Hvad er da "kristendom", og hvad er "hedenskab"? Hvorfor dømmer de nidkære "kristne" da med så hård en dom? – Og hvorfor er denne dom hårdere og mere ubarmhjertig, jo mere dens ophav befinder sig blandt de åbenlyst nidkære i påberåbningen af at være "frelst", være "hellig", være blandt "Guds udvalgte"? – Er disse mennesker nu sande repræsentanter for den rene jesuspraktisering af kristendom, eller findes der en anden form for praktisering af kristendom, som sådanne intolerante og dømmende mennesker må siges at henhøre under?
      Ja, for at få det retmæssige svar herpå, må vi vel vende os imod selve kristendommens dybeste ophav: Jesus Kristus eller Verdensgenløseren selv. Hvad siger da dette ophav i nærværende sag? – Siger dette ikke, at "man skal kende træet på dets frugter"? – Og udtrykkes dette kendskab ikke som den bedste eller mest sikre beskyttelse imod "falske profeter" eller imod falskneri af kristendom? – I dette tilfælde vil det altså sige, at man skal lære at skelne, om det er kristne eller hedenske frugter. – Hvorpå kender man da forskel på disse to slags frugter?
      Da frugter i dette tilfælde betyder moralopfattelse og væremåde, må man altså lære at skelne mellem hedensk og kristen moralopfattelse og væremåde. Da den hedenske moralopfattelse og væremåde er den ældste og derfor så indlevet i jordmenneskets bevidsthed, at den er blevet den dybeste vanebevidsthed, eksisterer som automatfunktion eller "C viden"*, er den den dag i dag den mest dominerende faktor i jordmenneskenes daglige bevidsthedsliv. Og det er dette domæne, der nu igennem omtrent to årtusinder har virket som en kold luft på kristendommens unge spirende træ under dets opvækst, således at det i dag kun fremtræder som et træ, der midt i et vildnis af hedenske gevækster kun bærer forkrøblede frugter, der i en alt for høj grad smager af hedenskabets sure og bitre jordbund. Frugter der alt for tydeligt ses at være af hedensk kultur.
      Hvad mener man f. eks. om en moralopfattelse og væremåde, der velsigner krigstanke, bombeflyvemaskiner, torpedobåde, slagkrydsere og de endnu mere snigmorderiske undervandsbåde og alle de øvrige døds- og lemlæstelsesbefordrende og i genialitet kulminerende massemordmateriel samtidigt med, at man beder bønner om disse våbens beskyttelse, held og lykke til fordel for den fuldstændige ødelæggelse af fjendens materiel, kød og blod, mænd og fædre, sønner og elskere og alt, hvad de har kært, deres fædreland, hjem, idealer, kunst og øvrige frembringelser? Tror man, det er skønne "kristne frugter"?
      Denne "velsignelse" og disse "bønner" af mænd, der ikke alene er "døbte" og "konfirmerede" og dermed officielt har lovet at tjene den "kristne moralopfattelse og væremåde", men også har ladet sig højtideligt forberede og "indvie" til at være præster for den "kristne kirke", være tjenere for en moral, der udelukkende påbyder, ifølge dens eget ophavs personlige udtalelse: "Stik dit sværd i skeden, thi hver den som ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd" – "Det I vil at andre skal gøre imod eder, dette gører I også mod dem" – "Vend den højre kind til, når du bliver slået på den venstre" – er jo en åbenlys parodi på sand kristendom. At sådanne væsener højtideligt er gjort til officielle autoriteter og sagkundskab i en væremåde, hvis fundament er princippet: "Du skal ikke dræbe", og hvis yderste konsekvenser er opfyldelsen af princippet "at elske sin næste som sig selv", kan kun gøre kristendommen forkrøblet og dens frugter så sure, at de kun er lidet attråværdige for ikke at sige giftige for den, der virkelig af hjertet elsker verdensgenløseren og igennem hans i kulminerende kærlighed praktiserede sande kristendom og moralopfattelse begynder at kunne fornemme den væremåde, der virkelig er "vejen, sandheden og livet".
