhold til omgivelserne og næsten og dermed til Guddommen genoprettet.
      Problemet er således, som før bemærket, i sin højeste analyse ikke et spørgsmål om skyld og uskyld, men et spørgsmål om en standsning af ukontrollerede kræfters unaturlige forskydning af individets normale mentale "aksehældning", og at få den bragt tilbage i sit naturlige leje og dermed få oprettet den for væsenets udviklingstrin normale harmoni mellem det selv og dets omgivelser.
      At problemet med hensyn til "vore skyldnere" er det samme, og at der her ligeledes mere er tale om et mentalt "aksehældningsspørgsmål" end om et spørgsmål om "skyld" og "uskyld", er naturligvis en selvfølge.
      Tankekoncentrationen: "Fader, forlad os vor skyld, som vi og forlade vore skyldnere" er således ikke en overflødig, naiv påstand, et overleveret resultat af primitiv overtro, men udtrykker derimod en strålende guddommelig indstilling af bevidstheden til fordel for stabiliseringen af en permanent normal mental "aksehældning" og det for væsenets særlige bevidsthedstrin heraf følgende normale almenbefindende eller guddommelige velvære.
 
 
Kosmos nr. 2, 2014, Igennem skærsild og paradis 1, stk. 4-13
 
[Skærsildsoplevelsen for fem væsenstyper]
Vi følger nu fem personer fra Bibelen igennem døden, skærsilden og paradiset
4. Vi vil nu forsøge at give et lille indtryk af denne den virkelige verden bag den fysiske ved at følge med nogle væsener her fra det fysiske plan, som skal til at dø. Da vi kender disse væseners psyke, vil vi få lejlighed til at se, hvorledes den åndelige tilværelsesform former sig for den særlige psyke, som de hver især sidder inde med. De repræsenterer hver især et i den jordmenneskelige mentale sfære forekommende bevidsthedslag. Når jeg har valgt disse særlige fra religionen og vor børnelærdom kendte skikkelser, er det fordi, de repræsenterer de bevidsthedslag eller sjælelige tilstande og indstillinger, som det er muligt for et moderne jordmenneske at have, og som igen vil betinge hans psykiske eller åndelige tilværelse, når han har mistet sit fysiske legeme.
      De væsener, vi skal følge, drejer sig om fem personer, vi kender fra Bibelen. Af disse døde de fire på unaturlig eller kunstig måde, medens den femte døde en naturlig død. Disse fem personer er de to røvere på korset, Verdensgenløseren, selvmorderen Judas og disciplen Johannes. Vi skal nu følge dem ind igennem døden, igennem skærsilden og paradiset.
      De tre af de her nævnte personer dør på unaturlig måde ved korsfæstelse eller henrettelse.
      De to var forbrydere, røvere og mordere, medens den tredje var et menneske med høj moralitet, kærlighed og visdom. De hang alle tre på et kors og var som nævnt døende. Medens disse tre mennesker i virkeligheden rent fysisk var underkastet den samme skæbne, den samme lidelse eller tortur, ser vi dog, at de hver især opfatter denne deres ensartede situation ganske forskelligt.
Den første røvers følelse af martyrium og hævngerrighed
5. Vi begynder med den første røver. Det er ham, der spottende råber til Jesus, at hvis han er Kristus, da bør han befri dem alle tre. Vi ser af denne røvers psyke, at han ligesom mange andre mennesker udelukkende kun er indstillet på sig selv. At han og Kristus kan tilkomme den samme befrielse, synes han er ganske på sin plads. Derved bliver det indirekte synligt, at røveren føler sig som en martyr. Han kan ikke se, at hans egne gerninger, hans egne mord og tortering af andre har bragt ham selv i den samme situation. Han glemmer ganske, at de, der blev ofre for hans banditvæsen, absolut ikke fandt nogen nåde eller barmhjertighed, men blev koldt udplyndret til skindet og derefter såret og lemlæstet, hvis de ikke ligefrem blev slået helt ihjel. Han kender ikke selv til nogen tilgivelse, men ikke desto mindre råber han efter, at andre skal tilgive ham. Men livsloven er således, at ingen kan blive noget tilgivet uden igennem deres tilgivelse af andre. En sådan røver vil rase imod sine bødler, lige så længe han overhovedet har kræfter til at kunne røre lidt på sig. Han glemmer ikke at ville udløse en rasende hævn eller gengældelse, hvis han blev sluppet løs.
