Logik
11. KAPITEL
Den religiøse verdensanskuelse er uvidenskabelig, sålænge den kun er tro og påstand
Nu vil man måske fra visse materialistiske kredse fremhæve, at "den religiøse verdensanskuelse" heller ikke er videnskab. Og det er naturligvis ganske rigtigt. Den religiøse verdensanskuelse har selvfølgelig ikke noget som helst med videnskab at gøre, sålænge den kun er en påstand. Logikkens love gælder jo her ligeså godt som i den materialistiske verdensanskuelse. Sålænge en erkendelse kun udgør en påstand uden bevis, kan den allerhøjst kun være identisk med en formodning. En formodning kan være en fejltagelse, og en påstand, der kan være en fejltagelse, kan selvfølgelig kun stemples som "uvidenskabelig".
      At den religiøse verdensanskuelse har profeter og verdensgenløsere til ophav, at den bliver organiseret og udbredt under et paveligt magtcentrum, forkyndt af kardinaler, biskopper, præster og missionærer verden over, eller dominerer som statsreligion fra prædikestole i mange lande, udgør absolut ikke nogen som helst garanti for, at den er "videnskab".
      At den eller den person fremtræder og påberåber sig at have "oplevet Gud", at have "oplevet udødelighed", at være "overskygget" af "den hellige ånd", at være "frelst", at være "hellig", gør absolut ikke den religiøse verdensanskuelse til "videnskab", sålænge vedkommende kun kan proklamere disse oplevelser som postulater, hvilket altså vil sige påstande, der er ganske blottet for videnskabelig begrundelse eller en virkelig bekræftende matematisk bevisførelse for de nævnte problemers urokkelige identitet med de evige naturlove eller den overalt i naturen herskende guddommelige skabelseslogik. Sålænge denne ganske mangler i problemernes særlige docering, kan de allerhøjst for alle udenforstående eller dem, der ikke selv har oplevet disse, kun udgøre dogmer eller stærke formodninger. Men formodninger kan jo vise sig at være fejltagelser, og den religiøse verdensanskuelse bliver således ved en blot og bar påstand ligeså lidt "videnskabelig" som den materialistiske.
      At den undertiden slår ud i følelsesfulde, men intelligensfattige "vækkelser" eller "rørelser", hvis tilhængere mange steder kan fylde kæmpehaller, giver den ikke noget som helst prædikat af "videnskab". Det viser derimod hvor stort et publikum, der endnu eksisterer uden at have noget virkeligt kendskab til verdenslogikken, og derfor ganske mangler evnen til at stille krav om en forstandsmæssig underbygning af den religiøse livsbasis eller verdensanskuelse, som det nødvendigvis må leve sit daglige liv på.
      At man har en stor social position, at man er en stor forretningsmand: grosserer, bankdirektør eller skibsreder, at man er en stor jurist: overretssagfører, dommer eller statsadvokat, at man er en stor kunstner: forfatter, skuespiller, maler eller billedhugger, eller på anden måde hører ind under det, man regner for at være den intellektuelle verden, og alligevel eventuelt kan være fremtrædende som entusiastisk tilhænger af ovennævnte intelligensfattige, men følelsesfulde "religiøse bevægelser", viser kun, at ens intelligens endnu ikke er så fremragende udviklet, at den betinger, at man stiller det samme logiske krav til selve verdensanalysen, til de religiøse foreteelser, som det, man uvægerligt, for at kaldes "stor", i sin egen daglige praksis selv må opfylde, enten denne er forretning, jura eller kunst, men her ganske nøjes med at tilfredsstille følelsen. Det vil altså igen sige, at man her overfor de religiøse problemer slet ikke anvender den nøgterne og skarpe forstandsmæssige kritik og tænkning, som man er nødsaget til at anvende i det materielle daglige problem: "kampen for tilværelsen". Man bliver i ovennævnte tilfælde "sjælelig grebet", som det hedder, hvilket vil sige, man får en slags "behagsfornemmelse" af den fremførte religiøse påstand. Den fylder en med en slags sjæleligt velvære uden forstandsmæssig kontrol eller indsigt.
