Logik
41. KAPITEL
Det fuldkomne ægteskabs zone
Et ægteskab beror altså ikke på en vielsesattest, men på et væsens "følen sig ét" med et andet væsen. Der vil derfor i verden være mange væsener, der er "gifte", men ingen vielsesattest har, og mange, der har vielsesattest, men ikke er "gifte". For dyrenes vedkommende kan denne "følen sig ét" med et andet væsen kun komme i stand gennem naturens egen inddeling af væsenerne i de to køn: hankøn og hunkøn.
      Ved disse to køns seksualorganers særlige bygning og gensidig afhængighed i udløsning opstår ved deres samarbejde kulminationen af nævnte guddommelige følelse. Dyrets mentalitet skabes udelukkende ved denne dets organismes særlige seksualbygning. Gennem hele dets legeme sitrer en kraft, der udløser sig i dets mentalitet som et uimodståeligt begær efter at opleve og nyde denne "følen sig ét" med et andet væsen. Men da denne følelse kun kan skabes eller udløses gennem en kontakt mellem dets egne seksualorganer og seksualorganerne fra et væsen af modsat køn, må det nødvendigvis afføde begæret efter at eje et sådant væsen. Hele individets mentalitet formes af dette begær. Samme begærs tilfredsstillelse er en livsbetingelse. Uden denne tilfredsstillelse er livet ikke meget værd, og individet føler sig næsten som et overflødigt væsen.
      Desuden er livet i organismerne af en sådan beskaffenhed, at det forplanter sig videre ved dette kontaktskab mellem seksualorganerne, således at nye organismer kan opstå, hvorved det bliver muligt for de evige "jeger" bag organismerne stadigt at danne sig nye legemer for deres inkarnation.
      Dyrerigets samlede organismer er kun udgørende et fremskredent "plantelegeme". Det skal have sol, varme og fugtighed. I dette "plantelegeme" er hver enkel organisme udgørende et nyt skud. Og igennem seksualvirksomheden skabes altså muligheden for disse nye skuds opståen og dermed det nævnte "plantelegemes" stadige vedligeholdelse. Vi er altså alle skud på det samme træ, har den samme stamtavle. Vi er alle i familie, er kosmiske søskende. Jeg nævner det blot her, fordi erkendelsen af dette broderskab, som vi senere skal komme tilbage til, er en stor væsentlig faktor i retfærdiggørelsen af kærlighedens natur og for opnåelsen af at "føle sig ét med Faderen".
      Men denne sidstnævnte følelse eller mentale tilstand er det dyriske væsen ganske afskåret fra at kunne opleve, idet dets mentalitet, som vi allerede har nævnt, kun er skabt til at kunne "føle sig ét" med et væsen af modsat køn. Dette væsen af modsat køn bliver derfor foreløbig dets højeste livsmoment. Det er genstanden for dets tilbedelse. Det er dets sande religion og gudsdyrkelse. At eje dette væsen er dets højeste oplevelse af salighed. Og der, hvor denne salighed gensidigt er til stede, der eksisterer det fuldkomne ægteskab. Der kulminerer overholdelsen af det sjette bud. Der er der ingen, der "bedriver hor". Der "forlader en mand fader og moder og holder sig til sin hustru". Der ser en ægtefælle ikke "på nogen anden kvinde for at begære hende", og kommer derved ikke til at "bedrive hor med hende i sit hjerte". – Her finder ingen fosterfordrivelser sted. Her opfyldes det guddommelige bud: "Vorder frugtbare og mangfoldige". Her er der ingen, der "bedriver hor" ved at "tage en fraskilt til ægte". – Her ligger en mand ikke ved en "mandsperson, som man ligger hos en kvinde". – Kort sagt, alt, hvad der i Bibelen er påbudt vedrørende ægteskab, opfyldes her som en selvfølgelighed, fordi væsenerne i følge deres organismers bygning og deres hele mentale tilstand udgør den største åbenbaring af kulminerende "hankøns"- og "hunkøns"-væsener, og således er skabt til absolut ikke at kunne gøre noget som helst andet, end netop at opfylde ægteskabsloven.
      Men en zone, i hvilken væsenernes hele natur, både fysisk og mentalt, kun kan udløse sig i overholdelsen af det sjette bud, er jo det fuldkomne ægteskabs zone. Det er "paradisets have". Her bor "Adam" og "Eva". Dette for disse to væsener hver dag at eje hinanden, er Guds tilstedeværelse i haven.