Men når naturen udtrykker så megen hensigtsmæssighed, så megen logik og planmæssighed, så den som her påpeget overdådigt overtrumfer, hvad et menneske kan manifestere af de samme egenskaber, tror man så ikke, at latterligheden og naiviteten er på de materialistiske gudsfornægteres side? – At disse gudsfornægtere undertiden sidder inde med stor materiel videnskabelig position, gør heller ikke sagen flatterende, thi de afslører sig da med hensyn til opfattelsen af begrebet "guddom" som totalt blottede for de videnskabelige metoder, de ellers på alle andre felter må betjene sig af. De er stillede over for den kendsgerning, at et hus såvel som en klædning, en maskine eller andre menneskelige frembringelser umuligt kan skabe sig selv, og at disse tings tilblivelse således udelukkende kun har kunnet ske på basis af et levende, tænkende ophav bag tilblivelsen. Samtidig er de stillet over for den store forvandlingsproces, vi kalder "naturen", som har forvandlet jorden fra en ildforeteelse til den nu forekommende formålstjenlige animalske klode, udstyret med levende væsener med lige så vidunderlige hensigtsmæssige organismer, alt sammen udtrykkende en logik og hensigtsmæssighed af en sådan grad, at den hensigtsmæssighed eller det udtryk for logik, der kan være i en jordmenneskelig frembringelse, må blegne i forhold hertil, ligegyldigt hvor stort et geni den så end måtte have til ophav. Den nævnte materialistiske videnskabsmand er således stillet over for disse to store foreteelser, der i princip er nøjagtig ens. De udløser begge logik eller hensigtsmæssig skabelse, hvilket vil sige: bevidsthedsmæssig manifestation. Men ikke desto mindre benægter materialisterne nu et viljeførende ophav bag den ene af de nævnte foreteelser (naturens skabelse), medens de erkender den anden foreteelse (jordmenneskets frembringelser) som en total umulighed uden et ophav.
      Hvorledes kan logisk skabelse, hvilket vil sige: et produkt af tanke og vilje, i det ene tilfælde eksistere uden netop at have en tænkende og viljeførende skaber bag sig, medens den samme foreteelse i et andet tilfælde erkendes som absolut umulig uden netop en sådan skaber? – Er logik, plan- og hensigtsmæssighed ikke logik, plan- og hensigtsmæssighed, hvilket vil sige udtryk for bevidsthed, hvor man så end møder den? – Og hvorledes kan man begrunde, at samme hensigtsmæssighed ikke er et produkt af tanke og vilje og dermed eksisterende selvstændigt? – Hvorledes kan man begrunde, at en plan, hvilket vil sige: en idé, ikke er en forudgående tankekombination? – Hvordan kan man begrunde ideers manifestation eller tilsynekomst uden igennem levende, tænkende væseners bevidsthed eller mentalitet? – Ja, her er det jo, at materialistens gudsbenægtelsesfilosofi bliver mindre flatterende eller stærkt vaklende, og hans benægtelse af en makrokosmisk skabers eller guddoms eksistens bliver et tomt postulat, bliver et indholdsløst dogme og har således intet med videnskab at gøre. Thi der findes ingen som helst begrundelse, der findes intet som helst i naturen eller det daglige liv, der selv i mindste måde beviser nogen som helst berettigelse i hans påstand. Tværtimod, der hvor hans sanser ser skarpest, hvilket vil sige: inden for området for selve jordmenneskets skabelse, er det en urokkelig kendsgerning, at intet kan skabe sig selv. Et hus kan således ikke bygge sig selv, lige så lidt som en klædning kan sy sig selv. Og her er materialisten naturligvis fuldt indforstået med, at der må være en skaber eller et levende, tænkende væsen bag disse frembringelser, og at disse således er produkter af bevidsthed eller mentalitet. Men over for naturens manifestationer af lige så planmæssige og logiske frembringelser benægter han pure enhver tanke om et eksisterende levende forsyn bag skabelsen. Naturens frembringelser vil således ifølge konsekvenserne af gudsfornægterfilosofien være bevidsthedsudtryk uden bevidsthed, tankemanifestationer uden et tænkende væsen, logik og idéskabelse uden at være produkter af liv. Livet må derfor være et produkt af materien eller stoffet. Det "døde" må dermed være livets og tilværelsens skaber og frembringer, hvilket vil sige: det skabte har skabt skaberen og ikke omvendt. Men i det store og hele gør denne filosofi ikke noget, for den er en bevægelse, der ligesom alle andre bevægelser må gå i cirkelbaner og derfor først kan afslutte ved sit udspring.
