Sakramenter og dåbshandlinger er således guddommelige foreteelser, så længe der endnu findes mennesker på jorden, der umuligt kan forestille sig Guddommen på anden måde end i jordmenneskelig skikkelse, hvilket vil sige med de jordmenneskelige vredestendenser, straffende og hævnende. Over for en sådan almagt har disse væsener jo ikke andet fornuftigt at sætte op end netop de religiøse foreteelser. Da en højere intellektuel forklaring af virkeligheden i dag som på Jesu tid er ganske uforståelig for sådanne mennesker, men må forbeholdes "de kommende slægter", ville disse førstnævnte væsener mentalt set stå ganske hjælpeløse over for denne hævnende og straffende almagt. At der som modvægt imod denne hjælpeløshed er opstået sakramenter, i hvilke disse sjæle indtil hundrede procent ser midler til at komme i yndest hos Guddommen, få denne formildet og derved få sine synder forladt, blive frelst fra mørket og ubehagelighederne, blive fri af Guds "fjende", "djævelen", og derved få mental ligevægt og den hermed forbundne glæde ved tilværelsen, er jo kun udslag af den samme guddommelige alkærlighed, som overalt i naturen, ved en nærmere og helt frigjort intellektuel indsigt, kommer til udtryk.
      At gå imod sakramenter og dåbshandlinger, intolerant at kritisere og forfølge disses tilhængere, vil altså her lige såvel som i alle andre former for forfølgelse kun være udtryk for naivitet og uvidenhed. Enhver må jo finde Gud igennem de veje, som de i øjeblikket er i stand til at betræde, og som for dem absolut kun kan ses som de naturligste. At fordre noget andet er at fordre det umulige. En sådan fordring kan jo kun have en dåre til ophav.
      Nærværende bog er da også udelukkende baseret på at skulle være en hjælp og støtte for dem, som ikke mere kan få sakramenternes velsignelse. Kan da ikke alle få denne velsignelse? – Nej, absolut ikke. For at få den må det absolut være en forudsætning, at man netop tror på sakramenterne, hvilket jo igen forudsætter, at man tror på den vrede Gud, tror på hans straffelyst, tror Jesus har lidt for menneskenes synder, tror på nåden og syndsforladelsen. Men troen er ikke noget, der er baseret på vilje. Troen er en evne, man enten har eller ikke har. En tro, der udelukkende er baseret på vilje, er ikke en tro, men en camoufleret tvivl. For at man kan tro, må det, man skal tro på, være af en sådan natur, at det nogenlunde er i kontakt med, hvad man anser for at være sund fornuft. Hvad man anser for at være sund fornuft er igen afhængig af, hvor høj en grad af intellektualitet man er i besiddelse af. Det som ikke er i kontakt med ens intellektualitet, kan man ikke tro på.
      Er ens intellektualitet kun i sin spæde begyndende vorden, fx. som hos naturmenneskene, kan selv de naiveste og mest ufornuftige forestillinger let komme i kontakt med ens intellektualitet, og man tror fuldt og fast på disse. Men med intellektualitetens udvikling gennem erfaringer og undervisning stilles der større og større fordringer til et problem, før det kan komme i kontakt med ens intellektualitet. Man får jo med denne vækst større og større evne til at se det eventuelt fornuftstridige i ethvert forelagt problem. Men med denne evnes vækst degenererer trosevnen. Fra det øjeblik, man opdager en tings naturstridighed eller disharmoni med fornuften, bliver det umuligt at tro på denne ting længere, ligegyldigt hvor klippefast et fundament den så end tidligere har været for ens tilværelse. Og det er netop denne omstændighed, der bevirker, at tusinder og atter tusinder af mennesker, der før har troet på den vrede Gud, har troet på sakramenterne osv., nu har tabt troen på disse religiøse foreteelser. De har fået for stor en intellektuel indsigt i naturens love og principper. De tilhører nu et højere forstandsmæssigt niveau end det, hvortil nævnte religiøse foreteelser er tilpassede. De nvænte foreteelser opfylder derfor ikke de krav eller intellektuelle betingelser, som man fra nævnte niveau stiller til et problem, for at det kan betragtes som troværdigt eller virkeligt. Disse problemer vil derfor fra samme niveau absolut kun kunne betragtes som intellektuelt mangelfulde, naive eller måske endog i visse tilfælde som helt naturstridige.
      At forlange, at et menneske skal tro på noget, der forekommer det naivt eller naturstridigt, er således en uhyrlighed. En guddom, der straffer den med helhede og evig fortabelse, der ikke opfylder dette forlangende, er ikke en guddom, men en djævel, hvilket igen vil sige: et fantom menneskene selv har skabt i deres eget billede efter deres egen lignelse.
      At en sådan intellektuel udvikling finder sted kan ikke bestrides. At menneskene med denne vokser fra de gamle religiøse forestillinger viser sig jo tydeligt i, at de mere og mere forlader kirkerne. At præsteskabet eller de religiøse myndigheder selv indbyrdes er i strid med hverandre, og at pavevældets magt også igennem tiderne er blevet meget formindsket er jo heller ingen afkræftelse af sagen. Menneskene udvikler sig gennem ulykker og lidelser, gennem spidsfindige kampe for det daglige brød. Gennem krig og revolutioner, gennem sorg og modgang skærpes forstanden. Denne skærpelse betyder i første instans ikke så meget højere moralitet, som den betyder troens tilintetgørelse og dermed de gamle guders fald.
      Men efter gudernes fald har menneskene intet moralsk fundament. Alt er gudløshed, mentalt kaos og forvirring. "Den længst levende afgud" fejrer sine sidste orgier, hvis kulmination er en hel verden i brand. Tilintetgørelse af hele kulturers ypperste frembringelser, uvurderlige kunstskatte, udslettelse af ethvert spor af menneskelig genial kunnen, er sensationer og ofre, hvormed denne guddom hver dag må hædres. Hans medvæseners hjerter er selve skydeskiverne for hans morderiske genialitet. "Enhver er sig selv nærmest", udgør det daglige motto. Jo, det jordiske menneske vånder sig dybt i dyrkelsen af sig selv. Hedenskabet flammer og luer, knager og knitrer, bobler og syder. Menneskets liv er et krater. Egenkærligheden er ren gift, der forpester livet.
 
Men Guds ånd svæver stadig over vandene. Til menneskets dyrkelse af sig selv, har almagten knyttet den velsignelse, at den gør livet til en smeltedigel. I denne smeltedigel forvandles det hedenske motto "enhver er sig selv nærmest" til den kristne livsbasis "enhver er sin næste nærmest". Med ildbogstaver prenter Gud således i verden: "Du skal elske din næste som dig selv, det er al lovens fylde".
 
At elske sig selv højest af alt er således hedenskab. At elske sin næste ligeså højt er kristendom. Selviskhed er – afgudsdyrkelse. Uselviskhed er – gudsdyrkelse. At "elske sin næste som sig selv" er at være "ét med Faderen". At blive "ét med Faderen" er livets største løsen. Det er den sæd, i hvilken "alle jordens slægter skal velsignes". Kun denne velsignelse er den eneste absolut sande kristendom. Kun den alene kan "frelse" verden.