Når jordmenneskene sulter og fryser, myrder og dræber hverandre, eller jordoverfladen i stor udstrækning repræsenterer disharmoni, skrig og pine, "gråd og tænders gnidsel", er det altså ikke fordi, de mangler føde, klæder, materialer, lys og varme eller andre livsfornødenheder i jordens sfære, idet disse som før nævnt eksisterer i overflod. Men når den skabende magt har frembragt disse livsfornødenheder til overflod i forhold til det antal levende væsener, der findes i dens sfære, bliver det her til kendsgerning, at de førnævnte ubehagelige foreteelser ikke på nogen måde af samme magt er tilsigtede som slutresultater, men at denne overflod derimod må være bestemt til at skulle spille en rolle i nævnte slutresultat. Til hvad eller hvilket skulle denne overflod ellers være beregnet? – I naturens evige foreteelser ser man ikke noget som helst fremtrædende slutresultat, der er uhensigtsmæssigt eller overflødigt. Findes der noget i vor egen organisme, organer, lemmer eller sanser, der er uhensigtsmæssigt?
      Når vi ikke desto mindre finder de førnævnte disharmonier eller ubehagelige foreteelser, lidelser og besværligheder, kan begrundelsen for deres tilstedeværelse udelukkende kun være denne ene, at de repræsenterer et ufærdigt afsnit i den store forvandlingsproces eller klodens skabelse. Er der ikke i den store overdådighed af livsbetingelser eller ressourcer for livets eksistens, der er nedlagt i jordens sfære, skabt en mulighed for at ophæve nøden, ophæve fattigdommen, krigen, hadet og brødniddet? – Er der ikke i den overdådighed af sollys, frisk luft og krystalklart vand og nærende fødemidler, der også rummes i dens zone, skabt mulighed for sundhed og velvære for dens beboere? – Jorden er nået så langt frem i forvandlingsprocessen fra ild til animalisme, at der allerede er dannet mulighed for skabelsen af en tilværelse fuld af overdådigt velvære for alle jordmennesker. Ser vi ikke i de ophobede, overdådige ressourcer livsbetingelser eller muligheder, materialet til noget der skal opbygges? – Er de tilstedeværende rigdomme af uopbrugte livsressourcer ikke at ligne ved de optårnede materialer ved en byggeplads? – Leder de nævnte ophobede materialer ikke tanken hen på, at der her skal bygges et hus? – At huset ikke er bygget eller færdigt behøver da ikke at udtrykke noget ufuldkomment eller tilfældigt. Når den lange udviklingsproces fra ildtilstanden til animalismen således har ført til, at kloden er beriget med en overflod af materialer for en lykkelig tilværelse for et antal mennesker, der langt overstiger det antal, der i dag befolker jorden, bortfalder al begrundelse for at udtrykke den ulykkelige tilstand, som myriader af jordmennesker er ude for, som et af Forsynet tilsigtet slutfacit. Samme Forsyn eller den skabende magt har altså hensat på jorden ca. to milliarder jordmennesker samtidig med så mange ernæringskilder og betingelser for en lykkelig tilværelse for disse mennesker, at der er nok til at gøre endnu mange flere mennesker hundrede procent sunde, velskabte og lykkelige. Tror man ikke, denne overdådighed er beregnet på at skabe sikkerhed eller garanti for, at de to milliarder væsener ikke på nogen som helst måde skal kunne komme i vanskeligheder eller på jorden mangle materialer for opretholdelsen af deres eksistens? – Er det ikke den samme overdådighed, ja, tilsyneladende ødselhed, vi bliver vidne til i væsenernes sædproduktion? – Forekommer den ikke i en lignende overdådighed eller rigelighed i forhold til de ganske enkelte sædkorn eller sædceller, der befordrer befrugtningen eller forplantningen? – Har Forsynet ikke ligeledes her søgt at skabe garanti for forplantningens vedligeholdelse. En skabende magt, der på så samvittighedsfuld måde sikrer de levende væseners eksistens eller søger at garantere, at deres sande lykke i alle fald ikke kan forstyrres af materialemangel, vil kun den blinde dåre eller det primitive, uvidende menneske bebrejde noget.
      Når menneskene ikke desto mindre er ude for både sult og nød, krig og lemlæstelse, befinder sig i svære sygdomme eller sjælelige lidelser og mentale forstyrrelser, er årsagen altså ikke under nogen som helst omstændigheder den, at der på jorden mangler materialer eller muligheder for sjælelig og legemlig sundhed og lykke fra Forsynets side. Dette har jo, som vi så, for længst i den retning udstyret kloden overdådigt. Årsagen til miseren må derfor være at finde i noget helt andet. Dette andet kan kun udgøres af den omstændighed, at den store forvandlingsproces endnu ikke er færdig. Den repræsentation af ufuldkommenhed, vi bliver vidne til i form af jordmenneskenes genvordigheder, lidelser eller ulykkelige skæbner, er alt for forsvindende ubetydelig til, at den kan rokke noget ved det ocean af fuldkommenhed, vi bliver vidne til i stjernernes gang, i solens skin eller i alt det øvrige i den plan, der har kunnet føre til det guddommelige trylleri, der har ladet ildmasserne forvandle sig til en levende, tænkende og strålende animalsk verden. I denne store forvandlingsproces er den menneskelige fremtræden endnu ganske ny eller spæd, ja, er med hensyn til mentalitet så at sige i sin allerførste begyndende konturdannelse i en nebuloses eller tågemasses endnu udflydende eller uformelige materier.
