Logik
6. KAPITEL
Intellektualitet, videnskab og den materialistiske verdensanskuelse
Den jordiske menneskehed befinder sig altså på et stadium, hvor det er meget vanskeligt for dens enkelte individer at komme til livets virkelige mening, komme til det virkelige svar på det store spørgsmål: "Hvad er sandhed". Ja, denne vanskelighed har endog affødt den opfattelse, at livet ingen mening har, at der ikke findes noget som helst svar på nævnte spørgsmål. Alt er tilfældigheder.
      Da nævnte opfattelse, at livet ingen mening har, og at det er umuligt på nogen måde at komme til kendskab om de realiteter, der ikke er fysisk materielle, hovedsageligt er populær indenfor de såkaldte "intellektuelle" kredse, vil det være værd at efterforske, hvor "intellektuel" en sådan opfattelse eventuelt kan være, og om det ikke var muligt, at den netop hører med til de beretninger, "der er grebet lige ud af luften", og af hvilke vi allerede har været i berøring med en.
      For at en opfattelse kan være kvalificeret til bedømmelsen "intellektuel" eller "videnskabelig", må den hvile på et fundament af uomstødelige kendsgerninger. Enhver analyse i dens detaljer må være oplevet erfaring. Er den ikke det, kan den kun være "formodning". Men en formodning er altid underkastet den omstændighed, at den hvert øjeblik kan blive omstødt af opdukkende uforudsete fakta. Men en opfattelse, der hvert øjeblik kan blive omstødt af nyopdagede fakta, har intet urokkeligt eller stabilt over sig.
      Da intellektualitet er det samme som tankestabilisering, hvilket igen vil sige det samme som evnen til tankemæssigt at være i kontakt med kendsgerningerne eller de virkelige fakta, vil enhver opfattelse, der i næste øjeblik kan omstødes af andre fakta, og dermed afsløres som uvirkelig eller usand, jo umuligt være "videnskabelig" eller virkelig "intellektuel". Kun den absolutte kendsgernings analyse er stabil, uomstødelig eller hundrede procents "intellektuel". Kun den alene kan retmæssigt høre ind under begrebet "videnskab" og være det "faste punkt" i enhver form for absolut logik.
      Men kan den materialistiske verdensanskuelse, der benægter udødelighed, lader hånt om alt, hvad der kommer ind under begrebet "åndelige realiteter", tror, at alt er stof, og at skæbnen er tilfældigheder, underbygges med oplevede uomstødelige kendsgerninger? – Er nævnte verdensanskuelse virkelig en kendsgernings analyse? –
      Ja, det kan jo ikke nægtes, at det fra et vist synspunkt ser sådan ud. Men det "sete" bliver kun til kendsgerning indenfor den rækkevidde, hvor synets ophav har en hundrede procents evne til at analysere det "sete". Der, hvor individet ikke kan analysere det "sete", bliver synet ikke til kendsgerninger, men til formodninger, illusioner og overtro.
      Den materialistiske verdensanskuelse bliver altså til på basis af "sete" foreteelser. Man "ser" således i det daglige liv, at det levende væsen "fødes" og "dør". Man "ser" store dræbende og ødelæggende naturkatastrofer: vulkanske udbrud, cykloner, jordskælv, tørke, misvækst. Man "ser", at mange væsener "uskyldigt" bliver påført ulykker, lemlæstelser og unaturlig død. Man "ser" had, ondskab, myrderier, blodbade, krige, henrettelser. Man "ser" hungersnød, armod, nedværdigelse, slaveri. Man "ser" vanskabninger, blinde, stumme, døve, halte, lamme, åndssvage og sindssyge. Man "ser" hykleri, bagtalelse, mismod, selvmord, angstskrig og dødskvaler overalt, kort sagt, man oplever et eneste stort syn af "tilfældigheder" og "kaos". Man "ser" en ganske planløs verden.
      Men dermed er også grundlaget for den materialistiske verdensanskuelse ganske udtømt. Det "syn", der udgør den nævnte verdensopfattelse, udgør ikke nogen som helst dyberegående analyse. Det er meget elementært og uundersøgt. Det er i sin første grove og letfattelige fremtoning, således som det viser sig for enhver skeptisk tilskuer uden større analyseringsevne og uden nogen særlig skarp logisk sans.
