Men i denne vor kosmiske væsenstilstand må vi alligevel erkende en over os fremtrædende overmagt, en altomspændende verdensmanifestation, hvis love og principper muliggør vor manifestation og fremtræden, vor viljeudløsning og skabeevne, samtidigt med at det ved nærmere kosmisk oplevelse bliver en kendsgerning, at vi selv hver især udgør noget af ophavet til denne verdensmanifestation. Vi har jo indtil en vis grad medbestemmelsesret, kan i henhold til nogle procent fri vilje, vi sidder inde med, variere på verdensmanifestationen. At det ganske vist kun er i mikroskopisk format forandrer jo ikke princippet eller kendsgerningen. Men når vi således udgør noget af ophavet til vor egen fremtræden, er vi jo i "familie" med dette ophav. Ligesom vi har set, at der eksisterer "kosmiske håndværk", således bliver vi nu også her vidne til, at der eksisterer "kosmisk familieskab". De levende væsener arbejder sammen med et større ophav, af hvilket de selv udgør noget. Et sådant "familieskab" udtrykker lige akkurat det forhold, der eksisterer mellem forældre og børn. Normalt er forældrene udgørende et for børnene overlegent ophav, som de arbejder sammen med, og hvis blod rinder i deres egne årer.
      Et forældreprincip består jo som bekendt af et fader- og moderprincip, hvilket igen henholdsvis må udlægges som et "maskulint" og et "feminint" princip.
      Vi kan dog ikke her komme nærmere ind på disse to principper, hvis udførlige fortolkning vil komme til at forefindes i de kommende bind af "Livets Bog", men skal dog fremhæve, at i selve verdensmanifestationen er nævnte to principper forenet i ét.
      Da alt er vibration eller bevægelse og dermed forvandling underkastet, er alt levende, thi absolut ubevægelighed eller stilhed er jo dødens eller livløshedens kendemærke. Men da dette "kendemærke" som bekendt absolut ikke eksisterer noget som helst sted i tilværelsen, bliver alt identisk med liv. Alt er således levende materie. Men levende materie kan principielt kun eksistere som et levende væsens "kød" og "blod", hvilket i dette tilfælde vil sige: manifestations- eller livsmateriale. Det vil så igen betyde, at den samlede verdensmanifestation ikke er en død naturtilstand, men kan derimod i absolut forstand kun udtrykkes som "et levende væsens tilstand".
      At tro eller forestille sig, at kun den mikroskopiske del af universet, af tilværelsen, der er tilgængelig for det jordiske menneskes sanseevne som "levende", er "liv", og at hele den øvrige del af verdensaltet kun skulle være "død" materie, blinde naturkræfter, og at mennesket, det i forhold hertil lille mikroskopiske støvfnug, skulle være den højeste livsytring i tilværelsen, være det eneste for hvilket alle disse myriader af himmellegemer, mælkeveje og solsystemer, disse umådelige kræfters spil, var sat i bevægelse, har intet som helst med logik at gøre, og kan således kun opfattes af væsener, hvis højeste viden eller forskningsfacitter endnu kun udløser sig i mål og vægt, i kilometer og hastigheder, i vibrationer og bølgelængder, men derimod endnu ikke er nået frem til at kunne analysere tilværelsens materier i deres sande og virkelige facitter: tankeklimaer, bevidsthedsmaterier, livsytringer.
      Da mål, vægt og hastigheder, vibrationer eller bølgelængder i virkeligheden kun udgør størrelsesbegreber, og størrelsesbegreber ikke kan udgøre noget afgjort bevismateriale for liv, er det givet, at man, sålænge man i videnskabelig forskning endnu kun er nået til den art facitter, erkender verdensaltet for "død" natur, ja, at man ikke engang kan tro på sit eget udødelige liv, men opfatter sig selv som identisk med denne "døde" natur. At ens hjerne og hjerte vejer så og så meget, at ens puls og åndedræt fungerer så og så hastigt, at ens normale temperatur er så og så høj, og ens fysiske legemes levetid er så og så lang, er jo atter kun tomme størrelsesbegreber og giver ingen som helst analyser af det højeste "noget", der nødvendigvis må være ophavet til den logik, der bestemmer målene, vægten og hastighederne eller retfærdiggør de kendte størrelsesbegreber, hvorved netop skabes de kendte livsytringer, vi kalder "mennesker", "dyr" og "planter". At der findes en sådan logik, at alt, hvad der udforskes og skaffes klarhed over, er baseret på intelligens, er bygget plan- eller lovmæssigt op lige fra mikroben til snefnugget og lige fra snefnugget til solsystemet er jo forlængst en videnskabelig kendsgerning.
      Men når alt er logisk, er det jo udtryk for intelligens. Intelligens er netop evnen til at skabe logik. Uden intelligens ingen logik og uden logik ingen skabelse, men kaos. Vi er altså her, gennem den i verdensmanifestationen afslørede logik, kommet til et facit, der ikke er et størrelsesbegreb, men i form af intelligens er et bevidsthedsbegreb, er en livsytring.
