Tror man ikke, det er noget i retning af et slutresultat, at jordkloden nu er forsynet med ressourcer nok, lys- og varmekilder nok til ikke alene et langt større antal end det, de nulevende jordmennesker udgør, men også til myriader af endnu ufødte kommende generationer? – Tror man, at jorden altid har haft sådanne glimrende betingelser eller muligheder for jordmenneskeligt liv? – Var der ikke engang, da den endnu ikke var nær så rolig i sit indre? – Tror man ikke, den for at nå en sådan fuldkommenhed har måttet passere mindre fuldkomne trin, hvor jordskælv var en daglig foreteelse over hele klodelegemet, ligesom glødende, sydende, boblende og kogende lavamasser vældede frem såvel på havbunden som på kontinenternes overflade og derved afstedkom vældige oversvømmelser af eller forskydninger i oceanernes og kontinenternes kystlinjer. Ja, var det hele ikke endnu af en så liden fasthed, at kontinenterne eller de mere faste dele af jordoverfladen endnu ligefrem sejlede på mindre faste dele af de smeltede, men endnu ikke afkølede materiers eksplosive dyndmasser? – Fik kontinenterne ikke af og til overbalance, blev revet i stumper og stykker, sank i dybet for at trykke andre og endnu lettere materiemasser op til overfladen? – Ja, er det ikke således, at vore kontinenters kystlinjer, dyre- og planteliv såvel som geologiske foreteelser for visse udstrækningers vedkommende er af en sådan natur, at de ligefrem endnu leder tanken hen på dette, at de pågældende kontinenter er identiske med brudstykker af et hele, der ved fortidige vældige katastrofer er revnet og delene gledet længere og længere bort fra hverandre, er blevet til de øer og fastlande eller verdensdele, der i dag karakteriserer verdenskortet? – Går der ikke den dag i dag fabler om kontinenter, der er sunket i havet, og kystlinjer der er forandrede? – Tror man verdenskortet eller rettere klodeoverfladen ser ud i dag, som den så ud for millioner af år siden?
      Nej, klodelegemet har ikke altid været af en så stilfærdig natur, som det er i dag. Nu vil man måske indvende, at jorden i denne sin voldsomme uroperiode ikke husede mennesker. Nej, det er ganske rigtigt. Men dette viser jo netop, at der er logik i skabelsesprocessen og styrker vor påstand om, at denne periode ikke var et slutresultat, men et ufærdigt stadium i forhold til, hvad klodeoverfladen udgør i dag. Hvis man nu tænker sig, at mennesker fra en anden klode, men på jordmenneskenes nuværende mentale trin, havde kunnet iagttage denne jordens ufærdige og voldsomme periode, ville de så ikke have bedømt denne for at være et slutresultat? – Tror man ikke, de ville have haft svært ved at tro, at samme klode engang skulle blive en fuldkommen bolig for væsener i kød og blod? Tror man ikke, de ville have gjort sig skyldige i den samme misforståelse eller illusion, som jordmenneskene af i dag gør sig skyldige i med hensyn til deres skæbnetilstand? – Ville de ikke have påberåbt sig, at jorden med sine svømmende og kæntrende kontinenter, sine voldsomme oversvømmelser, sin revnende og skælvende overflade måtte være kaos, måtte være et tilfældighedens sammensurium, ud af hvilket der aldrig nogen sinde ville åbenbare sig den logiske plan, vi i dag ser som en urokkelig kendsgerning?
      Men er det anderledes med jordmenneskenes skæbnetilstand af i dag? – Finder vi ikke her den samme voldsomme uro, den samme kæntring af kontinenter, de samme eksplosioner, den samme slåen revner, den samme forandring af kystlinjer osv.? – Hvad er jordmenneskets skuffelser? – Er det ikke virkningerne, flodbølgen, fremkommet ved mentale kontinenter, der er sunket i dybet, forhåbninger der brast? – Hvad er lemlæstelserne, sygdommene og lidelserne? – Er det ikke mentale såvel som legemlige kontinenter eller bevidsthedsoverflader, der har slået revner? – Hvad er hidsighedsanfald, vredesudbrud og hævnakter? – Er det ikke de glødende materiers voldsomme eksplosioner, støj og larm? – Og hvad er individets tilslutning til nye ideer og forkastelse af gamle udlevede traditioner? – Er det ikke dets mentalitets kystlinjers forandring? – En kortlægning af jordmenneskets mentalitet af i dag vil lige så umuligt som en kortlægning af jordklodeoverfladen af i dag kunne udgøre nøjagtig den samme som den, der var gældende for hver især i en længst forsvunden fortid. Men hvorfor skulle det "kaos", som den jordmenneskelige skæbnetilstand af i dag udviser, være udtryk for en mindre logisk plan eller fuldkommenhed i den store skabelsesproces end det kaos, jordens fortid har udvist? Må man ikke finde enhver gådes løsning i alle de med gåden eksisterende analoge tilfælde? – Vil man udrede menneskets skæbnedannelse, må man naturligvis undersøge alt, hvad vi kender af fortilfælde af lignende situationer. Hvor skal man ellers finde løsningen? – Enhver løsning, der ikke er analog med nævnte fortilfælde, er ingen løsning, men ren fantasi, blind opdigt, idet den jo ikke kan begrundes med noget som helst. Menneskets skæbnedannelse er ligesom alt andet i tilværelsen et led i eller et produkt af den store forvandlingsproces. Vi må derfor lære denne forvandlingsproces at kende. Vi må studere dens metoder og de stadier, dens resultater gennemgår eller udviser fra deres begyndelse til det færdige slutresultat er nået. Og et sådant studium vil netop altid vise dette tilsyneladende kaotiske stadium eller smeltedigelagtige forhold, hvor kræfterne efterhånden udlignes og tilpasses til at udgøre den indbyrdes harmoni, som det færdige resultat altid udviser. Og et bedre fortilfælde til skabelsen af menneskets skæbne end selve jordklodens egen forvandlingsproces, som vi lige har set, eksisterer ikke. Og når der ud af denne vældige eksplosive tilsyneladende kaosagtige fremtræden kom en så strålende verden til syne som den, jordkloden udgør i dag, hvorfor skulle så en sådan bagatel i skabelsesprocessen som frembringelsen af jordmenneskenes egen erkendelse af denne deres klodes strålende fuldkommenhed ikke også udløses? – Og hvorfor skulle den heraf følgende fuldkomne administration og sande udnyttelse af dens overdådige rigdomme – der er så stor, at al eksistensopfattelse bliver fri af de nugældende næringssorger, misundelse, overdreven havesyge og unaturlige ejendomsbegreber, der i så høj grad besudler menneskenes opfattelse af tilværelsen eller bevirker, at de ikke kan se den for dem strålende tilrettelagte vidunderverden, den store skabelsesproces har henlagt under deres fødder – ikke blive til virkelighed? Jo, jorden er af den store skabelsesproces allerede bragt så langt frem i sin fuldkommengørelse, at den kan begynde at blive bolig og skueplads for det rigtige menneskerige. Kun den jordmenneskelige almenheds egen erkendelse heraf er endnu det ufærdige eller manglende led. Men jorden venter, og almenheden vil vågne. Guds riges plan er stærkt på vej til også at blive "af denne verden".