      At "se" verden som et kaos af tilfældigheder, at "se" individerne som "dødelige" væsener, kræver således ingen særlig begavelse. Den materialistiske verdensanskuelse er primitiv. At den fortrinsvis yndes af akademikere, ja endog undertiden af fremragende akademikere: doktorer, professorer eller de såkaldte "videnskabsmænd", forandrer ikke de her nævnte fakta, og udgør heller ikke på nogen som helst måde garanti for den nævnte verdensanskuelses identitet med sandheden, selv om dette for mange sjæle naturligvis udgør en stor stimulerende faktor for dens antagelse. Men en ting bliver ikke "videnskabelig" eller "intellektuel" blot fordi, den accepteres eller udtales af en videnskabsmand. Videnskabsmænd har også deres begrænsning, har også deres svage punkter, felter, hvor de endnu er uvidende. Der skal helt andre momenter til at gøre en opfattelse "videnskabelig". Og kun det primitive menneske, hvad enten det fremtræder i silke eller pjalter, accepterer alt kritikløst, når blot det kommer fra "videnskaben", presse eller andre formentlige autoriteter. – "Gode ord fryder dåren". –
      Det materialistiske verdensbillede kan altså "ses". Men når en illusionist eller tryllekunstner optræder, kan det også undertiden "ses", at han "spiser" barberblade, glasskår e.l., at han "puster" ild ud af munden, at han får genstande til på "unaturlig" måde at forsvinde og komme til syne, at han "uden berøring", kun ved den "blotte tanke" kan bevæge blade i et spil kort, at han "fremtryller" levende dyr, viser "ånder", "spøgelser" samt en masse andre "overnaturlige" fænomener. Men er trolddom og hekseri dermed bevist, blevet en kendsgerning? – Ved ikke alle tilskuerne, skønt de "ser" fænomenerne lige for deres øjne, at det "sete" i nærværende tilfælde kun er en camouflage eller en maskering af en bag "fænomenerne" forekommende naturlig analyse? –
      Uden denne analyse bliver det "sete" altså til uvirkelighed eller illusion. Et "syn" bliver således til illusion, når det bærende eller toneangivende er camoufleret eller skjult, hvorved helhedsindtrykket forvanskes, kommer til at udtrykke noget helt andet, end det, det i virkeligheden er.
      Med hensyn til verdensaltet, tilværelsen eller det daglige liv kan det jo ikke nægtes, at det "sete" her i stor stil forekommer uden analyse, at der her findes kæmpemæssige skjulte sider, som nødvendigvis i tilsvarende grad må tvinge oplevelsen til at fornemmes eller opfattes som noget ganske andet, end det den i virkeligheden er. Men en oplevelse, der ikke er det, den ser ud til at være, er jo det samme som en illusion. Den almindelige daglige materielle oplevelse af livet, hvorpå den materialistiske verdensanskuelse er baseret, er således det samme som en illusion, det samme som oplevelsen af en uvirkelig verden. – At opfatte denne uvirkelige verden som virkelig, som udtryk for den sande og hele verdensplan vil altså være det samme som at tro på en illusion. Men en sådan tro er jo identisk med – "overtro". Den materialistiske verdensanskuelse er således ikke "videnskab", men "overtro". Dens tilhængere og forkæmpere kan derfor retmæssigt kun erkendes som – "overtroiske", altså en bevidsthedstilstand der slet ikke er det "intellektuelle" menneske værdig, og navnlig ikke medlemmer af den akademiske verden.
      Den virkelig udviklede videnskabsmand skal derfor også meget have sig frabedt at hælde til nævnte materielle verdensanskuelse. Han ser mere og mere, at den er en realitet, der kun kan proklameres af "dåren, der vandrer trygt, hvor engle ikke tør træde".
      Men der findes jo andre i sandhedskærlighed mindre stabiliserede akademikere, der, i ly af en, på et eller andet den virkelige verdensanalyse fjerntliggende felt, erhvervet doktorgrad eller professortitel, mener sig berettiget til at udtale sig, som om de også havde kvalifikationer til "videnskabeligt" at udtale sig om verdensanalysen. Men en sådan manifestation stempler ikke de nævnte akademikere som "videnskabsmænd". Fordi man er professor i kemi, behøver man ikke absolut at være ekspert i sprog. At man er uddannet bager garanterer ikke, at man også er specialist i skrædderfaget. Ligesom man udmærket kan være håndværker, uden at dette absolut behøver at betyde, at man er skomager, således kan man også være en ganske storartet videnskabsmand, uden at dette behøver at betyde, at man har forstand på selve verdensanalysen.
      At udtale sig som eksperter, som ufejlbarlige i felter, hvor man ikke står på erfaringens faste grund, er kun udslag af overdreven ærgerrighed, et sygeligt begær efter beundring og hyldest. Men sådanne personer kan jo umuligt være første klasses lærere eller vejledere for andre. Kun af det primitive menneske med fattig menneskekundskab kan de accepteres som "autoriteter" i verdensanalysen, blot fordi de har stor videnskabelig position på andre felter.
      Den fuldendte og moralsk udviklede videnskabsmand ved, at det er "uvidenskabeligt" at udtale sig som autoritet på felter, hvor man ikke er uddannet, ikke har erfaring og derfor ikke har hjemme. Han skal nok, tro mod den sande videnskab, vogte sig for at blamere denne eller sig selv ved at benægte Gud, ved at benægte udødelighed, ved at benægte, at der er højere former for liv end det menneskelige, kort sagt ved at være talsmand for den materialistiske verdensanskuelse.