Det moderne "kristne" menneske går således ikke i Jesu fodspor ved at søge at blive ham lig i væremåde. Nej, Jesus er kun et væsen, der er til for at tage virkningerne eller ubehagelighederne af menneskenes egoistiske væremåde og udskejelser på sin kappe, medens de derved selv faktisk kun er til for at tage alle livets behageligheder. Men en gudsdyrkelse med sådanne konsekvenser er det ikke en "hedensk" gudsdyrkelse? – Og bliver en guddom, der er centrum i en sådan dyrkelse, ikke en "afgud"?
      Men hvem er så denne afgud? – Ja, i første instans har vi jo set, at denne var et fra oldtiden overleveret gudebillede. Vi har set, at det var moseguden eller israelitternes gud, guden der fordrer øje for øje og tand for tand og kun har ladet sig lede fra denne sin primitive og almindelige jordmenneskelige væremåde ved at få et uskyldigt væsen lemlæstet og henrettet under udspekulerede eller raffinerede pinsler. Med denne bloddåd skulle guden altså være tilfredsstillet.
      Men et væsen, der er så uhyggeligt eller ukristeligt i sin fremtræden, at det ikke på nogen som helst måde kan gå med til, i givet tilfælde, at "vende den højre kind til, når det er blevet slået på den venstre", uden at det først på en eller anden måde absolut får set sin hævn eller straf herfor effektueret på et eller andet væsen, ja, endog ligegyldigt om dette væsen er skyldigt eller uskyldigt, er dette væsen ikke identisk med et – uhyre?
      Dets "alkærlighed" består altså ikke i at "tilgive". At lade en straf overføre på et uskyldigt væsen og lade den skyldige gå fri, kan det være retfærdighed? At et væsen tilbyder at tage et andet væsens straf på sine skuldre, det er kærlighed. Men en dommer, der accepterer et sådant tilbud og lader den uskyldige straffe, han praktiserer kulminationen af uretfærdighed. En sådan ukærlig og uretfærdig dommer er altså den "kristne" gud, idet han jo har fordret den "uskyldige" Jesus forfærdelige, pinefulde henrettelse for at "syndere", hvilket altså vil sige: røvere, mordere, bedragere, banditter, gangstere osv., kunne blive fri for følgerne af deres skændselsgerninger.
      Men at lade verdensaltets højeste væsen, selve Guddommen, fremtræde med en så primitiv eller ukristelig væremåde, er det ikke et raffineret skalkeskjul for det jordiske menneskes hedenske væremåde? – Når det højeste væsen selv sidder inde med tilbøjelighed til vrede, har hævntørst, der absolut skal tilfredsstilles, ligegyldigt om det er skyldige eller uskyldige, denne hævn går ud over, og således derved samtidig kulminerer i uretfærdighed, er det undskyldeligt, at de jordiske mennesker har de samme tilbøjeligheder eller den samme væremåde. Og tror man ikke, en sådan opfattelse af Guddommen passer bedre ind i det jordiske menneskes hedenske mentalitet, desto mere hedensk, hvilket vil sige desto mere intolerant, ukærligt og hævngerrigt, det er? – Er det ikke netop i denne hedenske guddoms navn, at man først praktiserede selve Jesu lidelse og henrettelse? Og var det ikke netop, fordi han var anderledes end Guddommen? Han fordrede ikke straf eller hævn over sine fjender. Han "vendte den højre kind til, da han blev slået på den venstre". Han elskede sin næste som sig selv og havde således mere af alkærlighedens natur end selve Guddommen. Og derfor måtte han væk. Hvis en sådan mentalitet skulle blive autoritet, blev det vanskeligere at leve. Så blev der ikke noget forsvar for de hedenske tilbøjeligheder eller den egoisme, vrede og hævngerrighed, man endnu var belemret med. Derfor gjaldt det om for præsteskabet at holde fast ved det gamle gudebillede.
      Senere hen i tilværelsen blev den samme hedenske gudeopfattelse fundamentet for inkvisitionens kætterbål og torturkamre. Man tilegnede sig magt og vælde i kraft af den hedenske opfattelse. Man dikterede konger og kejsere. Man var jo i besiddelse af evne til at formilde den "vrede" gud og havde dermed magt til at kunne handle med "syndernes forladelse". Hvad skulle der ellers være blevet af denne handel, hvis ikke der var en hævntørstig eller straffegerrig Gud bag disse "syndsforladende" autoriteter? En guddom med Jesu alttilgivende væremåde bag disse autoriteter ville jo have ført dem til tiggerstaven. Der ville ikke have været noget grundlag for at kræve betaling for "syndsforladelsen". Derfor var løsenet da også dette, at alle reformatorer, alle der forsøgte at docere Jesu virkelige forkyndelse og væremåde, måtte på bålet, måtte fjernes. At bringe Jesu oplysninger til folket ville jo betyde de nævnte autoriteters undergang.
      Men den hedenske guddomsopfattelse skabte endnu flere lidelser på sin vandring frem igennem tiderne. Er korstogenes krige og myrderier ikke udelukkende baseret i troen på, at de skaffede deres ophav i yndest hos en guddom, der var "vred" på "hedningerne", de formastelige, der så at sige hørte "djævelen" til?
      Og hvad med vore dages kirke- og præstevæsen? Al den spild og uenighed, der rummes indenfor dette væsen, er det ikke også baseret på de samme traditioner? – Tror hver især ikke netop, at hans specielle opfattelse er den samme guddom velbehagelig? – Og at hans fjender også er guds fjender? – Bekriger de religiøse sekter ikke også hverandre? – Tror tilhængerne indenfor hver af disse ikke, at deres specielle sekt er den, der i særlig grad er i yndest hos Guddommen, medens de andre, mere eller mindre naturligvis, er genstand for hans vrede eller antipati, ja, er måske endog helt overgået til at tilhøre "djævelen"? De religiøse bevægelser var således mere eller mindre overbeviste om at være i kontakt med det højeste væsen ved at angribe anderledes tænkende. Det var ikke den kærlige Jesus, de repræsenterede eller tjente, men derimod den "vrede" hedenske gud. Under denne guddom kunne deres angreb eller intolerance få skæret af "retfærdig harme" eller "hellig vrede". Det hedenske gudebillede dækkede helt deres primitive væsen eller uovervundne hedenske natur med en "kristen" helteglorie.
      Jo, verden er i høj grad hedensk. Det overleverede gudebillede er altdominerende endnu i det tyvende århundrede. At alt dette hedenske væsen doceres under begrebet "kristendom" er i virkeligheden kun en slags modesag. Når lige undtages Jesu forkyndelse adskiller den gængse kristendom sig absolut ikke fra hedenskabet.
      De hedenske traditioner er således at betragte som en umådelig stor stengrund, på hvilken Jesu væremåde og livssyn som et lille kim eller frøkorn er faldet, men hvor det alligevel trods kulde og stengrund har redet de første storme af, er blevet en lille plante, man er blevet nødt til at regne med, og som har kunnet gøre sig så meget gældende, at man har fundet det formålstjenligt at antage dens navn. Jesu fødsel har således i første instans bevirket, at hedenskabet har fået navneforandring. Dette nye navn på hedenskabet er altså udtrykket kristendom.
      Men under dette navn vil hedenskabet blive forvandlet til en ny mentalitet, en ny sfære, et nyt rige, som ikke er af denne verden. I samme navn skal, trods alt, alle jordens slægter velsignes.