Menneskene i jordzonen befinder sig således som nævnt i virkeligheden i en eneste stor eksperimenteringstilstand. De lever bogstaveligt talt i en hundrede procent forskning, de begynder at erkende fejl i deres livsførelse, de begynder at forstå, at enhver fysisk lidelse har sin årsag, og at man, hvis man kan finde denne, kan komme ondet til livs. Men det er ikke alene på det rent kropslige område, at forskningen har sat ind. Ligesom der er opstået lægevidenskab, således er der også opstået videnskabelige fakulteter i mange andre retninger. Man undersøger materien, man har fundet ud af, hvor gammel jorden mindst må være, man kender dens bevægelse og plads i solsystemet, ligesom man også er blevet i stand til på sin måde at veje og måle de andre kloders og stjerners natur og færd igennem rummet. Og hvad er de politiske kampe andet end et væddeløb mellem partier for at komme til magten for at få udfoldelse for deres ideer, hvormed de hver især netop tror at have fundet det særligt samfundsfrelsende gode, som nu kan forhindre de ulykkelige skæbner for deres individer? – Og bliver samfundene eller nationernes skæbne ikke netop præget af dette væddeløb? – Er deres lovsystemer og retsvæsen ikke en praktisering af de ideer, der nåede først til målet, hvilket i dette tilfælde vil sige: magten. Og bliver disse ideer her ved denne deres praktisering ikke vejet og målt? – Bliver deres fuldkommenhed såvel som deres ufuldkommenhed ikke derved åbenlys for alle? – Og virker denne herved opståede erfaringsmæssige erkendelse af ideernes heldige eller uheldige virkemetode i praksis ikke på den politiske stemmeret? – Får ideer, der viser sig med alt for store og uheldige fejl, ikke sine modstandere og stemmes ud, hvorved der bliver plads for nye ideers march imod magten for ligeledes at få deres eventuelle ufuldkommenhed blottet for det store flertal og i henhold hertil af dette at blive nedstemt eller erkendt umulige i samme grad, som de udløser uheldige eller samfundsskadelige reaktioner eller virkninger? – Tror man ikke, dette giver erfaringer? – Opstår der ikke også her efterhånden en videnskab? – Og tror man ikke, denne videnskabs endemål eller slutfacit til sidst må blive en absolut erkendelse af alt, hvad der retmæssigt kan være at henføre under begrebet "humanisme"?
      Og hvad er da sand humanisme? – Humanisme udgør den foreteelse, ved hvilken et kultursamfund adskiller sig fra et natursamfund. Medens man i et natursamfund straffer og piner sine modstandere eller fjender på det frygteligste, søger man inden for kultursamfundene at bekæmpe unyttige og af hævnfølelse frembragte forfølgelses- eller lidelsesprocesser. Det er rigtigt, at kultursamfundene fører krige, der i sin udløsning kan frembringe langt mere vidtrækkende og skrækkeligere lemlæstelsesprocesser end dem, man er i stand til at frembringe i et natursamfund, men til gengæld har kultursamfundet oprettet ambulancekorps, lazaretter med en stab af læger, sygeplejere samt alt tilhørende hensigtsmæssigt materiale, der står rede til disposition for ydelse af al mulig støtte og hjælp for kamppladsens syge, sårede og lemlæstede væsener ganske uafhængigt af, om de er repræsentanter for fjendens eller egne armeer. Denne levendegørelse af lignelsen om den barmhjertige samaritan i forbindelse med alle øvrige internationale love for menneskelig behandling af krigsfanger, samt flere andre lignende foranstaltninger er humanisme. Humanisme er altså i virkeligheden iværksættelse og praktisering af næstekærlige foreteelser. Et samfund der er blottet for enhver praktisering af sådanne foreteelser, er ikke noget kultursamfund, men udgør endnu kun en flok af væsener, der kun holdes sammen ved de i dem boende endnu ubeherskede, racemæssige, dyriske, dræbende instinkter, vaner og tilbøjeligheder. Deres sammenslutning er ganske analog med den dyriske flokdannelse eller flokbevægelse og vil således retmæssigt kun være at udtrykke som et natursamfund.
