Vil det ikke være i retning af videnskabelig forskemetode i en sådan situation, hvor man står over for en ting, man ikke helt kan overskue, så dog at bemærke sig de særlige detaljer eller udslag ved tingen, man kan overskue eller se, og så sammenligne disse detaljer med detaljer eller ting, man i forvejen kender, og med hvilke de er analoge? – Er det ikke netop på denne måde, at videnskaben i almindelighed arbejder i sådanne felter, hvor objektet unddrager sig nærmere iagttagelse?
      Hvorledes skulle de såkaldte "hypoteser" ellers blive til? – Men da en gudsfornægtelse, hvilket i dette tilfælde vil sige: benægtelsen af et levende, tænkende "Noget" bag naturens skabelsesprocesser, aldrig i noget som helst tilfælde kan udgøre en sådan hypotese, hvilket altså vil sige: et ukendt objekts bedømmelse og erkendelse på grundlag af dets analogi med et kendt objekt, kan samme fornægtelse således aldrig i noget tilfælde være udtryk for resultatet af en videnskabelig forskning. Det kan derfor udelukkende kun være udtryk for en blind påstand, hvilket igen er det samme som fantasi.
      Det er jo en kendsgerning, ikke alene for videnskaben, men også for ethvert normalt begavet kulturmenneske, at ingen af de ting, der bliver frembragt inden for den jordmenneskelige skabeevnes område såsom huse, klæder og sko osv., kan skabe sig selv eller i mindste måde kan være produkter af tilfældighed, men udelukkende kun kan eksistere som resultatet af tænkende og viljeførende ophav. Samme felt, inden for hvilket disse ting forekommer, udgør imidlertid det område, hvor de jordmenneskelige sanser ser skarpest eller er mest orienteringsdygtige, og hvor væsenet har en hundrede procent analyseringsevne. Men da det som før nævnt inden for dette felt er en urokkelig kendsgerning, at absolut ingen logisk skabelse eller frembringelse her kan blive til uden i kraft af at være et produkt af et forud eksisterende tænkende, viljeførende ophav, vil denne kendsgerning således udelukkende være det eneste, med hvilket man kan sammenligne den uden for det menneskelige skabefelt forekommende logiske skabelse eller planmæssige forvandling, hvilket vil sige: selve naturens funktioner.
      Hvis man nu som uhildet forsker sammenligner nævnte i naturen forekommende store skabelsesproces, som har forvandlet ildsøen eller ildhavet til en fuldt ud for beboelse og udfoldelse af animalsk, kødeligt liv hensigtsmæssig klode, vil man som allerede tidligere påpeget se, at denne skabelsesproces ikke er udtryk for mindre intelligensmæssig skabelse eller intellektuel kunnen end den, jordmennesket er ophav til. Men når man således her bliver vidne til to processer, der i princip er identiske, idet de afslører hensigtsmæssig skabelse begge to, vil det så være i kontakt med videnskabelig forskningsmetode at benægte de betingelsers tilstedeværelse i den ene proces, som har vist sig, at den anden proces umuligt kan være foruden, nemlig et tænkende og viljeførende "Noget"?
      Hvormed kan man begrunde, at et sådant tænkende og viljeførende ophav ikke er nødvendigt i den logiske skabelsesproces, den udløsning af intelligens eller bevidsthedsfunktion, der finder sted i naturen?
      Absolut intet. Benægtelsen af et sådant ophavs tilstedeværelse kan altså umuligt være en hypotese, men er et tomt postulat. Hvis man derimod går ud fra, at det indenfor det felt, i hvilket vore sanser ser skarpest, er en hundrede procent kendsgerning, at ingen logisk skabelse kan finde sted uden i kraft af et tænkende og viljeførende ophav, og det samme derfor også må være tilfældet i det felt, hvor vore sanser ikke er tilstrækkelige til at overskue problemet, holder man sig i alt fald til et faktum, der er hundrede procent analogt med de betingelser og forhold, der er de absolut bærende inden for det kendte område.
      Og med hvilket andet skulle man kunne bedømme ukendte områder end med erfaringerne fra det kendte område? – Dette vil igen sige, at opfattelsen af et levende, tænkende og viljeførende ophav bag naturens processer, hvilket ophav er det samme som Guddommen, ikke vil kunne udslettes som videnskabelig hypotese.
      At man ikke kan se dette ophav, således som man ser ophavet til en menneskelig frembringelse, berettiger jo ikke på nogen måde gudsfornægtelsen. Tror man, de mikroskopiske former for liv i vor egen organisme, i vort eget kød og blod, kan se os? – Ville disse små væsener ikke med lige så stor en ret, hvis de havde jordmenneskelig tænkeevne, kunne benægte vor eksistens?
      Ved at acceptere, at der er et levende, tænkende og viljeførende ophav eller en Guddom bag naturens skabelsesproces, er man i kontakt med virkelig videnskabelig forskning. Man er i kontakt med livserfaringerne inden for det af vort sansefelt mest tilgængelige område. At bygge sin livsfilosofi op på noget som helst andet vil være det samme som at bygge den op på vort sansefelts mest utilgængelige og derfor mest usikre og tågeagtige erfaringsområde.
      En guddomsfornægtelse vil altså aldrig kunne bringes i kontakt med menneskets højeste erfaringer og må derfor være uden nogen som helst anden underbygning eller begrundelse end denne, at man på dette felt er mentalt uformuende og hælder til gudsfornægtelsen, fordi det eventuelt er moderne, føles som mere værdigt. Ja, man synes ligefrem ikke, man på det religiøse område kan være nogen anden opfattelse bekendt.
      Gudsfornægtelsen vil altså i det højeste kun kunne udgøre en livsfilosofi, der i sit princip er en påberåbelse af, at foreteelser, der er totalt umulige i de kendte felter, skulle være bærende faktorer i de ukendte felter. At en sådan livsfilosofi er uvidenskabelig for ikke at sige den rene overtro og dermed efterhånden som dug for solen må forsvinde bort for udviklingen af intellektualitetens klare lys, tør jeg vel nu forudsætte, at den ærlige, intelligente forsker her vil forstå.
      Forestillingen om en guddom bag naturens store logiske skabelsesproces, bag jordens omskabelse fra ild til kød og blod, kan altså ikke frakendes at være i det mindste en videnskabelig hypotese og gør derved gudsbegrebet til en livsfilosofi, der er baseret på bedømmelsen af de ukendte felter på basis af de uomstødelige erfaringer fra de kendte felter. Mere logisk kan en forskningsmetode vel ikke være?
      At man ved udvikling og fortsættelse af denne forskningsmetode kan komme gudsbegrebet endnu nærmere og få et endnu dybere og fuldkomnere indblik i selve livets struktur og dybeste væsen, er naturligvis en selvfølge. Men da dette kræver særlige specielle anlæg, en særlig indstilling og interesse, må jeg her henvise læserne til mit hovedværk "Livets Bog".
      Som vi her har set, vil dette at acceptere "et levende, tænkende Noget" bag alt i sin mest elementære form ikke kunne frakendes at være en virkelig videnskabelig hypotese som modsætning til den pure benægtelse af dette Noget, hvilken benægtelse altså ikke kan udgøre andet end en hundrede procent overtro.