Med Kristus er der altså kommet ind i verden en idealisme og moral, der truer med at tilintetgøre troen på det fra jødedommen overleverede fortidige gudebillede. I første instans vandt dette gudebillede en overlegen sejr og fik igennem sine ypperstepræster og tilhængere Jesus henrettet. Men denne henrettelse blev fundamentet for den fortidige gudsdyrkelses begyndende, snigende undergang. Dette udviklede væsens måde at tage sin lidelse på blev, som tidligere nævnt, en fuldstændig stadfæstelse eller fundamental praktisk levendegørelse af de høje idealer og forskrifter, hvis teoretiske forkyndelse netop var skyld i henrettelsen. Disse idealer blev altså igennem korsfæstelsen til praktiske kendsgerninger for en stor part af Jesu følge, disciple og omgivelser og blev herigennem historie. Denne historie blev til det, vi kalder kristendom. Men denne kristendom blev naturligvis ikke en hundrede procent opfyldelse af Jesu idealer og er således ikke absolut sand kristendom.
      Tyve århundreder er nu snart henrundet siden Jesu væremåde, modellen til den væremåde, der skal frelse menneskeheden, blev åbenbaret som en fysisk kendsgerning. Og endnu vil der hengå sekler af tid, før denne væremåde bliver en dagligdags fremtræden hos hvert enkelt af jordmenneskehedens individer. Hedningens eller barbarens omvendelse til en sådan fuldstændig hundrede procent forvandling af væremåde er nemlig ikke en viljesakt alene. Selv hos de ypperste, de der er venligt sindet over for nævnte væremåde, og hvor viljen eller "ånden er redebon", har man beklagelser over, at "kødet er skrøbeligt". Paulus siger: "Det gode, jeg vil, det gør jeg ikke. Det onde, jeg ikke vil, det gør jeg". Man ser således, at praktiseringen af Jesu væremåde besværliggøres af det "skrøbelige kød", hvilket igen er det samme som den fra fortiden nedarvede vane til at praktisere den dyriske eller hedenske væremåde.
      At praktisere det "onde" er således en medfødt vane, er et talent hos barbaren eller naturmennesket. Denne vane er dets dybeste natur. At blive af med denne natur kan altså kun ske ved en fortsat vænnen sig af med den, således at fornægtelsen eller bekæmpelsen af denne bliver til en ny vane, der mere og behersker individet og dermed trænger den gamle vane helt ud. Men en sådan ny vanes tilblivelse tager tid. I dette tidsrum er individets mentalitet udtryk for en kamp mellem den gamle hedenske væremåde og den af Jesus manifesterede. Det er på dette stadium, "kristendommen"s tilhængere til dato har befundet sig. De er således på en måde endnu tilhængere af det "onde" og det "gode". I denne tilstand er det forståeligt, at de ikke kan give afkald på en guddom, hvis væsen er analogt med deres eget væsen, og ligesom dem selv er en slags tilhænger af det "onde" og det "gode", er et væsen, der har fjender (djævelen), er et væsen, der fordømmer, er et væsen der straffer og hævner med evig fortabelse og favoriserer og belønner med et evigt "himmerige" de væsener, der særligt ved bøn og påkaldelse, ved fordømmelse og forfølgelse af de "vantroende" har indyndet sig hos ham, og som derfor i deres egne tanker føler sig "frelste" eller "hellige".
      Hvis ikke Guddommen netop opfattedes således, ville han jo have været nødt til at opfattes ligesom Jesus. Men hvis han var blevet opfattet således, ville Jesus ikke være blevet korsfæstet, men snarere have oplevet et sandt triumftog. Det var netop, fordi man opfattede hans væsen som værende i strid med Guddommens væsen, at man gjorde ham til genstand for tortur og henrettelse. Jesus dømte ingen, men tilgav alle. Men efterhånden som man selv, igennem sin egen skæbne, gennem det daglige livs lidelser og besværligheder, bliver forædlet og mere og mere kommer til visdom og kundskab, mere og mere mister sine anlæg for at hævne og straffe og således bliver Jesus mere og mere lig, mister man troen på det overleverede gudebillede. Man kan ikke mere forestille sig Guddommen eller Forsynet med anlæg og tendenser, der gør hans væremåde mere primitiv end ens egen. Og på dette stadium kan hverken dåb, konfirmation eller altergang hjælpe. For sådanne væsener bliver kirker og templer mere og mere overflødige. Disse væseners vej til Gud vil nu kun kunne finde sted igennem sandhedssøgning, hvilket vil sige igennem forskning og videnskab. "Troen" eller den gamle gudeopfattelse er ikke mere vejen til lykken eller saligheden for disse sjæle. Anderledes er det med væsener, der endnu i stor udstrækning ligger under for lavere bevidsthedstendenser såsom vrede, hidsighed, had og hævn, men samtidig har religiøs følelse. Disse væsener ser med stor tiltro og velbehag på, at Guddommen opfattes med en lignende natur. Ja, de har ligefrem slet ikke evne til at opfatte nogen anden væremåde som naturlig. En væremåde, der ikke er analog med deres egen, vil uvægerligt kun kunne opfattes af disse væsener som fantasi, utopi, hvor de ikke ligefrem vil kalde denne for "gudsfornægtelse". Og det er dermed givet, at skulle kristendommen i sin første instans få indpas hos sådan indstillede væsener, så måtte dens gudebillede være nogenlunde analogt med de hedenske traditioner. En guddom, der ikke kunne blive vred, en guddom, der ikke favoriserer, men lader alle blive salige, en guddom, hos hvem man ikke kan indynde sig eller albue sig frem til på sin næstes bekostning, en guddom, der påbyder, at man skal vende den højre kind til, når man bliver slået på den venstre, var altså et væsen så langt fra hedensk mentalitet og væremåde, at dette umuligt kunne opfattes som normalt eller virkeligt. Dette blev grundlaget for Jesu lidelse, for de første kristnes trængsler og for det gamle hedenske gudebilledes og de hedenske traditioners bevarelse ind i kristendommen og deres beherskelse af denne ny åndsretning helt op i det tyvende århundrede.