Den længst levende afgud
14. KAPITEL
Hvorfor de kirkelige autoriteter og de såkaldte "frelste" eller "hellige" taber terræn over for almenheden
Efter at vi nu igennem livet selv har fået bekræftet en Guddoms eksistens, og at den fuldkomneste levemåde er den, der udtrykker sig i form af næstekærlighed, og at samme levemåde derfor bliver den højeste form, under hvilken man kan tjene Guddommen, samtidig med at vi så, at al egoisme eller selviskhed var den sikre vej til lidelsen eller en ulykkelig skæbne, vil vi nu rette vor forskende tanke og vort blik ind på selve menneskehedens autoriserede, religiøse autoriteter for dermed at danne os et foreløbigt skøn over, hvor langt disse autoriteter er nået i forståelsen og dermed i selve praktiseringen af næstekærligheden eller den sande gudsdyrkelse.
      Ved autoriteter må her navnlig forstås de "kristne" kirkelige myndigheder. Igennem kirkelige foranstaltninger har disse myndigheder jo igennem århundreder påvirket almenheden og således været med til at skabe forandring i dens levevis og guddomsopfattelse. Og da almenheden igen i de frie demokratiske lande har stemmeret og således er medarbejdere i kulturstaternes styrelse, har stor indflydelse på deres politik, love og retsvæsen, kan det ikke nægtes, at graden af disse staters nuværende repræsentation af humanitet i en ikke liden udstrækning må tilskrives disse nævnte myndigheder. Og sammenlignet med den sparsomme grad eller standard af humanitet eller næstekærlighed, der praktiseredes af oldtidens såkaldte "hedenske" autoriteter, kan man ikke komme uden om, at graden af næstekærlighed i kollektiv form er overordentlig fremskreden.
      Jeg skal ikke komme nærmere ind på de hundreder af foranstaltninger, der alle må tilskrives en voksende næstekærlighed, men blot nævne et par enkelte såsom: hospitaler og sygehuse med tilhørende ambulancevæsen og "Røde Kors", der jo direkte må siges at være levendegørelsen af lignelsen om "den barmhjertige samaritan" i kød og blod.
      Dernæst kommer sociale hjælpeforanstaltninger af enhver art: alderdomsunderstøttelse, hjælp til nødlidende plus de mange andre kulturelle, samfundsmæssige foranstaltninger til beskyttelse og værn for statens borgere over for en alt for nærgående inhumanisme i form af forbryderiske anslag imod person og ejendom. Desuden er der gratis adgang til gudstjenester og gratis adgang til undervisning, til oplysning om ånd og legeme, om natur og arbejde, om kultur og levevis. Samfundet er således i dag på et stort område præget af en fremadskridende udvikling i kultur, humanisme eller næstekærlighed.
      Men som vi ved, er der også et overordentligt stort område, der endnu skæmmes af hedenskabets primitive dyriske eller barbariske metoder i form af krige, myrderi eller ødelæggelse af liv og ejendom samtidig med, at de autoriserede kirkelige myndigheder taber mere og mere af deres indflydelse på almenheden. Flere og flere kirkestole står tomme under gudstjenester, flere og flere mennesker bliver såkaldt "irreligiøse", bliver fritænkere. Religiøst ukrudt og mentale vildskud i form af fanatiske sekter eller sammenslutninger florerer. Udsvævelser, laster og forbrydelser viser også tendens til at brede sig. Hvem har ansvaret for alle disse anti-kulturelle foreteelser? – Ja, dybest set kan de ikke lægges nogen til last.
      Som vi allerede har set, skyldes disharmonien indenfor menneskeheden jo dens endnu fremtrædende unge eller mindreårige og derfor ufærdige tilstand i den store skabelsesproces.
      Når denne ufærdige tilstands virkninger i øjeblikket synes at udvise en tiltagende tendens, kan det kun skyldes den omstændighed, at menneskene er nået frem til et stadium i skabelsesprocessen, hvor deres videre udvikling i særlig grad kræver selvoplevede erfaringer, og hvor den fra de kirkelige myndigheder overleverede religiøse eller moralske terminologi indtil trivialitet er udlevet. Der er alt for meget i nævnte terminologi, der udelukkende er baseret på følelse, baseret på igennem denne at skabe stemninger i væsenet og derfor slet ikke er beregnet på at give næring for en logisk tænkning, næring for forstanden eller intelligensen.