      Men når næstekærlige foreteelser eller foranstaltninger udelukkende er det grundlag, hvorpå kultursamfundene kan hævde deres højere moralske position eller fuldkomnere intellektuelle overlegenhed, får verdens største vise jo ret i deres påstand om næstekærlighed som det ideelle mål for alle mennesker. Hvad er næstekærlighed andet end humanisme, og hvilket kultursamfund vil ikke helst blive betragtet som førende i humanisme? – Er der noget kultursamfund, der tilstræber lige det modsatte? – Tror de ikke alle at handle i den virkelige næstekærligheds favør? – Foregiver ikke alle de krigsførende kulturnationer at kæmpe i humanismens navn? – Begrunder de ikke deres krige på beskyldningen af modpartens inhumanisme? – Næstekærligheden er altså alligevel trods megen religionsforfølgelse, trods megen hån og spot, trods megen ironi og latterliggørelse, det store faktum, med hvilket de må retfærdiggøre deres krigsførelse eller i det mindste camouflere den.
      Men hvad er alle de øvrige forekommende samfundsmæssige goder, der i så høj grad præger det moderne samfund? – Hvad er de store autostradaer, offentlige anlæg, jernbanelinjer, asfalterede gader, skoler og læreanstalter, politi og retsvæsen m.m. Er det alt sammen manifesteret for at skade eller ødelægge næsten? – Er disse foranstaltninger ikke netop bygget op for udelukkende at udløse det modsatte? – Men så kan de jo ikke frakendes at udgøre næstekærlighed. Og er det ikke de samme realiteter, der forlener nationen eller staten med prædikatet "kultur"? – Næstekærlighed er således det store fundament for hele den jordmenneskelige tilværelse, såvel for det enkelte individ som for staten eller nationen. Den store vise såvel som den store materialist står på det samme grundlag, kun med den forskel, at førstnævnte væsen direkte oplever, ser og erkender dette livets grundlag eller sande mål, medens det sidstnævnte væsen derimod kun indirekte ser eller erkender nævnte mål. At dette er rigtigt, ses i den omstændighed, at det ikke er muligt at afvige fra næstekærlighedens princip uden derved at åbenbare sig som asocial, hvilket vil sige skadelig og underminerende for sine omgivelsers naturlige velvære. Men er det ikke praktiseringen heraf, der i sin værste udstrækning fører til juridisk straf, fængsel eller tugthus, til vanære eller til prædikatet "forbryder"?
      Og er det ikke imod denne asocialisme eller ikke-næstekærlighed statens retsvæsen eller øvrighed skal beskytte individet og dermed garantere eller værne statens grad af kultur?
      Er det ikke netop der, hvor denne garanti glipper, at staterne eller nationerne har deres sorte pletter? Og er det ikke disse sorte eller asociale pletter i staternes kultur, der i værste tilfælde udgør det mentale sprængstof, der kan slå ud i lys lue som krig, mord, drab, revolution og i mildere tilfælde som strejker, lockouter og almindelige stridigheder mand og mand imellem?
      Næstekærligheden er således udelukkende det store bærende og førende problem. Graden af denne egenskab udtrykker graden af nationens såvel som individets kultur. Dette forkyndes af alle menneskehedens største lige såvel som dette, at benægtelsen af og modstanden imod samme kærlighed fører til ulykke og lidelse. Den store vise og den store materialist er stort set i samme båd, er på samme vej. De befinder sig begge i skabelsens store forvandlingsproces, stiler imod det samme mål, den første dagsbevidst, den sidste ubevidst.
      Dette mål er næstekærlighed i form af udvikling af humanitet eller kultur. De to nævnte væsener vil dybest set det samme og ønsker det samme, men er i øjeblikket bare adskilt fra hinanden ved deres egen individuelle synsmåde og den heraf følgende lige så individuelle terminologi. Om man står og forkynder evangeliet fra en domkirkes prædikestol, eller man råber sine politiske ideer ud fra folkelige talerstole, eller man docerer sine videnskabelige teorier i et universitets auditorium, så peger det alt sammen hen på forbedring af kultur.
      Man kan vel ikke tænke sig, at nogen af de nævnte parter råber deres ideer, opdagelser og viden ud for folket for at skabe asocialisme, forbrydelser eller bedre betingelser for udvikling af en samfundsskadelig underverden? – Er det ikke netop for at forhindre en sådan verdens totale blomstring, at samfundene er garderet med politi og militærvæsen, er udstyret med kirker og præsteskab, videnskab og forskning? – Må ikke alle foreteelser i retning af forbrydelser nøjes med snigende at blomstre i kulturens skygge? – Er disse ikke alle ukrudtsplanter inden for humanismens område?