Den længst levende afgud
4. KAPITEL
Hvis den "evige fortabelse" og det "evige helvede" virkelig eksisterede
Hvorledes går det til, at man under begrebet kristendom i god tro kan docere Guddommens vrede og straf i form af evig fortabelse, helvede, gråd og tænders gnidsel over andre væsener samtidig med, at man docerer, at disse andre væsener er ens næste, og at man skal elske denne næste som sig selv og yderligere forkynder, at alle væsener er "skabte af Gud", og at denne Guddom er både alvidende, almægtig og udgør kulminationen af kærlighed.
Hvorledes kan et væsen, der er alvidende samtidig med, at det er almægtigt, skabe levende væsener, der skal ende i en evig fortabelse, hvilket vil sige: et ophold i "gråd og tænders gnidsel", hvorfra de aldrig i al evighed kan befries, være kulminationen af kærlighed? –
Alle de væsener, der er så ulykkelige at ende i denne grufulde fortabelse, kan jo umuligt være kommet der af egen skyld, men udelukkende i kraft af det væsen, der har "skabt" dem.
Da de jo ifølge den autoriserede kristendom ikke evigt har været til, men er blevet "skabt" af Guddommen, har der altså været en tid, hvor de ikke var til.
Og de pågældende væsener kan da ikke selv på nogen som helst måde have ønsket at blive til.
De er altså udelukkende blevet til i kraft af et begær hos Guddommen.
Dette sit begær tilfredsstillede Guddommen ved at manifestere deres tilblivelse.
Denne tilfredsstillelse for Guddommen kom således til for disse væsener at betyde en evig kulmination af lidelse, smerte og pinsler, hvorfra ingen befrielse er mulig.
Til hvad nytte blev disse væsener skabt? –
Det kan da umuligt være til glæde for dem selv.
Er det da til glæde for Guddommen? –
I så fald må Guddommen da være noget helt andet end kulminerende kærlighed.
Og hvis det ikke er til glæde for ham, kan han jo ikke have været almægtig, thi i så fald måtte han have frembragt et resultat, der ville have været mere fuldkomment og lykkeligt i begge parters favør.
Og hvis han ikke i forvejen vidste, at resultatet ville blive så grufuldt, var han jo ikke alvidende.
Han kan da kun være et almindeligt "syndende", famlende og ufuldkomment væsen ligesom det almindelige jordmenneske.