      Men et sådant velvære, der udelukkende er baseret på "fornemmelse", og derfor ikke er stabiliseret ved nogen særlig indgående intelligensmæssig analyse, er en bevidsthedstilstand, der i princip minder meget om – "beruselse". Denne er jo også i de fleste tilfælde en velværefornemmelse uden forstandsmæssig indsigt. Men her må man naturligvis skelne skarpt, thi medens den alkoholistiske beruselse er en unaturlig, kunstig frembragt foreteelse, der som virkninger af en underminerende gift er nedbrydende eller lemlæstende både for sjæl og legeme, er den religiøse "beruselse" eller entusiasme et naturligt fænomen, der er beregnet på at stimulere eller befordre bevidsthedslivet fremad og opad mod en højere moralitet, civilisation og kultur. Endvidere er der også den forskel på den alkoholistiske og den religiøse beruselse, at medens den intelligensmæssige analyseringsevne i den første slet ikke mangler hos individet, men kun midlertidig indtil en vis grad er hæmmet eller lammet på grund af giftens virkninger, eksisterer den i sidstnævnte kun i en meget elementær form. Den her nævnte religiøse "beruselse" skyldes altså en instinkt- og følelsesmæssig fornemmelse af en religiøs påstands rigtighed, uden af dens ophav eller tilhængere intelligensmæssigt at kunne bevisføres, idet de pågældende væseners intelligensevne på de religiøse felter er ganske uudviklet. Dette manglende intelligenstalent på de religiøse felter betinger altså, at de samme væsener religiøst endnu kun kan føres i kraft af deres instinkt og følelse.
      I kraft af den uudviklede intelligensevne på de religiøse felter, affødes der i de pågældende mennesker intet særligt stærkt begær efter nogen rent forstandsmæssig indsigt i de nævnte felter. Man er her vant til, at "Guds veje er uransagelige", og at disse kun for "Guds udvalgte": "profeterne", religionsstifterne eller "verdensgenløserne" er "åbenbarede", og at disse "indviede" væseners udtalelser derfor må erkendes som sandhed, som rettesnor for de væsener, der ikke selv kan modtage "åbenbaringerne". Det er altså blevet en vane, at acceptere de "indviede" væseners vidnesbyrd uden intelligensmæssig kontrol. Ja denne vane er endog så stærk og dominerende, at det indenfor de pågældende religiøse væseners kredse eller sammenslutninger ligefrem betragtes som "syndigt" intelligensmæssigt at beskæftige sig med de overfysiske problemer eller profetiske udsagn. Man skal derimod blindt acceptere disse uden nogen som helst fornuftsmæssig indsigelse. En sådan erkendelsesmåde er igen det samme som det, vi kalder "troen". "Troen" udgør således i virkeligheden kun en stærk sympati for eller tillid til en erkendelse af et problem, hvis intelligensmæssige detaljering eller bevisførelse man endnu ikke har evne til at fatte eller har haft adgang til at komme i berøring med. Ethvert væsen, der endnu ikke har fået udviklet noget særligt intelligenstalent på det religiøse område, kan altså ikke forstandsmæssigt, men derimod kun følelsesmæssigt, acceptere erkendelsen af de overfysiske foreteelsers eksistens. Da det store flertal af menneskene netop ikke er, og navnlig i de svundne århundreder ikke har været, i besiddelse af nævnte religiøse intelligenstalent, er denne følelsesmæssige accept, der jo er det samme som "troen", blevet doceret som vejen til "frelse", vejen til Gud og sandheden. "Troen" er altså den "gangstol", i hvilken ethvert væsen må støtte sig i de felter, hvor det ikke selv har evne til at skaffe sig "viden". Og på "troen" har al religiøs fremgang og kultur hidtil været baseret. Derfor er "troen", selv om den også, som før nævnt, i princip har en vis lighed med "beruselse", dog udgørende en meget nødvendig guddommelig anordning i de første svære stadier i den menneskelige udviklingsbane. Men den har sin begrænsning. Den er ikke "videnskab". Den kan kun føre menneskene på det stykke vej i udviklingen, hvor den religiøse forstandsevne endnu er så primitiv og uudviklet, at den ikke tvinger sit ophav til at fordre intelligensmæssig eller videnskabelig kontrol over den religiøse erkendelse, det instinktivt eller følelsesmæssigt mener sig tilskyndet til at have til livsbasis.