I skærsilden: røverens forestillinger om evig pinsel og flugt fra sine ofres hævn
6. Jo mere døden nærmer sig, desto større bliver hans rædsel og angst for denne død. Ja, han vil være så optaget af denne rædsel for døden, at han faktisk slet ikke opdager selve dødsøjeblikket, da hans fysiske legeme udskilles fra hans ånd eller psyke. Han bliver ved med i tankerne at råbe, skrige, forbande og true sine bødler og samfundet. Men samtidig kan han ingen ende se på tiden. Han har ikke så meget pusterum for hævntankerne, at han kan opdage, at han allerede er fri af korset. Han tror, at han stadig hænger på korset, indtil andre fantastiske pinselsformer martrer hans sjæl. Da han nu er helt fri af sit fysiske legeme, vælder tankerne frem i frit løb, og han ser sine ofre, han ser deres angst og hører deres skrig. Han forestiller sig, hvorledes de planlægger hævnakter imod ham. Han fornemmer, at han flygter, men en usynlig kraft hindrer ham i at flygte. Ganske langsomt og sejpinende når forfølgerne ind på ham, ligesom han ser uovervindelige hindringer forude. Han flygter til siden og møder her andre uanede spærringer, og således lever han i en tilsyneladende evig flugt fra sine ofres hævn. Dagen synes aldrig at få ende. Han synes stadig, at det er det samme klokkeslet, hvis han overhovedet får tid til at skænke tiden en tanke. Samtidig hermed kommer så forestillinger til ham om evig pinsel, evigt helvede: "Evigt, evigt skal du nu leve i flugt fra dine ofres hævn." Han løber og løber, falder, sveder, puster og stønner. Mad får han ikke tid til at nyde. Forfølgelsen standser ikke et eneste øjeblik. Alt, hvad han rører ved, synes at være forgiftet, synes at være i sammensværgelse med fjenden.
Fra skærsilden gennem de åndelige verdener tilbage til en ny fødsel i den fysiske verden
7. Til sidst råber denne flygtning fra sit eget væsen, fra sin egen dårlige samvittighed, i sin vånde imod det ukendte Forsyn. Og i samme grad, som dette råb er iblandet begyndende forståelse af sine ofres lidelser, standser forfølgelsen, verden bliver lysere og skytsengle kommer ham i møde og begynder at hjælpe ham. Hjælpen består i at frigøre ham fra den dårlige samvittighed. De livsødelæggende tanker bliver suggereret bort, og tilbage er den lille del af hans bevidsthed, der virker i retning af sympati eller kærlighed. Og selv om han her har et meget lille spillerum, idet han jo ikke har udviklet noget særligt talent i den retning på det fysiske plan, så får han dog sin lille bevidsthed fyldt med salighed. Men han går meget hurtigt videre igennem de højere planer, som han kun ser som vidunderlige lysterræner, for så herfra at indgå til sin egen indre verden, salighedsriget, hvorfra han fødes igen i det miljø og med de forudsætninger, han i sit sidste liv skabte sig, inden han døde. Her skal han så igen begynde at overvinde rædslerne ved egen kamp. I den åndelige verden overvandt han dem ikke, han blev bare midlertidig befriet.
      Den virkelige befrielse skal man selv ved eget væsen tilegne sig på det fysiske plan. Igennem de nederlag, erfaringer og lidelser ens handlinger bringer, bliver man jo klogere og klogere og opdager til sidst, at man ikke skal myrde eller leve på andres bekostning, men kun leve for at tjene. Så bliver livet lyst og guddommeligt, både fysisk og åndeligt.
Den anden røver på korset
8. Det andet væsen var også en røver, men han var længere fremskreden end den første. Han forstod, at Verdensgenløseren ikke var en af deres og derfor ikke med rette kunne hænge på korset. Han irettesatte jo den første røver, fordi han hånede Kristus. Hans tanke indeholdt dog megen rigtig eller kærlig indstilling, og han forstod, at Kristus tilhørte et højere og bedre rige end røverne, og han bad ham derfor tænke på sig, når han kom til sit rige. Kristus siger derfor til ham: "I dag skal du være med mig i paradis."
      Tænk, hvad denne røver blev befriet for. Allerede inden han døde, var han fri af skærsilden og kunne med udskillelsen af den fysiske krop i glæde gå over i den zone, som er tilpasset disse små ånders åndelige hjemsted, og hvorfra de igen kan fødes til et højere og bedre miljø end det, de forlod.
Selvmorderen Judas
9. Dernæst kommer vi til selvmorderen Judas. Vi ved, at han af fortvivlelse tog sit eget liv. Hans brøde imod sin elskede Mester eller Verdensgenløseren tyngede så skrækkeligt på ham, at han her på det fysiske plan så hele sit liv ødelagt. Han kunne ikke få adgang til Verdensgenløseren. Han var jo omgivet af en vældig bevæbnet magt. Judas' tanker tog derfor en helt jordskælvsagtig vending. Han ville ikke mere leve. Han kunne ikke være værdig til at leve på et plan, på hvilket han havde berøvet Verdensgenløseren muligheden for eksistens.