      At en hel mængde andre døbte og såkaldte omvendte, frelste og hellige jordmennesker prædiker "kristendom" i form af et ubændigt forsvar for "hellig vrede" og "retfærdig harme", hvilket i virkeligheden vil sige: et forsvar for retten til at være vred på anderledes tænkende, retten til at forsvare deres egen med "fortabelse" og "helvede" dømmende adfærd som retmæssig kristendom, retten til at føle sig selv som tilhørende Guds "særligt udvalgte lille skare", retten til at blive vred på dem, der ikke tror på den "vrede Guddom", der kun kan "forsones" ved et uskyldigt væsens store blodoffer, retten til at blive vred på dem, der ikke tror på evig fortabelse, gloende helvede, en djævel eller andre former for primitiv jordmenneskelig fantasi og overtro osv., giver jo kun et glimrende materiale for den højere psykologi til bedømmelse af disse væseners sande sindelag og identitet som "kristne". Det er jo dette sindelag, der er de frugter, hvorpå man skal kende, om de er sande eller falske kristne.
      Hvad viser da dette sindelag? – Det viser kun en almindelig, noget primitiv og endnu ubehersket følelsesfremtræden eller et udviklingsstadium, hvor man blandt andet endnu ikke er hævet over dette at kunne blive irriteret, ikke hævet over at kunne blive vred, ikke er bange for at dømme andre til "evig fortabelse" eller anden fantastisk rædsel, ikke er hævet over ærgerrighed eller åndeligt snobberi, men tror man kan indynde sig hos Guddommen og finder glæde i at tro, at man kan blive særligt foretrukket, særligt udvalgt, ligesom man mener, at denne Guddom skånselsløst jager andre ud i mørket, "straffer" og "forfølger" disse væsener.
      Men er dette sindelag sand kristendom? – Var det det sindelag, der var Jesu særlige kendetegn? – Jeg kan kun se, at dette sindelag udtrykker almindelig jordmenneskelig ufuldkommenhed og som sådan er en fuldstændig kontrast til verdensgenløserens fremtræden. Blev Jesus irriteret? Stillede han sig på datidens religiøst nidkæres side, da de irriterede og rasende ville stene til døde, "kvinden som var grebet i hor"? Tror man ikke, han var i en ganske hundrede procent sindsligevægt, da han sagde til mængden: "Den der er ren kaste den første sten"? – Og tror man ikke, at hans kærlighed procentvis var lige så høj, da han sagde til den samme kvinde: "Jeg dømmer dig ikke, gå bort og synd ikke mere"?
      Blev Jesus irriteret i Getsemane have? – Var der ikke ligefrem venlighed i stemmen, da han sagde til ypperstepræstens svende og soldaterne: "Hvem lede I efter"? – "Jesus af Nazareth, det er mig"! – Blev han irriteret, da apostlen Peter senere samme aften tre gange nægtede at vedkende sig ham? – Var det ikke hans kærlige blik, der fik apostlen til at gå bort og "græde bitterligt"? – Var hans ligevægt ikke på samme høje stade hele lidelsesdøgnet igennem? – Var han ikke stilfærdig og venlig over for sin dommer Pilatus? – Var han ikke det samme over for dem, der i allerhøjeste grad satte hans tålmodighed på prøve, nemlig selve hans fjender og bødler? – Tror man, det var udtryk for vrede, når han midt i al sin kvide, midt i bødlernes hån og spot hviskede: "Fader, forlad dem, thi de vide ikke hvad de gøre"? – Har man nogen sinde set, at han ønskede "evig fortabelse" eller "helvede" over dem, der tænkte anderledes end han?
      Men når han ikke ønskede en rædselsterror over sine modstandere, hvorfor skulle så den "alkærlige" Gud gøre det? – Var Jesus bedre end Guddommen selv?
      Siger han ikke netop: "Jeg og Faderen vi er ét"?
 
____________
* Se LOGIK, side 244