      Når materialistens gudsfornægterfilosofi, som vi lige har set, må ende i konklusionen: det er det skabte, der har frembragt skaberen, bliver det en kendsgerning, at dette skabte er udstyret med skabeevne, kan frembringe logiske manifestationer og gør dermed sin identitet som "skaber", ja, endog af en sådan dimension, at han overtrumfer selv de største menneskelige af vilje og tanke udløste manifestationer eller frembringelser, til kendsgerning. En foreteelse, der kan frembringe en så genial skabelse som denne: ud af en åndelig eller usynlig materies forvandling til ildsø og denne ildsøs forvandling til den levende animalske klode med så fuldkomne kødelige organismer, som vore organismer må siges at være, kan ikke frakendes at være lige så stor en skaber som den foreteelse, der kan frembringe et hus, en klædning eller et par sko. Om man vil frakende førstnævnte foreteelse identiteten "levende væsen" og kalde den en "død ting", blot og bar udløsende et spil af tilfældigheder, er jo ganske ligegyldigt, når man ikke kan bortforklare eller benægte, at den åbenbarer sig med nøjagtigt de samme symptomer som den sidstnævnte foreteelse, nemlig: en logisk skabelse, der resulterer i hensigtsmæssighed og dermed åbenbarer intelligens eller intellektualitet og den heraf følgende yderligere bevidsthedsmæssige kunnen. En "død" ting, der udelukkende tilkendegiver eller åbenbarer sig ved hjælp af alle et levende væsens symptomer, er jo lige så god en ting som selve det "levende væsen".
      Tror man ikke, det også her ville være i kontakt med virkelig videnskabelig forskemetode at bedømme ud fra de absolutte kendsgerninger, og der hvor disse ikke slår til, at opfatte det ukendte analogt med det kendte, således som man jo netop må gøre på alle andre områder for at få virkelige videnskabelige facitter frem? – Står den videnskabelige livsforsker ikke som vi her har set over for et ocean af materiale? – Er han ikke nået så langt, at han erkender jordens forvandling fra ildtilstanden til den nuværende animalisme? – Må han ikke erkende, endog med sin egen eksistens eller tilstedeværelse i rummet, resultatet af denne skabelsesproces som logisk? – Ja, må han ikke erkende denne skabelsesproces endnu langt fuldkomnere end den skabelsesproces, han selv er i stand til at manifestere?
      Det er rigtigt, at denne skabelsesproces er af dimensioner så kæmpemæssige, at han slet ikke kan overse den, han kan derfor ikke opfatte dette vældige ocean af materie og kræfter som en organisme for et levende, spisende og handlende væsen, således som han kan se sin egen og sine medvæseners organismer udgøre.
      Men hvad bør forskeren så gøre i dette tilfælde? – Hvilken vej vil være den mest videnskabelige at gå i en sådan situation? – Kan det udtrykkes som videnskabeligt: pure at benægte dette uoverskuelige stofoceans identitet som liv, opfatte det som et tilfældigt spil af døde kræfter, blot fordi man ikke kan overskue det?
      At man ikke kan overskue en tings natur kan da umuligt være grundlag for en benægtelse af denne tingens natur. En sådan benægtelse kan da kun være udtryk for et postulat, en overtro, der højst kan blive – ikke et videnskabeligt facit – men et dogme.