      Men efter sit selvmord opdagede han, at nu var det for alvor galt. Her så han, at man ikke kan gøre noget godt ved at tage sit eget liv. Og at jeget i virkeligheden lige så godt er morder, når det tager sit eget liv, som når det tager andres liv. Og kvalerne fortættede sig til mørke og tunge skyer. Omkring sig så han andre selvmordere. Opholdsstedet var mørke huler og grotter, slimede, fugtige og tågede terræner, i hvilke der ikke var andre lysninger end det grå tusmørke, de samlede grumsede auraer kunne udstråle. Tårer, jammer og håbløshed var den altgennemtrængende atmosfære.
Judas ville gå foran Vorherre
10. Men Judas var jo ikke ond, han var ikke nogen røver, han var nu engang Verdensgenløserens discipel. Men han ville foregribe begivenhederne. Han syntes ikke, begivenhederne gik stærkt nok. Han ville derfor sætte lidt skub i verdensgenløsningen. Han ville, uden at han i virkeligheden vidste, hvad det var, han foretog sig, gå foran Vorherre – og kom her til kort. Guds vilje skal nok ordne verdensaltet. Det ville han have forstået, hvis han havde lyttet lidt bedre til Verdensgenløseren, der altid foreholdt Guds vilje som den absolut førende. Men nu havde den ulykkelige discipel styrtet sig ned i den mentale afgrund. Men angeren og kærligheden til Verdensgenløseren var to vældige faktorer i udfrielsen. Han kunne ikke herfra komme til Mesteren, men Verdensgenløseren glemte ikke sin ulykkelige discipel; han kom til Judas. Og Judas blev befriet fra skærsildens kvaler, sin egen samvittigheds mørke tankebyrde, og fulgtes med Mesteren til højere sfærer, til skønne solrige egne, hvorhen han allerede havde ført den ene af røverne. Og herfra fødtes Judas igen til verden og fortsatte sit discipelskab i verdensgenløsningens tjeneste.
Disciplen Johannes
11. Så har vi den elskede discipel Johannes, som indtil sin fredelige død udtalte og manifesterede opfyldelsen af Mesterens bud: "Børnlille elske hverandre". For hans vedkommende blev der ikke nogen skærsild. Han var et menneske, der udelukkende levede for at stimulere alle til at elske alle og selv var opfyldt af denne livets højeste kraft eller universets egen bølgelængde eller grundtone. For et sådant væsen er overgangen meget let. Han gik direkte til sit hjemsted i himlen, hvor han i forening med sin elskede Mester kunne gå videre i oplevelsen af Guds vidunderlige verden.
Verdensgenløseren overgiver sin ånd i Faderens hænder
12. Til sidst har vi så det fuldkomne eller færdige menneskes færd igennem skærsild og paradis. Da Verdensgenløseren allerede her på det fysiske plan var vågen dagsbevidst i den åndelige verden, eksisterede der ikke for ham nogen død. Det var kun et spørgsmål om den kropslige smerte. Og da han netop døde på unaturlig måde ved korsfæstelse, hører vi ham råbe: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?" – Det var altså bevidsthedens udskillelsesøjeblik. I næste øjeblik var Verdensgenløseren befriet fra alle jordisk-animalske bånd. Og vi ser da også, at der fra Verdensgenløseren kun udstrømmede mentale lysvæld af en sådan kapacitet, at de endnu den dag i dag funkler omkring jorden i dens stråleglorie og lyssfære: "Fader, forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre. Det er fuldbragt. I dine hænder befaler jeg min ånd."
      Nogle mere storslåede og lysende guddommelige ord kan ikke tænkes som et sidste lysende farvel til sine fjender i den fysiske verden. At han i samme åndedrag tager en ven med sig ind i sin egen strålende oplevelsessfære eller paradiset, bliver her selvfølgeligt. Den rene og ophøjede samvittighed og fred, han besad, eksisterede kun på basis af hans store kærlighed til alt og alle, ligesom han jo fuldstændig overgav sin ånd i Faderens hænder. Der var således ikke mere nogen angst eller dødsfrygt til stede. Der var altså fred og ro, skønt døden her var en unaturlig død, idet den fysiske organisme jo slet ikke var opslidt eller forældet, men fremtrådte i sin fuldeste manddom. Det sidste, vi ser af Frelserens mentalitet, er en lysglorie, der har formået at kaste sit genskin helt op igennem tiderne til vore dage.
For det indviede væsen, der er ét med Faderen, ligger Guds vældige rige udbredt
13. Herefter gik dette væsen som et vældigt solvæsen igennem skærsildens mørke labyrinter til de forpinte og fortabte sjæle. Og igennem rummet lød: "Kommer til mig alle I, som er besværede, og jeg skal give eder hvile." Og her blandt mange andre mødte han Judas, som var så brødebetynget, at han ikke turde nærme sig Mesteren. Og rummet genlød atter af den kærlige røst: "Jeg er kommet for at søge og frelse de fortabte", og tusinder af ulykkelige, men angrende sjæle fulgte med Jesus op imod skønne lysets sfærer til de for hver især passende boliger, hvor de i lyset kun opholdt sig til de atter skulle forbindes med den fysiske verden.
