Når menneskene i dag i det tyvende århundrede dyrker en guddom, der kan blive "vred", "straffe" og "tilgive", er de altså endnu ikke nået at komme i kontakt med Jesus. Da det er denne gudsdyrkelsesform, der hedder "kristendom", er vi således her blevet vidne til, at den gængse kristendom heller ikke er i kontakt med Jesus eller Kristus og kan således umuligt være den rette, sande eller virkelige kristendom. Men dette er jo kun, hvad Jesus allerede har forudsagt. Hvad mener han ellers med beretningen om "Talsmanden den hellige ånd"? – Den er i sig selv i virkeligheden kun beretningen om kommende tider med mennesker, der anderledes vil kunne forstå de kosmiske ting og derved naturligvis også komme til at leve i kontakt med de samme ting. Det er det, der er verdensgenløsningens mål. Før denne kontakt er nået, er menneskeheden absolut ikke frelst.
      Menneskene vokser altså kun gradvis ind i Jesu fodspor eller væremåde. Den hedenske væremåde er en tusindårig indgroet vane i mentaliteten. En alt for stor påtrængenhed for at omvende menneskene fra den kan derfor kun virke i modsat retning. Den kan kun skabe stor irritation og intolerance. Menneskene kan kun omskabes langsomt. Derfor kunne det hedenske gudebillede ikke pludselig afskaffes trods fødslen og demonstrationen af Jesu idealer og væremåde.
      Denne væremåde må ligeledes blive en tusindårig vane, før den kan overflødiggøre de hedenske traditioner. Mange af Jesu tilhængere må således igennem årtusinder endnu i stor udstrækning være "hedninger". Det passer derfor særdeles godt ind i deres mentalitet og fremtræden at have den overleverede hedenske gud at tilbede. Den letter tilværelsen noget, idet der ikke er så stor en kontrast imellem deres egen væremåde og den nævnte guddoms.
      De har i virkeligheden vreden, hadet og hævnen eller straffelysten tilfælles. Denne omstændighed har altså bidraget til at kaste et forsonende skær hen over dette, at man ikke kunne opfylde Jesu høje idealer. Ja, den har endog tilsløret Jesu påbud så groft, at man nu i stor udstrækning ligefrem docerer, at det slet ikke er de gode gerninger eller det forbedrede væsen, det kommer an på, men at det derimod i en altovervejende grad er opnåelsen af "syndernes forladelse" hos den "straffende" guddom, der er fundamentet i sand kristendom. Og dette blev i den grad til virkelighed, at man ligefrem, som jeg tidligere har omtalt, gjorde syndsforladelsen til en handelsvare.
      Man lavede dåb og sakramenter, hvilket vil sige foranstaltninger, igennem hvilke man kom i den formentlige rigtige kontakt med Guddommen ganske uden om de gode gerninger eller dette at skulle forandre væsen.
      Den afsløring af det verdensfrelsende princip, som blev åbenbaret igennem Jesu liv og væremåde, blev altså mere og mere en biting, blev mere og mere tilsløret. Ja, det gik endog så vidt, at Jesu lidelse ligefrem blev taget til indtægt som et sonoffer for andres "synder". Og hermed skabtes verdens største misforståelse. I stedet for at tage Jesu liv og levned til indtægt som model for omskabelsen af sin egen væremåde og forstå, at tilegnelsen af denne væremåde som vanebevidsthed er grundlaget for "frelse", gik man mere og mere over til at opfatte denne hans høje moralske væremåde som noget, der i sig selv var menneskene ganske uvedkommende, var noget de aldrig ville nå frem til at kunne praktisere alligevel.
      Nej, hans mission bestod udelukkende kun i at overtage på sine skuldre "straffen" for alle de "synder", menneskene har begået. "Synderne" kunne således leve højt i salighed og glæde på denne foranstaltning. Og det er åbenlyst, at kravet om at forvandle sig i kraft af dette måtte blive jo længere jo mere tilsløret. At gå i Jesu fodspor, at efterligne hans væremåde kom således i anden række. Hovedsagen var altså dette at "angre" eller græde over et eller andet, man havde begået. Man ville da blive fri for "straf" og komme i "himlen", blive "salig" eller "frelst". Ja, hele den såkaldte kristendom blev i virkeligheden kun en fortsættelse af den hedenske væremåde. Det religiøse liv blev en tilværelse med begreber om straf og nåde, vrede og tilgivelse akkurat som i det hedenske dagligliv. De jordmenneskelige tanker og ufuldkommenheder blev stadig fuldstændigt dominerende det religiøse felt. Jesu rene bevidsthed og tankegang blev nærmest en utopi.
      Kristendommens kerne i dag er således troen på nåde og syndsforladelse. Og med denne tro som åndeligt fundament er der ingen fart i individets forvandling af moralsk væremåde. I årtusinder har det i kraft af troen på syndernes forladelse sovet videre og videre for til sidst helt at sove ind i krige og revolutioner, sorger og lidelser. Den "frelste" eller "hellige" tilstand har ikke på nogen som helst måde fjernet lidelserne eller mørket fra individets skæbne. Men tænk hvilken guddommelig lykke. Hvorledes skulle det ellers nogen sinde få lært at gå i Jesu fodspor, blive virkelig kærlig og elskelig over for sin næste? Hvordan skulle det ellers få lært at lade være med at dømme anderledes tænkende til "evig fortabelse" og "helvedes pine"? – Hvordan skulle det ellers få opdaget, at livet og saligheden i virkeligheden var noget langt større og mere fuldkomment end dette at svinge med palmegrene og være i yndest hos en hedensk gud, der har ladet en slippe ind i "paradiset" på grundlag af, at et ganske uskyldigt væsen er blevet "straffet" og lemlæstet for den forseelse, man selv har begået.
      En større kulmination af kontrasten til Jesu væremåde end den, der således kommer til udtryk i form af den gængse kristendom, eksisterer ikke.