      At dette også er i samklang med den moderne videnskab fremgår tydeligt af følgende citat fra den verdenskendte astronom James Jeans bog "Gennem tid og rum": "Jorden må altså være højst 3400 millioner år og mindst 1500 millioner år. Da vi her gør bedst i at regne med runde tal, vil vi tænke os jorden 2000 millioner år gammel. Dette er mere end hundred tusind gange den tid, mennesket antages at have eksisteret og mere end en million gange tiden, der er forløbet siden Kristi fødsel. Det er måske ikke let at forbinde nogen mening med sådanne tal. Vi kunne illustrere betydningen af tallet en million ved antallet af bogstaver i en diger bog på sådan noget som 500 sider. Har bogen 330 ord pr. side, og regnes et ord til gennemsnitlig 6 bogstaver, vil denne sammenligning passe. Lader vi hele denne bog repræsentere jordens alder, vil menneskets hele historie, hvorom vi har kendskab, svare til bogens sidste ord, og tidsrummet siden Kristi fødsel vil højst svare til bogens sidste bogstav. Indenfor den plads, dette bogstav fylder, fødtes og svandt romerriget, forkyndtes og udbredtes kristendommen, og Vesteuropas folk udvikledes fra de vilde stammer, Cæsar har undertvunget og beskrevet, til vore dages civilisation: mere end 60 generationer har levet deres liv i dette ubetydelige tidsrum."
      Det jordmenneskelige niveaus fremtræden i den store forvandlingsproces er således af en temmelig ny dato. Hvorledes tror man, menneskeheden vil se ud, når dens alder i forvandlingsprocessen ikke mere kan udtrykkes ved 1 ord, men må udtrykkes ved 2, 3 eller 4 ord i nævnte bog? – Når så store forvandlinger som romerrigets fødsel og død, kristendommens udbredelse og vilde folkestammers forvandling til vor civilisation kunne blive til i så lille et tidsrum, at det kun er at udtrykke ved et enkelt bogstav i den førnævnte bog, hvad vil der så ikke ske af forvandling i det næste lille tidsrum af et "bogstav", eller når der er gået et sådant tidsrum, at jordmenneskehedens historie rummer blot to ord? – Hvem tør tro, at udviklingen står stille? – Er det modsatte ikke her synligt som kendsgerning? – Er det ikke en temmelig aktiv forvandling jordmenneskehedens sidste 60 generationer udviser og stadfæster? – Tror man de kommende 60 generationer i mindre grad vil gøre udviklingen eller den guddommelige skabelsesproces til kendsgerning? Har forvandlingsprocessen ikke netop med de sidste fire-fem generationer taget voldsomt til? Er det ikke indenfor disse, at menneskeheden er blevet beriget med alle de storslåede tekniske vidundere: jernbaner, dampskibe, elektricitet, telefon og telegraf, automobiler og maskiner af enhver art, radio og fjernsyn m.m.? – I løbet af blot disse få sidste generationer har jordmenneskeheden således været i stand til at opfinde og frembringe de store kraftmaskiner, ved hvis hjælp den begynder at beherske elementerne og lader disse arbejde for sig. Er det ikke indenfor samme tidsrum, at mennesket nu er nået frem til lige så godt at kunne lade motoren føre sig hen gennem stratosfæren som frem over kontinenternes autostradaer og skinneveje? – Og befarer man nu ikke verdenshavene med stor sikkerhed såvel under som på deres rullende og larmende overflade? – Og hvilken vældig forøgelse af kendskab til klodens terræner, dens dyre- og folkeliv, dens plante- og stofverden har ikke jordmenneskeheden tiltvunget sig indenfor samme lille tidsrum? – Ukendte egne er blevet kortlagte. Jorden er blevet befaret fra pol til pol. Og mennesket har dermed nået det yderste nord og det yderste syd på samme måde, som det for længst har underlagt sig det yderste øst og det yderste vest. Den før så eventyrlige og uopnåelige "verdens ende" passeres i dag af alle mennesker til fods, til hest, pr. cykel, tog, automobil og flyvemaskine og pr. – tanke. Det er for længst blevet til viden og kendsgerning, at jorden er en kugle. "Verdens ende" kan derfor ikke være et sted henne, men må lige såvel som dens "begyndelse" være identisk med vort eget Selv eller det midtpunkt eller centrum, vi aldrig i noget som helst tilfælde kan befri os selv for at udgøre i vore omgivelser og dermed i jordens sfære såvel som i selve verdensaltet. En cirkel såvel som en kugle kan kun have sin begyndelse og afslutning der, hvor vort øje rammer den eller der, hvor vi selv ønsker det. Et så gigantisk og for tidligere tiders jordmennesker ufatteligt eventyr som dette: på