      Den første røver kom til sin bolig eller sit paradis, og den anden røver til et større. Judas kom til sit paradis, og Johannes kom til sit. Verdensgenløseren kom ligeledes til sit paradis, hvilket vil sige alle spiralens sfærer uden undtagelse. Hele Guds vældige rige lå udbredt for ham, det indviede væsen, der var ét med Faderen. Men det gør det ikke blot for Kristus, men for alle indviede væsener. Kristus er således et eksempel på denne gudesønlige tilstand.
 
 
Kosmos nr. 3, 2014, Igennem skærsild og paradis 2, stk. 5-16
 
[Paradisoplevelsen for fem væsenstyper]
Den første røver på korset var på et udviklingstrin svarende til naturmenneskets
5. Med hensyn til den første røver på korset blev han altså af skytsengle befriet fra skærsilden og kunne gå ind i lyset. Men hvad var det nu for et lys? – En mand, der af naturen er røver og morder her på det fysiske plan, er jo et primitivt væsen, hvilket vil sige et væsen, der er inkarneret i kulturmenneskenes sfære, ikke på grund af fælles religion eller moralfølelse, men udelukkende i kraft af tiltrækningen imod de særlige gunstige eller langt bedre tekniske drabsmetoder. Hvad er en sølle tomahavk eller flitsbue ved siden af kulturmenneskets moderne skydevåben og alle de andre raffinementer på dette område. Når sådanne væsener fødes ind i kulturmenneskets sfære udelukkende på dette begær, men endnu ikke har udlevet naturmenneskets lavere moral, kan disse væsener ikke indordne sig under det moderne samfunds juridiske love og opfattes her som "forbrydere" og straffes. Et sådant væsen var altså den første røver på korset. Et sådant væsen kunne ikke se noget galt i sin særlige levevis. For ham var det højeste ideal, at enhver er sig selv nærmest. Således var det naturlige liv og den naturlige moral jo i hans tidligere tilværelser. Og da han endnu ikke i de fysiske liv, hvor han har været inkarneret i naturmenneskenes sfære, har fået denne sin moral ændret, kan han umuligt få et paradis i samme sfære som kulturmenneskene.
Røvernes eldorado
6. Da et sådant væsen jo ikke er nogen forbryder for Vorherre – Forsynet ved jo, at intet væsen kan repræsentere et højere udviklingstrin end det, hvortil det er nået – så må man ikke tro andet end, at et sådant væsen også får sit paradis, sin lys- eller glædesoplevelse. Hvad bliver da denne glædesoplevelse? – Den bliver simpelthen et røvernes eldorado. Når han er kommet igennem sit raserianfald og had imod samfundet, kommer han i en naturlig psykisk tilstand, der nøjagtigt er tilpasset den form for oplevelse, ved hvilken han kan føle glæde ved tilværelsen. Her får han lov til at jage andre mennesker, lave sine kup med moderne våben, blive den helt, han ikke længere på jorden vil få nogen som helst mulighed for at kunne opleve. Han myrder og dræber her, det er for ham en sport. Han er endnu i en slags Valhalssfære, hvor dette at leve og dø uden kampe kun kan opfattes som et liv for svæklinge, trælle og slaver. I denne det dræbende princips paradis oplever røveren sit paradis. (Her må man huske på, at det altsammen foregår i hans fantasi. Den fysiske død eksisterer ikke i den åndelige sfære).
Lidelserne i den fysiske verden forædler røverens sind
7. Men sådan kan livet ikke fortsætte. Røverens fantasi er så lille og med så få variationer, at han snart begynder at løbe sig træt. De samme oplevelser bliver til klicheer, og han længes efter forandring. Og igennem salighedens ubevidste ekstasetilstand passerer han de højere sfærers for ham tilpassede lys, hvilket vil sige det rigtige menneskerige, visdomsriget og den guddommelige verden, for at vågne op i salighedsriget, hans egen hukommelsesverden. Her ser han sine oplevelser i form af lysende erindringer, der bringer ham i en ny ekstase i form af glæden over den fysiske verden. De mørke erindringer er stadig bundne. Dem husker han ikke. Herfra fødes han så tilbage til den fysiske verden i det miljø og i de forhold, som han ved sit sidste jordliv var indviklet i ved sin død. Og her begynder så hans naturmenneskelyster igen at gøre sig gældende, og han kommer på ny i konflikt med samfundets love og bliver henvist til straf og atter straf og de med en sådan underverden forbundne lidelser og besværligheder, der til sidst griber ind i hans sind og moralske følelse. Igennem lidelserne bliver han forædlet, får mere og mere medlidenhed med sine ofre, bliver religiøs i human eller kristelig retning. På denne måde bliver hans ønskedrømme også forvandlet til mere humane former, der igen præger hans paradisiske eller åndelige tilværelse, så hans paradis her efter døden i tilsvarende grad bliver humant præget. Han får større og større ønskedrømme om at spille forsvareren, helten, der redder andre mennesker fra banditter og røvere o.l.
