Vi er således blevet vidne til, at menneskenes højeste fremtræden i virkeligheden slet og ret kun er en kamp for bevarelsen af deres egen position. Denne kamp var altså et åbenlyst ideal i menneskenes tidligere primitive stadier, men ved mødet med kristendommens idealer, der jo kulminerer i uselviskhed eller modsætningen til de fortidige idealer, blev disse sidste idealer eller dyriske tendenser ikke mere en dyd. Nu blev de mere og mere betragtet som "synd". Men da man ikke pludseligt kan lave sig selv om, og da man ikke vidste, at man havde flere fremtidige fysiske liv til at udvikle sig i, blev bekenderne af den begyndende kristendom jo i stor udstrækning at betragte som "syndere". Men da det ligger i det jordiske menneskes natur meget gerne at ville beundres, æres og agtes som en "helt", var det generende stadigt at blive blottet som en "synder", ligesom det naturligvis også til tider kunne virke fortvivlende, aldrig nogen sinde at kunne komme på højde med selve opfyldelsen af de foreskrevne kristne idealer.
      På basis heraf kom læren om "nåden" og "syndsforladelsen" ind i verden. Her var virkelig en udvej, hvorved lovovertræderen, foruden at undgå det formentlige truende "helvede", også kunne bevare sin kristne "helteglorie" trods sine "synder". Med "syndsforladelsen" blev "synderen" jo "frelst" fra "straffen for synderne", og de "frelste" fik deres forfængelighed tilfredsstillet i indbildningen af at være i særlig yndest hos Guddommen, ja, var ligefrem "Guds udvalgte".
      Og således gik det til, at hele denne hundrede procent egendyrkelse blev kaldt gudsdyrkelse, og at denne gudsdyrkelse endog endte med prædikatet kristendom, skønt kristendommens idealer er kulminerende uselviskhed. Dens store og skønne sandheder eller påbud, "du skal ikke stjæle", "du skal ikke dræbe", "dømmer ikke", "du skal elske din næste som dig selv", blev til sidst opfattet som idealer, der i virkeligheden kun kunne opfyldes af – engle eller guder.
      Det jordiske menneske fandt på udveje til at komme i "himlen" uden denne opfyldelse. Det behøvede blot at "angre" sine "synder" og "tro på Jesus", så blev opfyldelsen af idealerne fuldstændigt annulleret.
      Jesus havde jo en gang for alle "lidt for vore synder" og derved blødgjort den "vrede" gud, så han har ladet nåde gå for ret og blæst idealernes opfyldelse et langt stykke og åbnet "himlens porte" for lovovertræderne.
      Tyve, røvere og mordere må altså nu ligefrem i store skarer vælte ind ad himlens porte. Men kan "englene" være tjent med det? – Kan himlens beboere være tjent med, at deres riges skønne sfærer bliver fyldt med væsener, der kun kan græde over, at de ikke kan opfylde idealerne?
      At en mand græder over et mord, han har begået, kan det være en garanti for, at han også vil græde over et tyveri, han har begået? – Hvis ikke, så vil han jo fortsætte med at stjæle i "himlen".
      Selv om et væsen har opdaget, at det er forkert at bagtale sin næste, vil dette jo ingen garanti være for, at det ingen andre skavanker eller ufærdige tilstande har. Og når det ikke er det, må "nådens paradis" jo være en zone eller et rige, der er fuldt af ufærdige væsener, hvilket vil sige væsener med ikke alene de skavanker, de "angrer", men også med en hel del tendenser, som de endnu slet ikke har opdaget er forkerte, og af hvilken grund de så ikke kan græde over disse.
      Disse ufuldkomne tendenser eller manifestationer må så sætte sit præg på "himlen", og der bliver således ikke nogen som helst principforskel på den almindelige jordiske tilværelse og "syndsforladelsens paradis".
      De logiske konsekvenser af den gængse syndsforladelsesteori viser os således her, at de "kristne"s "paradis" umuligt kan være det rige, som af Kristus opgives ikke at være af denne verden.
      For at et rige ikke skal være af denne verden, men derimod være identisk med det rige, som Jesus udtrykker som "mit rige", må det være en zone, hvis beboere på alle måder er fuldkomne, således at de udtrykker en mental sfære, der ikke i nogen som helst retning beherskes af ufærdige individer eller væsener, der blot og bar er sluppet ind i "paradiset" på grund af angeren over ufuldkommenheden ved en enkelt side i deres natur, og som derfor stadig må fremture i ufuldkommenhed og naivitet i de felter i deres væsen, de endnu ikke har opdaget er "syndige". Vi behøver blot at se på den del af "syndsforladelsen"s "paradis", der kommer til udtryk allerede her på jorden, nemlig igennem de "syndsforladte" væsener, hvilket vil sige de "frelste" eller "hellige". Disse væsener, der opgiver at have fået "syndernes forladelse", må jo repræsentere den mentale sfære, som gør sig gældende i nævnte "nådens himmel". Men ser vi her nogen altoverstrålende lykke? – Ser vi ikke stadig disse væsener svælge i andre væseners kød og blod, skønt der i verden nu er rige betingelser for at få vegetarisk føde, der ikke koster blodsudgydelser eller rent fysiske lidelser af nogen art?