      Da samfundet netop på så mange områder med skoler og læreanstalter, forsøg og kursus fremskynder og stimulerer væsenernes intelligensudvikling, er der opstået den kalamitet, at væsenernes intelligens er blevet for overlegen over for de autoriserede kirkelige moralforskrifter, idet disse jo kun forekommer i form af postulater, fremsatte facitter uden nogen som helst udredning af, hvorledes man er kommet eller kan komme til disse facitter i det daglige, praktiske liv. Medens denne fremføring af facitter passede glimrende til såkaldte stemnings- eller følelsesmennesker, der netop har evnen til at tro, er de ganske værdiløse for de rent intelligensbetonede mennesker, der jo ikke mere kan tro og derfor udelukkende kun kan få mental næring igennem forskning eller gennem tingenes intelligensmæssige udredning. Og da den autoriserede kristendom siger til disse mennesker: "Guds veje er uransagelige", ja, undertiden ligefrem betragter det som syndigt at bruge sin forstand til udforskning af disse, vil resultatet jo kun kunne blive således, som det netop er blevet, nemlig dette, at sådanne væsener i store skarer udvandrer fra kirkernes domæne og dermed i mange tilfælde foreløbig bort fra lyset.
      Hvad er det da, der i særlig grad bringer væsenerne til at forlade den kirkelige religiøse sfære? – Ja, vi har jo allerede været inde på nogle af de foreteelser, der udtales fra prædikestolen, men ikke kan bringes i kontakt med den fuldkomne logik eller hensigtsmæssighed, hvormed livet ellers åbenbarer sin store skabemetode. Der er således postulaterne: "Den evige fortabelse", "det evige helvede", den "vrede" guddom, der "straffer" for "synder". Vi har allerede set, hvorledes den logiske konsekvens af disse fører til en guddom, der er alt andet end kærlig, en guddom der repræsenterer almindelig jordmenneskelig abnormitet eller primitiv kold fremtræden, ja, en karaktertilstand mange jordmennesker allerede for længst har passeret i udviklingen. At disse mennesker ikke kan hylde en guddom, der står under dem i moral og næstekærlighed, er naturligvis givet. Men foruden de her nævnte postulater er der mange andre ulogiske postulater, der er blevet til stærkt forstenede dogmer hos de nævnte myndigheder og de væsener, der i særlig grad fremtræder som "frelste" eller "hellige" og mener om sig selv at være særligt i Guddommens gunst. Disse menneskers ypperste forbillede er jo verdensgenløseren Jesus Kristus. Fra vor børnelærdom kender vi dette herlige væsens åbenbaring og stimulering af næstekærligheden. Ja, var hans strålende bjergprædiken ikke en lysende strøm af lovprisninger af den logik eller planmæssighed, vi lige har set gjorde sig gældende i selve livets eller naturens egen store skabelsesproces? – Var han ikke en levendegørelse af selve den væremåde, som udgør det tilsigtede foreløbige slutresultat med menneskets skabelse? – Er det ikke det slutresultat, der udelukkende må bringes frem til manifestation, for at menneskeheden kan komme i kontakt med de overdådige livsressourcer, der ligger og venter på den og garanterer et kommende fuldkomment menneskerige på jorden, i hvilket der hverken vil være "gråd" eller "tænders gnidsel". Og tror man ikke, det er ud fra hans egen store kærlighed til alt levende, at han som realistisk viden eller erfaring kunne docere "al lovens fylde" som identisk med dette: "Du skal elske din Gud over alle ting og din næste som dig selv"? – Og tror man ikke, det var fra samme store og rige kærlighedsliv, at han var beriget med fornemmelsen af at være "ét med Faderen"? – Hvad er dette at være "ét med Faderen" andet end at være ét med den overdådigt fuldkomne kærlighedsmanifestation, der har forvandlet de glødende og flammende materier til en himmelsk verden for væsener i kød og blod?
      Som læserne vil forstå, vil dette at udgive sig for at være "frelst", at være "hellig" eller blot dette at være en repræsentant for denne guddommelige udsending, samt for den evige Guddom, der sendte ham, ikke være så lidt mere krævende over for den fremskredne, intellektuelt indstillede religiøse forsker, end det vil være krævende at udøve den samme repræsentation over for det troende, men uintelligente følelsesmenneske. Med det væsen, i hvem næstekærlighedsevnen er begyndt at være en stor faktor, vil enhver religiøs fremstilling, der ikke svarer til denne faktor, kollidere og i værste tilfælde blive afvist. Og det er denne kollision, der i stor udstrækning ligger til grund for det voksende svælg, der i dag forekommer mellem store dele af staternes befolkninger og de kristne, kirkelige autoriteter og øvrige stærkt dogmatiske repræsentanter for autoriserede religioner.