Men verdensgenløseren har udtalt: "Himmel og jord skal forgå, men mit ord skal evigt bestå". Og menneskeheden vil nu på en måde komme til at sande denne hans forjættelse. Vel vil de naturligvis ikke komme til at opleve, at himmel og jord i bogstavelig forstand vil forgå. Men nægtes kan det ikke, at den er blevet vidne til, at Jesu forkyndelse, trods voldsomme mentale storme, tappert har holdt stand. Endnu næsten tyve århundreder efter, at den udgik fra Jesu mund, doceres den den dag i dag fra tusinde af prædikestole verden over, selv om man ganske vist ikke har lagt vægt på den som en hovedting i moraldannelse, men derimod har holdt sig til det hedenske gudebillede og gjort verdens frelse til et spørgsmål om – ikke tilegnelse af Jesu væremåde – ikke om en gøren godt igen, hvad man har forbrudt – ikke om at tage konsekvenserne af sin egen "ugudelige" væremåde, men derimod en appellering til Guddommen om "nåde", hvilket vil sige en hundrede procent fritagelse for ansvaret for sine egne "misgerninger", en "nåde" eller "fritagelse", der også kan opnås, idet Guddommen jo gerne går med til at lade en "uskyldig" "straffe" i stedet for "synderen". Det er igennem denne kulmination af mentalt mørke eller undergang, at Jesu ord har kunnet holde stand, således at de nu kan begynde at blive det virkelige, absolutte grundlag for en sand og virkelig kristendom, der er udrenset for alt hedenskab og udelukkende er baseret på menneskenes træning i at gå i Jesu fodspor ved at gøre sig til vane at elske sin næste som sig selv, hvilket jo er al lovens fylde.
      De vil komme til at erfare, at den sande kristendom virkelig er baseret på det af Jesu udtalte evige ord: Det et menneske sår, skal det høste. De vil komme til at erfare, at samme ord ikke er en straffedom udtalt af en vredens gud, men en virkelig kosmisk, kemisk analyse.
      At ombringe ved sværd er en energiudfoldelse, der uundgåeligt må skabe en tilsvarende reaktion, ligesom enhver anden energiudfoldelse. Alle energiformer i tilværelsen kendes jo udelukkende kun på den reaktion de skaber. Enhver energiform skaber således en uundgåelig reaktion. Men dette er i sig selv ikke noget ondt. Det er jo netop på denne omstændighed, at alt liv kan opretholdes. Det er den samme omstændighed, der bevirker, at man kan salte med salt og søde med sukker.
      Menneskene udløser således ved deres handlemåde energiformer, der frembringer bestemte eftervirkninger. Den handlemåde, de på forhånd ved, vil skabe eftervirkninger, der er højst ubehagelige, kan menneskene altså tage sig i agt for. Men der findes en hel serie af handlemåder, som midlertidigt er behagelige for deres ophav, men hvis sande og ubehagelige eftervirkninger de samme ophav ikke kender. De kan derfor ikke tage sig i vare for dem, men udløser dem i god tro og kommer i værste tilfælde derved ind i en ulykkelig skæbne. Denne ulykkelige skæbne er altså ikke nogen straf fra en "vred" gud, men kun en fejlagtig kosmisk-kemisk proces. Fejlen skyldes altså uvidenhed. Hvis et menneske kommer til at tage fejl af salt og sukker og derved kommer salt i sin te eller kaffe, er det ikke nogen straf, at den pågældende vædske bliver salt, men en belæring om saltets virkninger. Nøjagtig samme princip gør sig gældende i individets skæbnedannelse. Der tager det jo ofte fejl af saltet og sukkeret.
      Jeg har ikke plads til her at uddybe denne kosmiske kemi nærmere, men må henvise til mit hovedværk "Livets Bog", i hvilken denne foreteelse vil blive fuldt belyst. Jeg har kun strejfet problemet her for at lade læserne ane, hvor lidet logik og virkelighed der er i at kalde menneskene "syndere" og lade en guddom være "straffende" og dermed hævngerrig. Sådanne forestillinger hører slet ikke hjemme i virkelig kristendom eller i Jesu mentalitet. Jesus viser en alkærlig guddom. Jesus siger om syndere, at "de ikke vide, hvad de gøre" – "man skal elske sin næste som sig selv, det er al lovens fylde" – "man skal stikke sit sværd i skeden" osv.
