Logik
70. KAPITEL
Hvor magt udelukkende accepteres som det eneste afgørende i ethvert tvivlsspørgsmål
"Dyret" er, ved sin omskabelse til "menneske", altså her endnu kun nået til et stadium, hvor det, i form af det jordiske menneske, er blevet i stand til at overtræde det femte bud, hvilken overtrædelse ikke eksisterer hos "dyrene". Det almengældende hos disse væsener er jo dette, at de kun dræber af livsbetingelse. Hvis tigeren ikke dræbte, måtte den jo dø af sult. Men således at bevirke sin egen død, er også mord. Og for væsener af denne art kan det femte bud derved kun være en anvisning på selvmord og er således her absolut ude af stand til at udgøre nogen som helst logisk forskrift. Det femte bud er altså opsat som forskrift for væsener, der myrder og dræber uden at dette er en livsbetingende nødvendighed. Det er en første manende røst fra verdensgenløsningens yderste forpost. Det er en ny verdens blændende stråleglories begyndende indtrængen i "helvede". "Du skal ikke ihjelslå" er det guddommelige trylleord, der omskaber "djævle" til "guder". – Og det jordiske menneske finder gennem dette den åbne vej til "himlen". –
      Den "flygtende" "Adam" og "Eva" møder altså her i form af det femte bud en helt ny fanfare, der lyder gennem verden. "Du skal ikke ihjelslå" er et nyt påbud, der er en hundrede procents modsætning til, hvad "flygtningene" ellers tidligere har været vant til. I de "uddrevne" væseners mange stadier som primitive, som "naturmennesker", er dette at dræbe endnu en moralsk foreteelse, er endnu vejen til helteglorien, er endnu den højeste religiøse udløsning. Man er endnu her så nær "dyreriget", at dets love og vanemæssige traditioner, hvilket vil sige, den stærkeres ret, er et forstenet bærende livsinstinkt, uden hvis opløsning "dyrets" videreførelse i udvikling eller omskabelse til "menneske" vil være en umulighed. Dette tusindårige, ja, millionårige forstenede instinkts opløsning danner hele grundlaget for skabelsen af al "menneskelig" mentalitet, danner basis for al tilegnelse af "intelligens" og "følelse". Ved at gøre det dræbende princip til livsbetingelse og dermed individets dygtighed til befordring af samme princips manifestation til idealisme, moral og ret, blev den unaturlige død i virkeligheden en allestedsnærværende farlig faktor, som tvang individet til alle vegne at være på post, tvang det til at anspænde sine sanser til det yderste, tvang det til at blive denne farlige faktor overlegen.
      Da faren lurede overalt, såvel i skovens tykning som på den åbne mark, såvel i dalens skygge som på bakkedragets top, såvel ved den larmende brænding som ved den stille bæk, såvel i individets egen hytte som i fjendens lejr, kort sagt overalt, hvor en jordmenneskelig fod kunne komme frem og en jordmenneskelig hånd føre et mordvåben, blev individet uimodståeligt tvunget til træning i permanent årvågenhed, tvunget til en uafbrudt anspændelse til det yderste i modforholdsregler: snarrådighed, listighed, behændighed, blev pacet op til at udfolde et mere og mere kunstfærdigt selvforsvar. Den eneste basis for lykke var overvindelse, var tilegnelse af sejr, sejr og atter sejr over alle andre medvæsener. Kun ved at kunne holde disse i skak kunne lykken forblive uforstyrret. Og det bedste, simpleste og mest primitive middel i denne albuen sig frem imod lykken, og som derfor ikke behøvede særligt indviklede, intelligensmæssige funktioner, blev naturligvis slet og ret dette, såvidt muligt, at udrydde de konkurrerende medvæsener, medbejlerne til lykken og overlegenheden. Kun den, der kunne udrydde, baste eller binde sine medvæsener, kunne blive lykkens pamfilius, kun han var i virkeligheden en fysisk fri mand, som alle de undertvungne måtte være slaver eller trælle for.
