Men hvor kan det være, at den gængse "kristendom" docerer Guddommen i en sådan primitiv skikkelse? – Er det ikke netop fordi, at dette gudebillede er en overlevering fra fortiden? – "Nåden"s og "vreden"s gud, guden, der fordrer øje for øje og tand for tand, guden, der straffer og hævner, er af ældgammel dato. Det var jo ham, Moses tilbad. Det var ham, der var jødernes gud. Det var ham, de mente at tjene, da de ønskede at stene kvinden, der var grebet i hor, kort sagt, det var ham, der var hele Det gamle Testamentes højeste ideal.
      Men hvorledes skulle sådan en gudsopfattelse kunne blive ved med at være det højeste ideal, når det er en kendsgerning, at menneskene i deres egen mentalitet selv vokser eller udvikler sig frem til at praktisere idealer og væremåde, der er af en endnu større idealisme og kærlighed? – For sådanne mennesker må den overleverede guddomsopfattelse jo blive forældet og utrolig. Og den art af verdensgenløsning, der udtrykkes ved "Jesu komme", har da heller ikke tjent til at gøre moseguden flatterende. Den høje væremåde, den kærlighed imod sine fjender og bødler, den tilgivelseslyst og det ønske om alle menneskers frelse, som i form af Jesu mentalitet blev til kendsgerning i verden, var af så hidtil ukendte dimensioner og lå så langt over den mentalitet, man plejede at tillægge Guddommen, at der her umuligt kunne andet end opstå konflikt, en konflikt hvis sejrrige udgang for Jesu vedkommende måtte bringe det overleverede gudebillede i forfald.
      Men gik det således? – Ja, konflikten opstod. Gudens ypperstepræster blev vrede ved Jesu fremtræden og ville for enhver pris forhindre, at en sådan idealisme som den, der var hans naturlige anlæg, blev åbenbaret i verden. Og de nåede da også at få korsfæstet ham. Men de forstod ikke, at jo mere de pinte og plagede ham, desto mere fik han lejlighed til at vise, hvorledes det fuldkomne menneske urokkeligt, trods alt ikke kan opirres hverken til vrede eller had imod sine bødler eller fjender, men i selv den værste lidelse reagerer kærligt og kun lever i ønsket om tilgivelse for sine plageånder. Og det var jo denne ny måde at tage tingene på, denne modsætning til moseloven, der skulle blive verdens frelse. Ypperstepræsterne blev således uden at vide det verdensgenløserens uundværlige håndlangere. De skabte betingelse for, at den ny moral kunne blive praktiseret i fysisk materie, således at det kunne blive en kendsgerning, at et menneske virkeligt kunne være på så højt et bevidsthedsstadium, at det var naturligt for det at reagere på den nævnte måde. Og det blev da også en stor sejr for Jesus. Hans væremåde og idealisme er siden da med stor kraft blevet doceret i verden til eksempel og efterfølgelse for andre. Og den ny idealisme blev således noget af et banesår for moseguden, men den blev ikke helt tilintetgjort. Denne krigens og vredens gud skulle endnu igennem sekler af tid blive basis for umådelig megen udfoldelse af hævn, forfølgelse, krig og lidelse. De dyriske naturer: egoisme, vrede og had skulle endnu under maskeringen "hellig" og "retfærdig" martre verden og føre den imod det store ragnarok, den store lemlæstelsesproces, der er alt hedenskabs yderste konsekvens. Først her i hedenskabets og afgudsdyrkelsens rygende ruinhobe, i ligstank og dødsrallen, lemlæstet og såret, forladt af alt kært og kære bliver det almene jordiske menneske konfronteret med hadets og krigens tåbelighed. Først her bliver Jesu mentalitet til levende virkelighed. Og i denne virkelighed må den "hævnende" og "vrede" gud synke i grus. Først her i dette guddommelige lys kan denne fortidslevning, dette fantom stedes til hvile i sine fædres grave, og Jesu "Fader": "Alkærlighedens Gud" frit stråle en altomfavnende fred og velsignelse ind i en "ny himmel og ny jord, i hvilken retfærdighed bor".
      Men så langt er menneskeheden endnu ikke nået. Den lever endnu i stor udstrækning med blikket vendt imod moseguden, der nu snart har overlevet fødslen af Jesu idealisme med to årtusinder, skønt denne idealisme er dens begyndende banesår. Hvordan skulle nævnte idealisme ellers være "verdens frelse"?
