Logik
62. KAPITEL
"Forlorne forældre" og "den forlorne søn"
Og hvorledes blev så disse "hellige" mænds førelse? – Den blev lige akkurat en til disse naturmenneskers primitive opfattelsesevne sådan tilpasset fortolkning af livets mening, at den kunne tilfredsstille det, disse væsener foreløbig var i stand til at føle af begær efter viden om livets logik eller hensigtsmæssighed. At denne fortolkning ustandseligt måtte ændres er jo en given sag, idet "syndefaldets" virkninger eller erfaringer jo efterhånden tårnede sig op, og en sådan berigelse af erfaringer ikke kunne finde sted uden netop i tilsvarende grad at berige individet med kvalifikationer til at forstå eller modtage en tilsvarende dybere teoretisk vejledning eller undervisning i livets analyser.
      Menneskeheden er således i sin helhed under en åndelig vækst. Denne vækst går igen som en repetition hos det enkelte individ i form af dets åndelige forvandling fra dets fødsel til dets modenheds indtræden. Og det lille barns spørgsmål kan ikke besvares på samme måde som det voksne menneskes om den samme ting, ligesom det også er en kendsgerning, at det lille barns spørgsmål i reglen gælder sider ved livet, som den voksne forlængst har fået rede på. Der foregår således en forvandling i mentalitetens spørgenatur fra individets barnetilstand, til det når skelsår og alder. Og det er tilpasningen af besvarelserne eller tilfredsstillelsen af denne voksende spørgenatur, vi kender som "opdragelse".
      Og ligesom ethvert barn må være underkastet opdragelse for at få sin medfødte natur under kultur, således må også ethvert voksent menneske være underkastet en "opdragelse" for at få den ved dets børneopdragelse opnåede kulturstandard endnu mere højnet eller udviklet. I det første tilfælde befordres opdragelsen normalt af forældrene, medens den i sidste tilfælde overgår til at befordres af livet selv, hvilket altså vil sige, dels ved praktiske oplevelser eller erfaringer, og dels ved teoretisk undervisning. Individets oplevelser, alle uden undtagelse, både de behagelige og ubehagelige, både de såkaldt "onde" og de såkaldt "gode", udgør således en slags hovedopdragelse for individet. Og ligesom det lille barns oplevelser i stor stil er mystik for det, indtil det har indhentet sine forældres eller opdrageres oplysninger eller synspunkter i de pågældende felter, således er også det voksne menneskes oplevelser og hændelser indtil en vis grad mystik for det, indtil det har forhørt sig hos sine "opdragere", hvilket vil sige hos dem af de tidligere omtalte "hellige" mænd, som de måtte have tiltro til.
      Vi ser således her, at det voksne menneskes liv i virkeligheden kun er en, i en højere form fremtrædende, gentagelse af dets barnetilstand. Ligesom barnet er afhængigt af sine opdragere eller forældre, således er den voksne også afhængig af væsener og forhold, han eller hun formoder repræsenterer en, i forhold til dets egen tilstand, større modenhed eller intellektuel fremtræden. Og denne afhængighed har da også affødt, at det igennem de samme væsener og forhold instinktmæssigt føler en – "himmelsk Fader".
      Og ligesom det lille nyfødte barn ikke straks begriber sine forældre, men først senere, når det efterhånden er blevet vænnet til at se dem hver dag, således begriber det jordiske menneske heller ikke klart sin "himmelske Fader", før det igennem mange liv har vænnet sig til hans manifestationer og er kommet til bunds i den, gennem disse åbenbarede, logik og kærlighed.
      Medens barnets forhold til forældrene i dets mindreårighed hovedsageligt er følelsesbetonet, bliver det samme forhold beriget med et plus i form af intelligensbetoning, efterhånden som det vokser til. Det vil altså sige, at medens det lille barn betingelsesløst eller med hundrede procent sympati er knyttet til forældrene, ganske uafhængigt af hvilken moralsk standard disse forældre så end tilhører, ligegyldigt om de er tyve, røvere eller bedragere, så er dette ikke ganske tilfældet, når barnet er blevet mere modent eller voksent. I samme grad, som det med alderen får udviklet sin intelligens eller forstand, når det frem til selv at få en mere eller mindre formentlig ufejlbarlig intellektuel dømmekraft, får sin egen mere eller mindre urokkelige mening om livet. Hvis der mellem denne mening og forældrenes eller opdragernes mening om moral, om liv og tilværelse, ingen divergenser er, lider barnets sympati for forældrene eller deres stedfortrædere ingen skade. Tværtimod, den bliver ofte endnu mere inderlig. Men hvis nævnte mening eller barnets virkelige eller formentlige intellektualitet skaber divergenser mellem barnets og forældrenes væremåde, ja, da opløses familiekærligheden mere og mere. Disharmoni, splid og spektakler får undertiden i værste tilfælde indpas, ja, forholdet kan endog kulminere i mord og drab. Livet viser eksempler på både fader- og modermordere, såvel som på sønne- og døtremordere.