      Alle disse udtalelser viser, at han har et overlegent kendskab til den virkelige kosmiske kemi, et kendskab han måtte nøjes med at bebude "de kommende slægter", da hans samtidige jo ikke var modne for en sådan belæring. I hans livssyn var der således ikke nogen, der skulle straffes. At hans guddom havde det på samme måde, bekræfter han selv igennem sin udtalelse: "Jeg og Faderen er ét". Og det er her, kristendommen må søge sin redning. Al den megen snak om evig fortabelse, helvede, Guds vrede, straf, syndere, vantroende, djævle, hellige og frelste er hedenske foreteelser. Hvor disse foreteelser ikke er blevet til mentale museumsgenstande, afblegede og falmede af intellektets klare lys, eksisterer der ingen absolut sand kristendom, Der er det hedenskabet, der regerer. Kristendommen må blive "ét med Faderen", men før den kan blive det, må den blive ét med Jesus Kristus. Det vil igen sige, at da må dens højeste drivkerne være at inspirere menneskene til at opøve sig i at "elske sin næste som sig selv". Dette er jo "al lovens fylde". Denne inspiration må blive til renkultur. Den må ikke svækkes eller hæmmes af troen på sakramenter eller foranstaltninger, ved hvis hjælp man kan bringe sig i yndest hos Guddommen og dermed blive fri for sit ansvar, fri for at tage følgerne af de fejltrin, man har begået, blive fri for at "elske sin næste som sig selv" og således slippe gratis ind i "himlen" udelukkende på Guds favorisering og på sin næstes bekostning.
      Naturligvis må man her forstå, at den gængse kristendoms stærke tilknytning til det overleverede hedenske gudebillede, dens mindre agtpågivenhed overfor det, der er den virkelige kristendoms kerne: Jesu forkyndelse, tilegnelsen af hans liv og væremåde, ikke kan lægges nogen til last. Den gængse kristendoms afvigelse fra Jesu mentalitet er en naturlig selvfølge. Den rå og barbariske eller hedenske mentalitet kan ikke pludselig blive englelig. Der må nødvendigvis opstå et mellemstadium mellem disse to former for mental fremtræden. Dette mellemstadium måtte således være en blanding af hedenskab og kristendom.
      Hedenskabet ved den gængse kristendom er altså det, at den ikke giver menneskene forståelse af, at kun de selv alene har ansvaret for deres handlemåde, men at de kan købe sig fri derfra på grundlag af, at Guddommen har ladet Jesus "straffe" for menneskenes ansvarsløshed og de heraf følgende misgerninger, og at de derved kan blive salige af "nåde" og ved "syndernes forladelse". Det af Kristus selv opgivne fundament for sand eller fuldkommen kristendom: "Det et menneske sår, skal det høste", og som er i direkte modstrid med den hedenske opfattelse, bliver nok doceret, men har faktisk mistet sin kraft som mental påvirkning, idet man jo kan undgå denne "høst" ved hjælp af nåden og syndsforladelsen.
      At Jesu ord ikke desto mindre står fuldt ved magt kommer til syne i det daglige liv som kendsgerning, idet man jo i en overdådig grad bliver vidne til, at de frelste og hellige, de troende og syndsforladte nøjagtig i samme grad som de vantroende eller ugudelige hjemsøges af de gængse lidelser, sygdomme og besværligheder.
      Vil ovennævnte da sige, at alle sakramenterne: dåb, nadver og konfirmation er det rene bedrag eller meningsløse påfund? – Nej, absolut ikke. Men vi må lære at forstå, at disse foreteelser i sin virkelige analyse er – "hedenskab". Men hedenskab er ikke meningsløst eller djævelsk, tværtimod. Hedenskabet er lige så naturlig en realitet som kristendom.
      Når et menneske ikke er voksent, udtrykker vi denne tilstand med en bestemt betegnelse. Vi siger, at det er et barn. På samme måde som denne betegnelse er udtryk for et menneskes mindreårighed, således er også betegnelsen hedenskab i virkeligheden udtryk for den sande gudsdyrkelses barnestadium. Alle former for gudsdyrkelse er jo identiske. De adskiller sig blot fra hverandre ved at være udtryk for forskellige stadier eller trin i nævnte dyrkelse. Hedenskab er altså denne gudsdyrkelse i sin spæde og ufærdige tilstand. Jesu liv og sande væremåde, som er åbenbaringen af den sande kristendom, udtrykker den samme gudsdyrkelse, men i dens fuldkomne, voksne og færdige stadium.
