Ovennævnte opfattelse af Guddommen udtrykker altså denne som et væsen, der frembringer "levende væsener", der kun kan ende i en fortsat evig pinsel. Men kan et sådant gudebillede i længden holde stand i en skolernes, universiteternes og læreanstalternes tidsalder, hvis voksende videnskab igennem stjerners og kloders gang, såvel i mikrokosmos som i makrokosmos, bliver vidne til et skabervælde af en så gennemført logik og planmæssighed, at det ud af det mørke verdensrums lysende tåger, ildsøer og solsfærer skaber faste materielle verdener, udgørende et trylleri og farvespil af blå oceaner, grønne kontinenter med udstrakte skove, blomsterfyldte enge, gule ørkener, hvide snemarker, himmelstræbende bjergformationer, sølvglinsende floder og bække samt yderligere i tilgift farveorgier i pragtfulde sommer- og vinter-, morgen- og aftenstemninger, middagsidyl og sølverne månenætter, alt sammen udstyr og staffage omkring levende, tænkende og skabende væsener i kød og blod? Og som en yderligere forgyldning af dette værk begynder disse væsener med tiltagende kraft i forhold til deres kundskabs vækst at tage elementerne i besiddelse og på disses vinger mere og mere frit at bevæge sig frem igennem himlen, over skyer og bjergtoppe såvel som under havets bølgeformationer eller hen ad staternes autostradaer og skinneveje. Hvem tør vove at påstå, at denne skabelsesproces er kludrende, mangelfuld eller naiv? – Der er ikke noget her, der tyder på, at denne skabelsesproces ikke er en stigende fuldkommenhed og dermed tiltagende lykke for de levende væsener, ligesom der absolut heller ikke er noget som helst, der tyder på, at den ikke netop skulle være i stand til at nå dette mål. Var jorden måske fuldkomnere, da den kun var en tågemasse eller ildsø i det mørke verdensrum? – Ville det have været udtryk for en fuldkomnere logik eller skabermagt, hvis den den dag i dag havde stået på det samme stadium?
      Hvis jorden i dag ligesom for årmillioner siden havde været glødende dampmasser, smeltede materier, været en kogende, sydende og larmende ildsø, gennem hvad eller hvilket skulle vi så i dag have set dagens klare sollys og oplevet oceaner, kontinenter, bjerge, dale, sletter, skove, oaser og ørkener for ikke at tale om selve vor egen eksistens? – Er alt det, vi opfatter under fællesbegrebet "naturen" foruden at udgøre ovennævnte fortryllende, guddommelige montage for vort sind, vor tanke og opfattelse, ikke samtidigt udgørende netop den absolut uundværlige basis for hele vor fysiske kødelige fremtræden? – Er jorden ikke fra at være en verden af fortærende flammer, smeltede og kogende materier, ført frem til at udgøre en i himlen svævende bolig for levende væsener, der oven i købet kan begynde at tænke almagtens store tanker efter? – Er ikke al den lærdom, der kan hentes på universiteter og læreanstalter, resultater af ildsøens forvandling? – Er ikke den gennem menneskehedens ypperste repræsentanter åbenbarede visdom også et resultat af de flammende ildmassers omskabelse? – Kan man med rette sige, at denne ildmassernes omskabelse til blandt andet sådanne udtryk for liv, der åbenbarer sig igennem professorer, doktorer eller videnskabsmænd såvel som igennem visdommens repræsentanter, er blottet for planmæssighed, er en åbenbaring af tilfældigheder, er et blindt spil af "døde" kræfter ganske blottet for logik, vilje og handling? – Vil en sådan påstand ikke være lige så naiv og primitiv som den gamle påstand, at utøj bliver til eller fremkommer direkte af snavs? – Hvor er den materialist, der kan påvise, at der ikke eksisterer nogen som helst forskel på det spil af kræfter, der ligger til grund for ildsøens omskabelse og det spil af kræfter, vi ellers i den daglige tilværelse udtrykker som tilfældighed? – Har man nogen sinde set, at bestemte former for skabelse ikke er et resultat af opfyldelsen af forudgående særlige betingelser? – Kan en bygmester tilfældigt drysse sten, bjælker og andre materialer sammen og derved få en hensigtsmæssig bygning eller bolig ud af det? – Bliver resultatet i en sådan situation ikke hundrede procent kaos? – Er det normale ikke, at alle arter af tilfældigheder udløser sig i kaos? Skal der ikke vilje og intelligens til for at skabe planmæssighed? – Men de flammende, kogende og sydende materiemassers møde med verdensaltets kulde udviser ikke kaos, men åbenbarer derimod vor egen animalske eller kødelige, fysiske fremtræden som resultat. Videnskabens forskning viser, at denne ildmassernes forvandling til dette guddommelige resultat kun gradvis er blevet til som en planmæssig opfyldelse af en forudgående rækkefølge af betingelser.