Den anden røver på korset får opfyldt sin ønskedrøm i sit paradis
8. Et billede af denne hans nye tilstand får vi i den anden røver på korset. Han havde jo allerede så megen humanisme, at han fandt det forkasteligt, at Verdensgenløseren, det uskyldige væsen på korset ved siden af, skulle straffes eller pines, medens han fandt det på sin plads, at han selv såvel som den anden røver blev straffet. Ja, vi ser, hvorledes han irettesætter den første røver, ligesom vi også får at se, at han længes efter et andet paradis, en anden og bedre tilværelse. Han lægger jo hele dette sit livs største ønske, dette sit dybeste hjertesuk i sin bøn til Kristus, der hvor han siger: "Herre, tænk på mig, når du kommer i dit rige". Og vi ved jo, at Kristus bebudede ham dette hans ønskes opfyldelse med disse ord: "I dag skal du være med mig i paradis".
      Hvordan blev så dette paradis? – Denne røver fik altså fuldstændig fred i sit sind, inden han døde. Hans ædle tanker om Kristus, parret med sin brødebetyngethed, var en så stærk indtrængen af højere energi, at den førte denne røver til det for ham fattelige og dermed glædelige paradis. Hvad kunne nu være glædeligt for en sådan røver, der i allerhøjeste grad var utilfreds med sig selv som røver. Det paradis, som hans kammerat oplevede, kunne jo umuligt give ham glæde. Nej, han fik lov til at prøve at blive en helt i den tilværelse, der for ham var blevet en ønskedrøm. Han oplevede sig selv som herre over sit sind, oplevede at overvinde enhver lyst til at dræbe og myrde, ja, han fik endog lov til at opleve sig som en barmhjertig samaritan, der hjælper alle de, der er faldet iblandt røvere. Han får den glæde at passe og pleje alle disse af røvere lemlæstede væsener, hjælpe alle, der er forfulgt. Han føler sig strålende lykkelig, thi han befinder sig i kulminationen af opfyldelsen af alle sine ønskedrømme. Men han kan sagtens være barmhjertig samaritan her, hvor alle lavere og endnu ikke overvundne mentale eller psykiske foreteelser er holdt borte i kraft af organlammelse ved skytsenglenes suggestion og således ikke forstyrrer hans fantasi.
Paradisoplevelserne bliver efterhånden til døde klicheer
9. Da han kun kan opleve de tilstande, som hans fantasi kan skabe, bliver hans oplevelser også her til sidst begrænset til en hel masse gentagelser af de samme oplevelser. Oplevelserne taber noget af interessen, bliver til døde klicheer, ja bliver kedelige, og dermed er væsenet allerede på vej bort fra dette sit paradis. Men med sin ædlere eller humane indstilling får det ved sin passage igennem de højere sfærer evne til at opleve lidt af det rigtige menneskeriges første zoner. Det, som på det fysiske plan er det store ideal for jordmenneskene. Og med denne oplevelse går det ind i en ubevidst ekstase, og i hvilken tilstand det da passerer visdomsriget og den guddommelige verden for at vågne op i sin egen hukommelsessfære eller salighedsriget, hvorfra det så atter fødes til den fysiske verden i det miljø og de forhold, der her vil være forenelige med dets trin og skæbne, dets ønskedrømme om en fuldkomnere fysisk tilværelsesform.
Selvmorderen Judas
10. Så er der selvmorderen Judas. Når alt det mørke var bortsuggereret eller fjernet fra Judas' psyke, hvad var der så tilbage? – Ja, hans ønskedrøm var jo virkelig det at være Jesu discipel. Han får nu lov til at opleve glæden ved al den idealisme og fuldkommengørelse af discipelskab, som han ikke på jorden kunne praktisere grundet på sine egne ideers magt over sig i stedet for Verdensgenløserens. Men her, hvor han hundrede procent har overgivet sit liv til Frelseren og verdensgenløsningen, får han lov til at opleve, hvordan livet og menneskeheden vil forme sig, når Verdensgenløserens store visdom og væremåde praktiseres. Han gennemlever det indtil den allerhøjeste form, som hans fantasi her er i stand til at kunne manifestere. Hans ånd bliver fyldt med al den energi, der er hellig. Og i denne hellige energi går han videre, får lov til at se ind i det rigtige menneskeriges zoner, der, hvor man for længst er kommet til at leve i kontakt med næstekærlighedsloven. Når hans fantasi er udtømt, glider billederne bort og en vidunderlig ekstase fører ham igennem visdomsriget og den guddommelige verden for atter at vågne i sin egen dagsbevidste hukommelsessfære, hvorfra han så fødes tilbage i et miljø og en sfære, i hvilken han kan komme til at tjene den Frelser og den verdensgenløsning, som han ved sit sidste fysiske liv i sin nidkærhed og selvbevidsthed kom til at skade.