      At det er således, viser sig jo tydeligt. I det fremskredne hedenskab, hvilket vil sige den gængse kristendom, ser vi, hvorledes individerne ikke selv er indstillede på at tage konsekvenserne af deres handlemåde, men igennem sakramenterne kan overlade disse konsekvenser til Forsynet, og derved selv blive udfriet eller "frelst". I Jesu væremåde bliver vi vidne til det modsatte. Her bliver vi ikke i nogen som helst grad vidne til, at han er indstillet på at blive fri for konsekvenserne af sin handlemåde, tværtimod, han gik jo hundrede procent frivillig ind i sine lidelser. Han søgte ikke nogen udfrielse fra lidelsen ved noget sakramente. Han bad: "Fader ske ikke min, men din vilje". Der er absolut ikke noget i hans væsen, der giver selv den mindste antydning af berettigelse til at mene, at han ikke til fulde selv ønskede at tage konsekvenserne af sine handlinger.
      Nu vil man måske sige, at han begik ingen synd, men handlede fuldkomment og behøvede ikke noget sakramente, hvorigennem han kunne få "syndernes forladelse". Nu vel, så meget desto mere grund er der til at gå i hans fodspor og betegne hans væremåde som mere voksen end den, der er gjort ansvarsløs ved syndernes forladelse gennem sakramenter.
      Hvis ikke det var konsekvenserne af hans egne handlinger, han indvilligede i gennem sin korsfæstelse, så måtte det da være konsekvenserne af andres handlinger. Men er det da mindre end at tage konsekvenserne af sin egen væremåde? – Jeg kan kun indse, at lige meget hvordan man end ser på Jesu væremåde, så bliver den i et og alt en større og mere moden fremtræden end den, i hvilken man må søge Forsynet om syndernes forladelse.
      Den gængse kristendom er og bliver således noget ufærdigt eller ufuldkomment. At den samme form for kristendom er hedensk, betyder altså kun, at den i forhold til den kristendom, Jesu liv og væremåde udtrykte, endnu kun er i sin vorden, endnu kun er på sit barnestadium.
      Forskellen på Jesu kristendom og den hedenske kristendom er, at man i den første er moden til at tage konsekvenserne af sine handlinger. Man behøver ikke noget sakramente. Man er stor nok til at vide, at lidelserne er en guddommelig belæring, er et uundværligt led i Guds omskabelse af "dyr" til "menneske", at alt er såre godt, at Guddommen og universet derfor ene og alene kan være udtryk for alkærlighed, og at den eneste bøn, der derfor er værd at bede, er "Fader ske ikke min, men din vilje". I den hedenske form for kristendom er man i mentalitet derimod endnu ikke voksen eller moden nok til at se således på konsekvenserne af sin egen væremåde. Mentaliteten kan ikke gøre sig lidelsernes sande natur begribeligt, men må indstille sig på den barnlige opfattelse, at disse stammer fra et ondt og djævelsk væsen, at Guddommen også er et væsen, der er vred og straffende, og at man derfor må bede om forladelse for at blive fri for den frygtede straf, den evige fortabelse, den evige pine i helvede, hvor der er gråd og tænders gnidsel.
      Men når nu mentaliteten er af en så uudviklet tilstand, at man umuligt kan fatte den virkelige alkærlighed, som Nazaræeren og ethvert kosmisk begavet væsen ser udstråle gennem alt og alle, og som beviser, at "alt er såre godt", men derimod absolut kun kan forestille sig tilværelsen regeret af den førnævnte vrede Gud, og at alt er lidelse og straf, og hvor det bærende således er dette, at få formildet guden og få syndernes forladelse, hvilket jo vil betyde fritagelse for straf, er sakramenterne jo guddommelige foranstaltninger, ved hvilke en sådan barnlig mentalitet kan blive beroliget. Denne beroligelse er altså den gængse kristendoms frelse. Men denne frelse er kun en midlertidig støtte for den spæde mentalitet, der endnu slet ikke er moden for den højeste kosmiske inspiration: "Talsmanden den hellige ånd". Uden denne støtte ville tilværelsen jo blive umulig at leve for det pågældende væsen. Mentaliteten ville sprænges. Alt ville være kaos og mørke. Men denne frelse er i det store og hele ikke en frelse fra lidelserne. Disse kommer stadig væk over individets hoved. Men igennem sakramenterne kan det holde mentaliteten oven vande, så det stadigt øjner udvej ud af mørket, stadigt på sin måde føler sig tilknyttet det højeste væsen.