      Når nævnte guddom trods dette begyndende banesår så hårdnakket har kunnet holde stand, beror det udelukkende på den "krykke", man i form af "nådes"-og "syndsforladelsesteorien" har udstyret den med. Og ved hjælp af denne "krykke" halter dette, i det gamle Israel hjemmehørende gudeideal, nu rundt i det tyvende århundredes "kristendom". At Jesu høje kærlighedsidealer ved dette følgeskab stadigt bliver korsfæstet, må være en naturlig selvfølge. Men hvordan skal verdensgenløsningen virkelig lykkes, hvordan skal verden komme til at tro på Jesu skønne kærlighedsidealer, så længe man docerer en guddom, der i virkeligheden kun har en almindelig jordmenneskelig mentalitet med alle dens tendenser til at udløse vrede og hævn samt egoistisk begær efter sonoffer, endog hos de væsener, han doceres selv at have skabt, og for hvis uheldige tendenser han jo så i dette tilfælde udelukkende kun selv alene kan have al skyld og ansvar?
      At man kalder disse hans primitive jordmenneskelige vredes- eller hævntendenser for "hellige" eller "retfærdige" er jo kun den udsmykning af det overleverede hedenske gudebillede, der har været absolut nødvendigt, for at dette i det hele taget så længe, som tilfældet er, har kunnet placeres i Jesu følgeskab. Uden denne mentale udsmykning af guden, der lader nåde gå for ret og tilgiver den grædende "synder", ville samme gud være blevet en alt for afskrækkende kontrast til det lys, i hvilket alle jordens slægter skal velsignes, og som kom til praktisk og teoretisk demonstration i form af Jesu sjæleliv, der udelukkende gik ud på at åbenbare en viden om, at "syndere" ikke vide hvad de gøre, og at det er lovens fylde at elske sin næste som sig selv, og at det derfor er videnskab at vende den højre kind til, når man bliver slået på den venstre.
      En verdensgenløser, der i den grad har fået til mission at åbenbare den virkelige, hellige kærlighedens og forstandens ånd, kan ikke være tjener eller ypperstepræst for en guddom, der ikke tilnærmelsesvis selv repræsenterer sådanne idealer eller udstråler et sådant guddommeligt sjæleliv.
      Nu vil man måske indvende, at Jesus også kunne blive vred. Man vil eventuelt henvise til den beretning, der går ud på at lade ham lave en svøbe og med denne piske købmændene bort fra templets trappe. Men her er det let for den udviklede forsker at opdage, at nævnte beretning stammer fra samme mentalitetstrin som det, hvorfra man i god tro accepterer Guddommens jordmenneskelige vredestendenser og hævntilbøjeligheder som "hellige" og "retfærdige" og derfor slet ikke har noget med det mentalitetstrin at gøre, hvorfra Jesu store kosmiske, verdensfrelsende udtalelser ellers blev doceret, og igennem hvilke det netop kan stadfæstes, at han var overskygget af den hellige ånd eller havde det, jeg i "Livets Bog" kalder kosmisk bevidsthed, der igen er det samme som at være "ét med Faderen".
      Det væsen, der beder om forladelse for de individer, der er de værste modstandere og hindringer for hans guddommelige mission, det væsen, der er kommet til verden for at vise menneskene, at man skal vende den højre kind til, når man bliver slået på den venstre, og at verdens frelse består i at elske sin næste som sig selv, det væsen, der frivilligt går frem imod sine bødler og åbent og kærligt tilkendegiver, at han er den, de søger, kan ikke være belastet med en bevidsthed, der farer i flint og raseri ved at se en smule handel på tempeltrappen. Og navnlig ikke da det jo netop var en handel med ting, som det var skik og brug at benytte ved offertjenesten. Hvis det var "syndigt", hvorfor går "Jesu repræsentanter" så ikke rundt og pisker alle indehaverne af de mange blomster- og kranseforretninger ved krematorier, kapeller og kirkegårde? Disse forretninger er alle i stor udstrækning endog baseret på søn- og helligdagshandel.
      Nej! Det usande må dø. Beretninger, der er opstået i mentale terræner, der ligger under Jesu niveau, fornægter sig ikke. Det er på "frugten", man kender træet. Og heldigvis har Jesus i form af udtalelser og væremåde efterladt sig så mange frugter, at hans høje stadium let kan skelnes fra alt det, der fra en lavere zone eller primitiv jordmenneskelig opfattelse er ham pådigtet.