Disciplen Johannes, som "Herren elskede"
11. Så har vi disciplen Johannes. Om ham ved vi, at han i modsætning til de andre væsener, vi har nævnt, døde en naturlig død, hvilket vil sige en død fremkaldt ved alderdom. Vi ved også, at han blev udtrykt som den discipel, Jesus elskede. Det betyder naturligvis ikke, at han var favoriseret frem for de andre disciple, thi Verdensgenløseren eller det indviede væsens kærlighed rummer alle og kender intet til favorisering. Det betyder derimod, at han var den af alle apostlene, der var kærlighedslovens opfyldelse nærmest. Han var en discipel, der havde overvundet alle mørke skavanker, hidsighed, misundelse, jalousi og had. Han var den discipel, der stod Mesterens egen mentale tilstand nærmest. Han kunne hverken dræbe eller såre sine medmennesker. Da lige børn leger bedst, idet de bedst forstår hinanden, er det rimeligt, at denne lov også gjorde sig gældende mellem Verdensgenløseren og denne hans discipel. At Johannes i kraft af sin kærlige indstilling kunne forstå mere end de andre disciple, er selvfølgeligt. At Jesus ligeledes i kraft af disciplens store kærlighed kunne betro ham ting, han endnu ikke kunne åbenbare for de andre, er lige så selvfølgeligt. At disse to væsener derfor havde mange énrumssamtaler eller var meget sammen, bliver ganske naturligt. Heraf ordene "den discipel, Herren elskede". Vi ved, at denne elskelige discipel lige til sin død opfordrede menneskene til at være gode mod hverandre. Og da han var gammel og ikke kunne andet, hviskede han alligevel ordene: "Børnlille elsker hverandre".
Skærsildsoplevelsen eksisterer ikke for det meget udviklede væsen
12. At dette væsen ikke har nogen skærsildsoplevelse, ikke har noget at skulle have suggereret væk, bliver indlysende. Han går lige ind i sit paradis. Også hans oplevelse bliver nu al den skønhed og kærlighed, al den humanisme og lykke, som hans fantasi overhovedet kan skabe. Et så fremskredent væsen har ikke nogen lille tænkeevne eller primitiv fantasi. Han ser her ganske uhindret, i en dertil egnet stimulerende atmosfære, hele menneskeheden i det strålende lys, som den ifølge verdensgenløsningen engang skal komme til at udgøre. Han er her så langt fremme i en skolet fantasi, at den ikke forhindrer ham i at opleve det virkelige menneskeriges sfære, således som det på daværende tidspunkt allerede gjorde sig gældende på kloder, der var langt forud og derfor på et højere trin i udviklingen end jordkloden. Han modtog her en forberedelse til en indvielse. Og herfra gik denne kærlighedens apostel videre frem igennem visdomsriget med nogen dagsbevidsthed og også med dagsbevidste glimt af den guddommelige verden for herfra, mættet af lys, at sove ind i den ekstase, hvoraf han igen via salighedsriget skulle vågne i moders liv i en ny fysisk tilværelse, til et miljø og bevidsthedsfære, hvor han kunne modtage kosmiske glimt eller grader af indvielse på det fysiske plan og den heraf følgende forklarede tilværelse i fysisk kød og blod.
Verdensgenløserens strålevæld funkler den dag i dag ud over jorden
13. Vi har så tilbage Verdensgenløseren, der døde på korset. Da han jo allerede var et væsen, der havde nået indvielsen i tidligere tilværelser, var han jo allerede her på det vågne, fysiske plan dagsbevidst i den åndelige verden. Derfor blev hans død én stor lysmanifestation, der kastede sit strålevæld, ikke blot ud over den daværende jord, men også ned igennem århundreders generationer, og som funkler den dag i dag på sin totusindårige vej med uformindsket styrke ud over jorden. Men folket har bare vænnet sig til lyset, og derfor virker det ikke mere så stærkt. Da dette væsen var indviet, hvilket vil sige var kosmisk dagsbevidst i alle livets seks sfærer, var der ikke her tale om nogen fantasioplevelse, men derimod en oplevelse af sfærernes realistiske kendsgerninger. Han gik bort og prædikede til ånderne, som var i forvaring. Det var altså til de ulykkelige ånder eller sjælene i skærsilden. Vi kan være overbeviste om, at han her har udfoldet en overordentlig stor inspiration og kraft over for alle de skytsengle, som var de ulykkelige væseners hjælpere. At han her mere end noget andet sted har udtrykt sin kærlighed i ordene: "Jeg er kommet for at finde og frelse de fortabte", er selvfølgeligt. At han her møder sin elskelige discipel og frier ham af hans vånde, er lige så selvfølgeligt. Og efter at have passeret alle de ulykkelige væsener skulle Verdensgenløseren videre, men han glemte ikke sine venner på det vågne, fysiske plan. I denne tilstand kan et væsen, medens det endnu er så nær jordsfærens materie og fysiske bølgelængder, materialisere sig, når de dertil gunstige forhold er til stede. Og Verdensgenløseren viste sig for sine disciple blandt andet engang, da de var forsamlede, og dørene var lukkede eller stængede for jøderne.