      Årsagen til denne disharmoni mellem barnet og forældrene kan altså bero på, at forældrenes mentalitet, deres livssyn, deres opfattelse af moral, er af en mere primitiv medfødt natur end barnets. Efterhånden som barnet vokser til, vil det derfor blive mere og mere stridende imod dets natur at indordne sig under forældrenes moral og forskrifter, idet disse jo kun repræsenterer et udviklingsstadium, barnet allerede i tidligere liv har udlevet. Dette stadium vil derfor nu, overfor dets medfødte indstilling være stærkt forældet og umoralsk og er som følge heraf uforeneligt med dets nuværende højere udviklede indstilling til, hvad der er ret og skel i livet.
      At forældrene ikke kan, og ikke vil, forstå dette, er undskyldeligt, sålænge de endnu ikke kender til reinkarnation og tidligere liv, ikke kender, at "Guds skabelse af mennesket" er det samme som udvikling, er det samme som "dyrets" gradvise forvandling til "menneske", og derfor så meget desto mere blindt klamrer sig til det fjerde af Bibelens ti bud og påberåber sig overfor barnet: "Du skal ære din fader og din moder". –
      Men hvorledes skal et barn, der nærer afsky for at lyve, der nærer afsky for at stjæle, der nærer afsky for at hade og bagtale osv. "ære", agte og beundre et par forældre, hvis moral endnu ikke er nogen hindring for udløsningen af disse manifestationer? –
      Det er givet, at der nødvendigvis, i et sådant tilfælde, må opstå kollision mellem forældre og barn, ligesom det også er en kendsgerning, at denne undertiden helt kan føre til adskillelse mellem parterne. Og vi får da her analysen af et forhold, som retmæssigt vil være at kendetegne under udtrykket: "de forlorne forældre".
      Men det modsatte af ovennævnte forhold kan også være tilfældet. Det hænder også, at forældre kan få et barn, hvis medfødte natur og anlæg, efterhånden som det vokser til, afslører sig at være af en langt lavere og mere primitiv art end forældrenes, således at det her viser sig, at det er barnet, der har tilbøjelighed til de primitive manifestationer som at lyve, stjæle, hade osv., medens forældrene forlængst har tilbagelagt disse stadier som udlevede. Det er givet, at opdragelsen her, for disse forældre, bliver meget svær og vanskelig, og at denne i heldigste tilfælde kun resulterer i en slags "dressur", som i virkeligheden kun kan holde sig, sålænge barnet helt er under forældrenes kontrol og tvang, men taber sin virkning, ligeså snart barnet kommer udenfor denne, bliver voksen, bliver sin egen herre. Det vil da nødvendigvis følge de medfødte instinkter og tilbøjeligheder, det endnu ikke har udlevet, endnu ikke er blevet mæt af, og som derfor helt betyder livet og dermed den formentlige lykke for samme væsen. "Ingen kan lægge en alen til sin vækst", og man må således ikke tro, at "opdragelse" kan gøre det af med uudlevede instinkter og derved løfte et menneske fra et udviklingstrin til et andet. En gøgeunge i reden bliver nu engang en gøgeunge, ligegyldigt hvor meget den så end omgås sine små plejeforældre, ligegyldigt hvor kærligt disse så end tager sig af dens forplejning og opvækst. Kun livet selv, hvilket vil sige, individets egen selvoplevelse og den heraf udløste udlevelse eller erfaringsmættelse kan frigøre individets passage fra et lavere til et højere trin på udviklingens eller den virkelige morals stige. "Opdragelse" derimod kan kun udløse sig som en, gennem opdragerne næsten politimæssig hævdelse af de på hvert trin eksisterende former for almengældende opfattelser og "tro", samt i bedste tilfælde, hævdelse af de paa trinet allerede udvundne eller indhentede erfaringer, som det eneste saliggørende, således at dette tilsammen kommer til at danne en, for samme trin passende, kultiveret erkendelse af dets sande natur, i den der opdrages. Men da hvert trin nødvendigvis må have sine særlige erfaringer og dermed også sin særlige erkendelse, og denne er "opdragelsens" basis, må hvert trin således have sin særlige specielle "opdragelse". Og hvert trins "opdragelse" bliver altså en kultivering af individernes mentalitet i trinets sande ånd eller natur. Det bliver derfor givet, at hvert individ kun kan kultiveres eller "opdrages" i det trins moral og opfattelse, som det af naturen tilhører. Hvis et individ skal påtvinges en "opdragelse", der tilhører et højere trin end det, det i virkeligheden tilhører, vil det altså sige det samme som, at man vil kultivere naturer og anlæg i dets mentalitet, som absolut kun findes i de væseners mentalitet, der tilhører det trin, hvorfra den pågældende "opdragelse" stammer. Man vil altså "opdrage" eller kultivere noget i det nævnte væsens mentalitet, som slet ikke findes.