      Da den eneste vej bort fra trældom, bort fra slaveri og undertrykkelse, bort fra forfølgelse, nedværdigelse og død således udelukkende var tilegnelsen af magtoverlegenhed, var det ikke så mærkeligt, at denne blev den altovervejende idealisme, blev gudsdyrkelse, blev religion, blev "kerubernes" højeste lovbud og anvisning på vejen til "himlen", til "Valhal". Og det er givet, at en sådan religiøsitet umuligt kunne undgå at give udslag i ofring af nogle af de undertrykte, slaverne eller trællene. Man måtte give "guddommen" noget af det erobrede bytte. Hvordan skulle man ellers udtrykke sin erkendtlighed? – Og datidens sande højeste religiøse kultus blev en blodig festrus i mord, drab og martring af de undertvungne til ære for en guddom, der naturligvis udelukkende kun kunne tænkes at have sympati for de sejrende triumfatorer, og al mulig foragt, antipati og blodtørst overfor de undertvungne eller underlegne, "svæklingene" i fysisk magtudfoldelse og kamppræstation. Man var jo dog nødt til, tankemæssigt, at gøre guddommen kulminerende i de idealer og moralske opfattelser, man selv var besjælet af og kun var i stand til at opfatte som de højeste. Hvorledes skulle man ellers opfatte ham? – At tænke sig ham anderledes ville jo være at stille ham analogt med de undertrykte slaver og trælle, med "svæklingene" eller de mindre kampdygtige, hvorved man uundgåeligt måtte komme til at gøre sig selv til skamme, blive ribbet for sin strålende "helteglorie", miste al anerkendelse af og beundring for sin egen store kampoverlegenhed, mord- og drabsdygtighed.
      Men en menneskehed, der endnu ikke kender til virkelig retfærdighed, endnu ikke kender til respekt for medvæsenernes virkelige ret til livet, og hvis højeste beundring eller anerkendelse absolut kun accepterer magt som det eneste afgørende i ethvert tvivlsspørgsmål, tvinger jo hvert enkelt af sine individer til ikke at koncentrere sig om ærlighed, medlidenhed, forståelse eller tilgivelse, selvopofring eller uegennytte, thi disse egenskaber kan altså kun udtrykke "svaghed", kan kun opfattes som "nederlag", "tilbagetog" eller "fej underkastelse" eller "given op" overfor fjenden, i en atmosfære eller zone, hvor den totale utilgivelighed, undertrykkelse eller død over modstanderen er den formentlige højeste vej til guddommens yndest. Og det er givet, at i en sådan atmosfære er man ganske blottet for kosmisk viden. Her har retfærdighed, uegennytte og kærlighed absolut ingen interesse. Her er det altoverskyggende problem: dygtiggørelse i det dræbende princips udfoldelse. Her er vi i "syndefaldets", "dødens" og "mørkets" rige. Og det er en selvfølge, at et sådant rige, i hvilket man endnu ikke kender til retfærdighed, opofrelse og kærlighed som retmæssige livsfaktorer, men derimod med den altoverskyggende styrke- og mordidealisme ligefrem søger at udrydde eller bekæmpe disse, måtte blive identisk med "helvede".
      Men livet, verdensaltet, er baseret på evige, urokkelige love, der er kulminerende kærlighed. Og de levende væsener kan i kraft heraf ikke forblive i "helvede", kan ikke blive ved med at være "trolde" og "djævle", kan ikke blive ved med at være karikaturer på selve livets mening. Det guddommelige ord: "Der blive lys" runger stadig gennem sfærerne. Og "Guds ånd svæver" stadig "over vandene". Og se, igennem "helvedes" mudderpøle og rædselskabinetter åbenbares kærlighedens strålende magt, og den altbeherskende Fader hæver sin evige søn op til sit eget væsen på livets umådeligt lysende tinder.