Kristus og andre verdensfrelsere er til stede på det fysiske plan i kraft af deres bevidstheds lysglorie
14. Og efter således at have dokumenteret over for sine venner i fysisk kød og blod, at man udmærket kan eksistere hinsides en korsfæstelse, hinsides kød og blod, og dermed bekræftet det levende væsens udødelighed, gik Verdensgenløseren videre op imod visdomsriget og den guddommelige verden og vågen dagsbevidst oplevede her, ét med Faderen, hele den guddommelige verdensplan og kunne herfra stadig igennem æteren sende sit strålende lysvælds inspirerende kraft ned igennem sfærerne til det jordiske plan, ned til den vældige lysbølge, han der i form af sin visdom og sine evige ord havde efterladt sig. Det lysvæld er jo noget af den åndelige verdens bølgelængde, der er rodfæstet på det fysiske plan. Og i de højeste lag af denne sfære er Verdensgenløseren, såvel som alle andre indviede eller kosmisk bevidste væsener, vågent dagsbevidst. Derfor kunne han også sige: "hvor to eller tre taler sammen i mit navn, er jeg til stede". Og dette er rigtigt. Han er til stede i kraft af sin bevidstheds lysglorie. Men hans lysglorie er jo hans ånds materie. Og igennem hans ånds materie foregår jo hans tilkendegivelse. Det er således ikke umuligt at få set Kristus, Buddha, Krishna eller andre af de store verdensfrelsere, hvis man kan komme i tilstrækkelig kontakt med de uforfalskede lag af deres bevidsthed, hvilket vil sige igennem den virkelige næstekærlighed.
Kristus og andre verdensfrelsere er til stede på det fysiske plan i kraft af deres bevidstheds lysglorie Indviede væsener inkarnerer normalt ikke i de lavere verdeners zoner
15. Men Kristus eller andre indviede væsener er alle væsener, der har udlevet deres inkarnationer på jorden og vil normalt ikke mere inkarnere der, fordi de simpelthen er vokset fra denne klode. De har fuldkommen overstået det fysiske løb, den kan give. De inkarnerer derfor på højere fysiske verdener eller kloder, der i særlig grad er for indviede væsener. Altså kloder, der allerede i dag repræsenterer de fuldkomne fysiske tilstande, som jorden endnu ikke har nået, og hvor menneskene derfor må leve i krig og lidelse. De kosmiske eller indviede væsener kan jo allerede fra det åndelige plan eller i diskarneret tilstand besøge disse verdener, idet de jo har en så høj åndelig atmosfære, at den kommer på bølgelængde med de kosmiske planer. Når et indviet væsen fødes på jorden, er det kun for at forplante de højere åndelige verdeners sfærer i jordmenneskebevidstheden. De kommer som missionærer til sådanne lavere verdeners zoner for igennem næstekærligheden at føre menneskene frem igennem deres mørke skæbner, frem til fuldkommenheden i væremåde og den hermed forbundne udødelighedsoplevelse og oplevelsen af Guddommen og deres identitet som sønner af eller værende ét med dette livets højeste ophav.
Ingen kan gøre uret, og ingen kan lide uret
16. Så vidunderligt er altså livet, at alle får deres paradis. Det evige helvede såvel som evig fortabelse er kun fysiske væseners mørke fantasier. Det samme gælder troen på en virkelig død og tilintetgørelse. Ingen kan dræbe, ingen kan gøre uret, og ingen kan lide uret. Al oplevelse står i vor egen hånd. Med denne vor identitet som gudesøn er der altså knyttet det privilegium, at al vor oplevelse, dens form og rækkevidde, dens farve og lys, står fuldstændig i vor egen hånd. Tilværelsen bliver lige akkurat det onde eller gode, det lys eller mørke, vi selv evner at forme den om til at være. Vi er ét med Guddommen og evigheden bag livets funklende strålevæld.