      At skabeprocessen netop har opfyldt betingelserne i en sådan rækkefølge, at der kunne blive et så fuldkomment logisk resultat og ikke kaos, gør det til kendsgerning, at den ikke er et tilfældigt spil af blinde kræfter, men derimod i allerhøjeste grad udgør en afsløring af hensigtsmæssighed. Er det ikke netop den samme hensigtsmæssighed, der går igen i de levende væseners organismers særlige opbygning? – Er ikke fuglen skabt hensigtsmæssigt for en bevægelse igennem luften? – Er ikke fisken skabt hensigtsmæssigt for et liv i vandet? – Opfylder vore øjne, vor næse, vor tunge, vore tænder, vore lunger, vore nerver og vort hjerte ikke hensigtsmæssige eller ligefrem uundværlige funktioner? – Er der noget, der afslører eller stadfæster, at vor organisme er et sammensurium af tilfældige kræfters spil?
      Ildsøens eller de vældige materiers omskabelse stadfæster altså sin eksistens som et resultat af – ikke tilfældighed – men hensigtsmæssighed eller planmæssighed. Nævnte skabelsesproces udviser således mindst lige så stor logisk begrundelse eller hensigtsmæssighed i sin struktur som alt det, menneskene ellers er villige nok til at indrømme som logisk eller planmæssigt, hvilket vil sige: alt hvad der foregår inden for deres eget fuldkomne skabeområde. Men når der findes mennesker, der alligevel udtrykker naturen som et spil af tilfældige kræfter, vil det i virkeligheden udelukkende kun bero på denne ene omstændighed, at de i naturens skabelse ikke kan se ophavet til den hensigtsmæssighed, hvorunder den fremtræder, således som de tydeligt kan se det, når det drejer sig om en menneskelig skabelsesproces. De opfatter derfor naturens hensigtsmæssighed som værende uden ophav, medens de aldrig i noget tilfælde ville gøre det samme med hensyn til en menneskelig frembringelse. Ingen vil her finde på at sige, at et hus har bygget sig selv, eller at en maskine har fremstillet sig selv. Men at benægte en skabt tings ophav, blot fordi man ikke kan se dette ophav, udtrykker i virkeligheden kun naivitet eller intellektuel uformuenhed. At der ikke desto mindre findes væsener, der er så materialistisk indstillede, at de hævder tilfældighed som basis for livets eksistens og skæbnernes tilblivelse, afslører kun de samme væsener som totalt åndeligt uformuende på dette specielle kosmiske felt. De er bærere af en livsopfattelse, der udgør den totale modsætning til livets egen virkelige og urokkelige kendsgerning og lever således i allerhøjeste grad på en overtro, ligegyldigt hvilken videnskabelig eller akademisk autoritet de så end måtte sidde inde med på andre felter.
      Det er selvfølgelig rigtigt, at der er umådeligt mange ting, der ved en overfladisk betragtning kunne tyde på, at der ikke er nogen mening i tilværelsen. Så længe mennesker både sulter og fryser, lider af svære sygdomme samtidig med, at krig og lemlæstelse, mord, drab, plyndring, had, hævn, bagtalelse, forfølgelse og brødnid af enhver art er en dominerende eller førende faktor i menneskehedens historie, er naturens logik eller den totale fuldkommenhed i selve verdens skabelse ikke helt let for en almindelig tilskuer at få øje på. Men lad os endnu engang se på naturen. Er der ikke lys og varme nok, er der ikke plads nok, er der ikke føde nok til alle jordens mennesker? – Varmer solen ikke så store arealer af jordens kontinenter op, så der kan blive livsmuligheder for alle? – Strømmer der ikke så megen regn ned fra himlen, at det nødvendige kvantum fødemidler, der skal til for at mætte jordens mennesker, kan trives? Findes der ikke materialer nok af enhver art, ja, er det ikke således, at jordens ressourcer på alle områder fremtræder i en sådan overdådighed, at der ikke alene er nok til menneskene af i dag, men også til millioner og atter millioner af endnu ufødte sjæle? Er der ikke materialer nok til huse, til maskiner, til klæder, til luksus, til leg og alvor, til underholdning og hvile? – Hvem kan gøre det modsatte til kendsgerning? – Men når dertil så kommer den allerede tidligere berørte forvandlingsproces, der gradvis har formået at omskabe ildmasserne til en så vidunderskøn fysisk verden, der med sine faste, flydende og luftformige stoffer eller tempererede materier, ja sine ligefremme orgier i farve, duft og lyde kan give sprudlende liv for et så overdådigt antal levende væsener i forhold til dens nuværende befolkningsantal, at den i dag nærmest må betragtes at svæve delvis tom igennem verdensrummet, er det vist klogest at være forsigtig med at udtale kritik af den guddommelige skabelsesproces eller den mystiske kosmiske magt, der befordrer de smeltede materiers omskabelse. Det ser ikke ud til, at der er noget i vejen med den. I alle fald vil ingen menneskelig hjerne kunne opfinde og påvise en større fuldkommenhed eller logik for en skabelsesproces end den, vi netop her har set gøre sig gældende i klodens skabelse og bekræftende det evige ord "Alt er såre godt".