      At intelligens er en livsytring tør vel ikke benægtes af nogen? – Er man nogensinde indenfor områder, hvor ens sansebegavelse er højst udviklet, og hvor man altså har evne til at se klarest, blevet vidne til, at intelligens ikke var en livsytring, hvilket vil sige, ikke var en egenskab eller evne ved et levende væsen? Har man nogensinde indenfor nævnte område set denne egenskab uden med et levende væsen til ophav? – Har man nogensinde set et hus, et vandfad, en trækvogn som ophav til intelligens? –
      I det område, hvor vor sansebegavelse er skarpest, er det altså en kendsgerning, at intelligens kun kan eksistere som livsytring, hvilket igen vil sige: som bevis for liv. Men når intelligensen, i de områder, hvor vi er mest begavede til at overskue problemerne, således er bevis for liv, bevis for et levende ophavs eksistens, hvorfor skulle den så ikke også være udtryk for et levende ophav, være basis for liv, i de områder, hvor vor sansebegavelse er mindre klar eller skarp? – Hvad har det med en normal fornuft at gøre: samtidigt med at man erkender en absolut logik i opbyggelsen af de materielle foreteelser, i naturlovene, benægter man et levende ophav til samme logik, blot fordi dette "ophav" er ukendt? – Er dette ikke ligeså ufornuftigt, ligeså ulogisk som at påstå, at et maleri har malet sig selv, blot fordi man ikke kender kunstneren eller ophavet til den logik, på hvilken maleriets tilblivelse er baseret? –
      Logik eller intelligens kan således kun eksistere som livsytring eller som bevis for et levende ophav. Og alle naturlove, alt, hvad vi retmæssigt erfarer eller oplever af den os omgivende verden, udtrykker eller afslører en så altovervældende intelligens eller logik, at det er kendskabet til blot brøkdele eller små brudstykker af denne, der udgør videnskaben. Hvad er astronomi, matematik, fysik, geologi, medicin osv. andet end lidt afsløret kendskab til visse naturlove, lidt afsløret verdenslogik? – Og er det ikke dette kendskabs tilegnelse, der skaber professoren, doktoren, ingeniøren eller andre repræsentanter for intellektualitet? – Hvad ville disse være uden netop dette kendskab? – Er primitivitet og overtro ikke herskende faktorer i væsenernes bevidsthed i samme grad, som de netop mangler oplysning om selve naturens love, hvilket altså vil sige, mangler oplysning om dens logik eller afsløring af intelligens? –
      Men når naturen selv således afslører intelligens, og denne igen ikke kan eksistere uden at være udtryk for et levende ophav, beviser naturen selv, at den er udtryk for "et levende ophav", gør det til kendsgerning, at verdensmanifestationen eller verdensaltet er "et levende væsens tilstand". At modsige dette er jo det samme som at gøre sig skyldig i den primitivitet at påstå, at "døde" ting kan være ophav til intelligens, det er at udtrykke, at et hus, et vandfad, en trækvogn kan regne og skrive.
      Og hvorfor skulle man ikke netop påstå dette, når man påstår, at den logik, der betinger skabelsen af is og sne, skabelsen af de levende væseners organismer, har "naturen" til ophav, hvilket, sålænge "naturen" ikke opfattes som "et levende væsen", altså betyder, at nævnte logik har skabt sig selv? – For man vil vel ikke påstå, at snefnugget eller de levende væseners organismer, med deres særligt hensigtsmæssigt arbejdende organer er mindre intelligensmæssigt bygget op end netop huset, vandfadet eller trækvognen? – Og ligefrem påstå, at de nævnte organer helt er blottet for intelligensmæssig opbygning, tør man vel heller ikke? –
      Er det ikke netop i højeste grad logisk, at tænderne sidder i munden, og at afføringsorganerne ikke er anbragt lige umiddelbart op ad lugteorganerne? – Er det ikke i højeste grad hensigtsmæssigt, at skeletdannelsen i særlig grad finder sted omkring de bærende livsorganer: hjernen, hjertet og lungerne? – Og det kan vel heller ikke være udtryk for kaos eller manglende logik, at vi har øjne, hænder eller fødder, at fuglene har vinger og fjer og fiskene finner og skæl? –
      Men når naturen i sig selv afslører så megen logik, så megen intelligensmæssig opbyggen i sin egen fremtræden, må den også være udtryk for "et levende ophav". Der findes intet som helst udover en komplet uvidenhed, der berettiger til at udtrykke denne som "dødt" materie, en livløs masse, en manifestation af ulogik eller kaos, en kombination af tilfældigheder.
      Når væsenerne alligevel ikke desto mindre i overvældende grad udtrykker naturen således, er kendsgerningen denne, at de i virkeligheden på dette specielle område kommer ind under begrebet "de vide ikke, hvad de gøre".