      Hjemsøges disse væsener ikke af sygdomme og besværligheder? – Er der ikke splid og spektakler indenfor deres sammenslutninger eller kredse lige så godt som i de "vantroende"s eller "ugudelige"s kredse? – Der er ikke meget, der tyder på virkelig salighed, eller at disse væsener skulle være særligt favoriserede af Guddommen. At de efter døden skal høre til "Den store hvide flok" omkring "Guds trone" og der "svinge med palmegrene" og synge lovsange kan kun gøre sagen endnu værre. Hvad er livet uden reel beskæftigelse? – Hvad er en lykke, der er baseret på lediggang? – Tror man de store genier i kunst og videnskab vil kulminere i glæde ved tanken om et paradis, hvor deres geniale beskæftigelse er degraderet til kun at udgøre et hyldestråb? – Tror man ikke, det ville afføde kulminationen af kedsomhed, hvis man aldrig nogen sinde måtte foretage sig noget andet end at vifte hyldende med hånden? – Tror man ikke, det til sidst ville blive en tvangstilstand? – Tror man ikke, at man i sidste instans ville forbande en sådan tilværelse og dens ophav?
      Og hvad nytte skulle denne vel også være til? Hvad eller hvem skulle den gavne? – Hvis Guddommen kun havde dette som højeste mål med al skabelse, al energiudfoldelse i tilværelsen, så synker alle de højeste "kristne" idealer i grus, thi så måtte han selv blive det mindst "kristne" væsen i verden. Hans mentalitet ville være selve kulminationen af egoisme. Kun at skabe for at blive hyldet er kun en dyrkelse af sig selv. Denne skabelse har ikke noget med kærlighed at gøre. Kærligheden består udelukkende i glæden over at dyrke andre, hvilket vil sige i – ikke at lade sig tjene, men i at tjene – ikke i at lade sig elske, men i at elske – ikke i at lade sig hylde, men i at hylde. Den hyldende skare i de "kristnes paradis" udtrykker altså større kærlighed end deres Guddom. De dyrker et væsen, der er den største overtræder af deres egne idealer. Det er således ikke småting, der til dato i retning af manglende logik skjuler sig under begrebet gudsdyrkelse eller kristendom.
      Det er ikke vanskeligt at forstå, at en sådan "gudsdyrkelse" eller "kristendom" ikke forliges med kunst og videnskab. Thi hvis hele tilværelsens mål kun er opnåelsen af evnen til at vifte med palmegrene, hvortil så hele den kolossale udvikling af intellektualitet, som netop finder sted i vore dage? – Hvortil alle de store universiteter, skoler og læreanstalter, som verden bliver mere og mere rig på? – Hvorfor har Guddommen ikke for længst standset udviklingen? – Til at vifte med palmegrene og udstøde hyldestråb er det ganske overflødigt med et kompliceret hjerneudviklet væsen som mennesket. En sådan manifestationsart var man allerede i stand til at kunne udløse på hundestadiet. Hvor finder man "hyldestråb", i hvilke der er udtrykt større glæde end den, der kommer til syne i en hunds foreteelse, når den genser et væsen, den elsker? Og hvis det med palmegrenen var så særligt nødvendigt, da måtte et forsyn jo let kunne få hunden til at tage denne i munden og vifte med den, når mennesker har kunnet få hunde til at gøre ting, der er endnu meget mere komplicerede. Man har jo set, at disse har kunnet få hunde til at gå på hænder, slå kraftspring, give pote til god dag osv., så for Forsynet måtte førnævnte være en bagatel.
      Når det kristne paradis således kun er baseret på en hyldestmanifestation, der igen kun betinges af en evne, almindelige dyr allerede har, bliver skabelsen af den menneskelige organisme rent overflødig. Den menneskelige kunnen i musik, kunst og videnskab, ja, endog i moral, bliver således ligefrem et onde. Men en gudsdyrkelse, der gør det daglige livs skønneste og ædleste inspirationskilder til et onde, en religionsopfattelse, der gør udvikling af menneskenes skabeevne til "synd", kan umuligt være i kontakt med det guddommelige påbud vorder frugtbare og mangfoldige, opfylder jorden og gører eder den underdanig.
      Nej, en sådan gudsdyrkelsesform må absolut degenerere og gå til grunde i samme grad, som Guddommen lader intellektualitet vokse frem i væsenernes mentalitet. Hvorledes skulle et andet himmerige end "de evige jagtmarker" være det saligste for fortidsindianeren? – Og hvorledes skulle noget andet end Valhal være det mest attråværdige himmerige for den oldnordiske fuldblods kampmentalitet? – Og hvordan tror man de intellektuelle genier, disse guddommelige eksperter i skabelse af kunst, videnskab og moral skulle føle sig lykkelige ved en blot og bar viften med palmegrene? – Ja, hvad de moralske genier angår vil dette at brække grene af i et sådant øjemed for dem ligefrem være hellig brøde eller vandalisme. Sådanne væsener måtte blive temmelig paradisisk hjemløse, hvis der ikke også fandtes et "himmerige" for dem.
      At fordømme dem til "helvede", til "evig fortabelse", til gråd og tænders gnidsel gør kun sagen endnu mere parodisk, og er et ræsonnement, der kun kan opstå i en hjerne, der endnu aldrig har været i bevidst berøring med den logik, på hvilken verdensaltets love og funktion er baseret, den logik, hvorpå Guddommen betinger, at solens lys skinner over "onde" og "gode", og regnen strømmer ned over "retfærdige" og "uretfærdige".