 
 
Kosmos nr. 4, 2014, Den primære besættelse 1, stk. 6-8
Det diskarnerede væsens besættelse af forældrenes sædkim
6. Hver organisme, der bliver til, skabes altså på initiativet af et diskarneret væsen, hvilket vil sige et jeg eller væsen, der ikke har fysisk organisme og derfor begærer en sådan. Hvad rolle spiller da forældrene? – De spiller den store rolle, at de i kraft af deres seksuelle struktur og parringslyst udvikler den tilpasning af materien eller bringer den op på den bølgelængde, som er nødvendig for, at et diskarneret væsen kan få den ind under sin automatisme eller talentkernefunktion. Et diskarneret væsen kan ikke uden videre bringe stene eller klippeblokke eller andre fysiske mineralmaterier eller vegetabilmaterier ind under sin vilje og forme en animalsk organisme, som den mennesket eller dyret åbenbarer sit jeg igennem, uden igennem en millionårig påvirkning. Og en så lang tid har hverken dyret eller mennesket til rådighed for sin inkarnation. Derfor er det så viseligt indrettet, at det diskarnerede væsen i sin salighedstilstand er på bølgelængde med den bølgelængde eller åndskraft, der er inkarneret i de fysiske væseners sædstof, og som jo kun er en fortættet salighedsenergi. Hvor denne sædkraft kommer til udfoldelse eller får mulighed for udfoldelse, kan det diskarnerede væsen med sin særlige bølgelængde besætte denne udvikling, hvilket igen bevirker, at dets fra en tidligere fysisk tilværelse nedarvede talentkerner straks begynder at få indflydelse på det besatte fysiske område, altså forældrenes sædkim, og en ny organisme begynder at danne sig. At denne det diskarnerede væsens besættelse af de fysiske væseners sædprodukter også sker automatisk og uden særlig vågen, dagsbevidst medvirken, forandrer ikke princippet eller kendsgerningen. Forældrene udfører i kraft af deres seksuelle tilfredsstillelse og forplantningsstruktur det grove forarbejde for åndens inkarnering i fysisk materie.
De primære og sekundære nedarvede anlæg
7. Når først det diskarnerede jeg har fået forbindelse med den fysiske materie, sker fosterdannelsen som nævnt ganske automatisk. Og forløbet af denne proces er så kendt, at den ligger helt uden for min mission at fortolke. Det tilkommer den materielle videnskab. Med forståelsen af denne form for jegets besættelse af den fysiske materie bliver det forståeligt, hvorfor et barn kan fødes med tilbøjeligheder og anlæg som forældrene er totalt blottet for. Når et jeg har besat forplantningsmaterien, som er afleveret af faderen og moderen, rummer den i sig en vis eftervirkning af disse væseners talenter og anlæg, som i nogen grad kan afspejle sig i det nye væsens organisme og den igennem samme organisme manifesterede fremtræden. Og vi kalder disse afspejlinger af faderens og moderens anlæg i afkommets organisme for nedarvede anlæg og tendenser. Men disse er kun sekundære anlæg i afkommet. De primære anlæg kan derimod udelukkende kun udgøres af de anlæg, der udgør afkommets absolut egne fra en tidligere tilværelse nedarvede anlæg. Men det sker meget ofte, at disse anlæg er så lig faderens eller moderens, at de ikke er til at skelne fra disse. Et væsen kan således arve sin drikfældighed fra en tidligere tilværelse, det kan arve sin begavelse, sin intellektualitet, der jo kan stå himmelhøjt over forældrenes, ligesom den naturligvis også kan stå under den. Hvis det levende væsen var et hundrede procents produkt af sin fader og moder, måtte det jo i tilsvarende grad udgøre en hundrede procents kopi af sine forældre, hvilket aldrig i noget som helst tilfælde kan ske. Der vil altid være tre sæt arvelighed til stede i de fremskredne dyrs og det jordiske menneskes fremtræden, nemlig faderens og moderens som de sekundære og individets eget, fra en tidligere tilværelse, nedarvede sæt som det primære.
Det levende væsen fortsætter livet efter døden
8. Vi har her set den ordinære besættelse og den ordinære mediumitet mellem ånd og materie. Det er denne besættelse, der danner grundlaget for reinkarnation. Det fysiske legeme er således i virkeligheden kun en materiekombination, der er besat eller overskygget af en ånd. Så længe denne ånd er i stand til at besætte legemet, repræsenterer dette legeme ånden som et levende væsen på det fysiske plan. Det, vi ser af levende væsener, er således i realiteten kun materier, der er besat eller overskygget af åndelige eller psykiske væsener. Den fysiske verden er således ikke åndens verden. Derfor kan ånd også kun indirekte manifestere sig over for ånd på det fysiske plan. Når man forstår dette, vil dødsmysteriet ikke mere virke så drastisk som en slags udslettelse af det levende væsen. Det eksisterede altså før det besatte den materie, som i øjeblikket udgør dets fysiske legeme, og det vil stadig eksistere, selv om det ikke mere har dette fysiske legeme. Dets tanke og bevidsthed har det stadig i behold, ja endog i vågen, dagsbevidst tilstand. Den normale død er således kun jegets befrielse fra en organisme, der ikke mere kan være redskab for dets ånd, således som tilfældet netop er ved alderdom, og ligeledes når udskillelsen finder sted på grund af organismens lemlæstelse eller ødelæggelse ved læsioner. Og da det således har sin bevidsthed i behold og stadig er en ånd, kan det atter besætte de fysiske væseners forplantningsmaterie og skabe en fysisk organisme, ligesom det har gjort tusinder af gange før.
Symbol af Martinus
Symbol 96
Gennem døden 3. Poludviklinger og de åndelige planer