elementernes egne vinger at passere "verdens ende" og yderligere at have bundet kræfterne således, at der blot ved at trykkes på en knap bliver lys, ved at trykke på en knap bliver der varme, ved at trykke på en knap bliver der kulde, ved at trykke på en knap kan man sætte maskiner i gang, der udspyr nyttegenstande i tusindvis eller på anden måde fritager mennesket for besværligt arbejde er jo allerede en kendsgerning. Ved at trykke på en knap kan en stemme yderligere bæres på æterens bølger ud over havene, op over skyerne, frem over kontinenterne, vibrerende ud over polernes isørkener såvel som igennem ækvators jungler og tropeskove, passerende mennesker af andre racer, af andre sæder og skikke, såvel i Sibiriens tundraer som i Afrikas ørkener, såvel på Nordamerikas hvedemarker og frugtplantager som i Sydamerikas pampas og kvægfarme. Ved at trykke på en knap bringes programmet fra verdensbyernes foredragssale, teatre og koncerthuse til at vibrere ud over hele jorden, og alverdens mennesker lytter betaget på en gang til det samme foredrag, skuespil eller musikstykke, hvor spredte på klodens kontinenter og have de så end måtte befinde sig. Ja, blot ved at trykke på en knap kan man således fra sin lænestol bringe sin ånd og tanke til at vibrere igennem hele jordens fysiske sfære og få en hel verden i tale. Er det ikke et vidunderafsnit i jordens forvandlingsproces, vi her har for os? – Og dog, hvor lille er det samme afsnit ikke i forhold til selve jordmenneskeniveauets alder i samme skabelsesproces? Når tiden fra Kristi fødsel og til nutiden kun kan udtrykkes som det sidste bogstav i den før omtalte bog, vil det tidsrum, indenfor hvilket menneskeheden er blevet beriget med de her nævnte foreteelser eller nævnte vidunderafsnit, umuligt kunne udtrykke andet end et sidste lille punktum i nævnte bog. Men tænk! Når Forsynet eller den skabende magt i et så lille afsnit af menneskehedens tilblivelseshistorie har beriget væsenerne med så gigantiske fordele, tror man så ikke det er for tidligt at tale om, at livet kun er tilfældigheder, og at alle lidelser og trængsler er "straf" fra en "vred" Guddom? – Tror man ikke, det er lidt af en dåres tale, den der går ud på, at krig og ulykker altid har været og derfor vil blive ved med at eksistere? – Ser man ikke her, hvor skrigende ulogisk og uberettiget en sådan filosofisk betragtning er, ja, kan man tænke sig nogen erklæring, der i højere grad udviser naivitet eller uvidenhed? – Tror man ikke, det ville være langt mere i kontakt med virkeligheden eller den sande logik at opfatte nævnte ulykkelige hændelser, menneskenes mangfoldige former for lidelser eller smertefulde skæbne, som en praktisering af denne umådeligt hurtige skabelsesproces? – Er det ikke således, at i en smeltedigel sprudler, syder og koger det? – Når menneskene, som vi lige har berørt, gennemgår en så hurtig fremadskridende forvandling og bliver beriget med den ene store opfindelse efter den anden, det ene store vidunder efter det andet, såvel i teknik som i kemi, såvel i praksis som i teori, samtidig med, at nye opdagelser og doktordisputatser af en eller anden videnskabelig art hver dag ser dagens lys, og verden efterhånden fyldes med skoler, universiteter og læreanstalter, tror man så ikke, at alt dette afstedkommer en forvandlingsproces? – Er det ikke i princip en smeltedigel?
      Ja, her vil man måske indvende, at jordmenneskenes skæbner ikke er blevet mere lykkelige, efter at disse store videnskabelige indsatser har gjort sig gældende. Tværtimod, det synes netop som om skæbnerne er blevet endnu mere ulykkelige. Evnen til at føre krig, skabe lemlæstelse, drab og lidelse er blevet mange gange større, efter at menneskene har fået deres mentalitet udvidet med den store tekniske kunnen og videnskabelige indsigt. Og det er rigtigt, men det er ikke på nogen som helst måde et bevis for, at det er det, der er tænkt som det store slutresultat i omskabelsesprocessen. Tværtimod, ved en absolut kyndig forskning bliver det jo til kendsgerning, at dette slutresultat er i skrigende modsætning til alle de øvrige ting i skabelsesprocessen, hvor vi kan se slutresultater. Men derimod er det i hundrede procent kontakt med alt, hvad der i den samme skabelsesproces viser sig at være ufærdigt. Vi må derfor henregne menneskenes misereforhold eller skæbnetilstand til de ufærdige foreteelser i den store forvandlingsproces.