      Men hvorledes skal man kunne kultivere noget, der slet ikke eksisterer? –
      Ikke desto mindre ser vi alligevel som kendsgerning, at mange væsener fra primitive trin underkastes højere trins "opdragelse". Disse væsener kommer altså ikke derved til at tilhøre disse højere trin. Men hvis opdragerne er meget ihærdige, bruger magt og vold, kan de tvinge de nævnte individer til at manifestere en slags ydre gestus, der får det til at se ud, som om de netop besad det højere trins udvikling, der er den pågældende "opdragelses" virkelige hjemsted. Men denne ydre gestus har intet liv, har ingen rod i de pågældende individers virkelige forståelse og sympati, der jo nødvendigvis må beherskes helt af det, der er deres virkelige medfødte natur.
      En sådan ydre gestus svarer i det store og hele til den foreteelse, vi ser, når en hund er "dresseret" til at give pote og "hilse goddag". – Hundens "hilsen" mangler ganske det indre liv, der er basis for en sådan hilsen. Hundens "hilsen" bliver, for den selv, kun en ved tvang fremkaldt, ydre foreteelse, hvis mening den absolut ikke har den fjerneste anelse om, og hvilken ydre foreteelse den derfor kun manifesterer, fordi den muligt ellers får klø, eller også i bedste tilfælde, derved opnår en lille lækkerbisken, et stykke sukker e.l. Men hvad har en sådan "hilsen" med den virkelige, menneskelige hilsen at gøre. Den er og bliver kun "dressur", hvilket vil sige et tvangseksperiment. Og på samme måde bliver resultatet af et højere udviklingstrins "opdragelse" kun til et ydre skin, et forlorent udtryk for nævnte "opdragelses" trin, når den påtvinges væsener fra lavere udviklingstrin. En sådan forkert "opdragelse" får altså disse væsener til at omgive sig med et ydre, materielt skin af en højere sjælelig kultur, som de slet ikke besidder, og er således kun "dresserede" væsener.
      Ind under dette kunstige, sjælløse ydre skin af højere kultur, hører i mange tilfælde også det, vi kender under begrebet "dannelse". Her er det også i mange tilfælde sjæleligt primitive væsener, der ved et højere trins skoleundervisning og "opdragelse" er blevet i stand til at camouflere eller maskere deres primitivitet med samme "opdragelses" ydre hjernemæssige foreteelser eller detaljer og kommer derved til at se ud, som om de virkelig var ægte repræsentanter for det højere trin, nævnte "opdragelse" tilhører.
      Men et sådant ydre skin, en sådan forloren tilstand, er ikke det samme som en ægte tilstand. Og før eller senere vil naturen gå over optugtelsen, og individets retmæssige sjælelige standard afsløres. Livets lektier skal praktisk opleves. Man slipper ikke med at kunne give et højere trins manifestation som blot og bar hjernemæssig tillært "dressur", man må også med hjerte og følelse kunne udtrykke den som en medfødt hundrede procent egennatur og selvoplevelse. Der må derfor nødvendigvis opstå kollisioner, når en "opdragelse" fra et trin skal påtvinges væsener, som slet ikke hører hjemme på det pågældende trin. Og derfor må en søn, mentalt, tilsidst komme til at kollidere med forældre, der i blind kærlighed og uvidenhed vil påtvinge ham en moral og livsopfattelse, hans sjælelige natur endnu slet ikke erfaringsmæssigt har nået, og som derfor for ham i værste tilfælde bliver en påtvungen "dressur", som hans selvopholdelsesdrift nødvendigvis søger at kæmpe sig fri af. Og vi har her analysen af begrebet "den forlorne søn".
      Sønnen må her vandre ud i livet, ud i de praktiske erfaringers zoner, og der ved selvsyn opleve og tilegne sig den højere moral, det højere livssyn, som hans højt udviklede forældre, gennem "opdragelse" eller "teoretisk kultivering" ikke kunne give ham.