Logik
82. KAPITEL
Ukærlighed er primitivitetens fornemste kendetegn
Menneskeheden er således for tiden inde i en både fysisk og åndelig krise. De kæmper og kæmper indbyrdes; men det fører ikke til nogen løsning. Intet kan blive fuldkomment ved at sønderlemme sig selv. Alt bliver til kaos, ruin og håbløshed. Men det er denne tilstand, der gør, at menneskeheden bringes til at erkende sin egen magt, begavelse og væremåde som ufuldkommen. Og med denne erkendelse bliver den jo modtagelig for råd og vejledning, bliver interesseret i skabelsen af noget nyt.
      Men hvem skal give den denne hjælp, hvem skal give den dette nye? – Ja, her er det, at kristusprincippet træder til. I verdens historie er man altid blevet vidne til, at der på et sådant tidspunkt, hvor menneskeheden eller dele af den var nede i en mental bølgedal, er blevet født et væsen, der har været så langt foran de jordiske mennesker i udvikling, begavelse og moral, at det har været i stand til at overse de nævnte væseners fejltrin, været i stand til at kunne påvise de realiteter, der på det givne tidspunkt har været de særlige årsager til miséren, og derved har kunnet give jordmenneskene de oplysninger og med deres eget liv anvist den væremåde, som kunne være et forbillede eller en model for hvert enkelt menneske til både fysisk og sjælelig efterfølgelse. Et sådant væsen udgør altså den sande "verdensgenløser". Sådanne væsener har naturligvis for hver ny tidsalder, de kom til verden for at hjælpe, kunnet åbenbare sig mere og mere strålende, hvilket vil sige, kunnet åbenbare deres viden i en større og mere fuldkommen detaljering, idet menneskeheden for hver ny verdensgenløser jo har fået indlevet sig i meget af den forudgående verdensgenløsers visdom og væremåde; med andre ord, den har udviklet sig til at kunne komme ind i en højere "klasse" i "livets skole"; den er blevet i stand til at kunne lære eller påtage sig større og sværere "lektier" og "opgaver" end under den tidligere verdensgenløsning.
      Hidtil har disse "lektier" eller "opgaver" kun været dette at indleve sig i nye moralske trosformer og efter bedste evne at leve på disse. På tidligere tidspunkter i jordens historie havde almenheden ikke intelligens eller erfaringer, ved hvilke de højeste problemer eller facitter ved livet kunne gøres begribeligt. Verdensgenløseren måtte nøjes med at give masserne disse facitter, uden at det var muligt at kunne forklare disses videnskabelige begrundelse. Men masserne fordrede heller ikke denne begrundelse. De erkendte deres intellektuelle fattigdom, og var indstillede på nødvendigheden af at måtte hjælpe sig med at tro på "profeterne" eller "vismændene", som de instinktmæssigt havde en følelse af vidste besked.
      Men således er det ikke i vore dage. "Lektierne" i den "klasse" i "livets skole", menneskene i dag skal til at betræde, er ikke nye trosformer. Dertil har de nu fået udviklet deres forstand alt for meget. Deres intellektuelle begavelse sætter dem i stand til at tænke livets sværeste problemer efter. De kan ikke mere tro. De fordrer analyser. De fordrer fornuftsmæssig eller videnskabelig begrundelse for hver en idé eller forestilling, der skal have indflydelse på deres åndelige eller sjælelige liv. Alt må være videnskab. Det tyvende århundredes menneske lever hellere uden nogen religiøs eller åndelig basis, end det lever på tro og forestillinger, det slet ikke forstår eller er i stand til at sætte i forbindelse med fornuft eller logik. Derfor bliver råbet nu udelukkende: "logik", "logik" og atter "logik".
      Og vi er her ved kernen i denne bogs begrundelse. Dens opgave er den, som supplement til mit hovedværk "Livets Bog", at vise sandheden med hensyn til det jordiske menneskes forhold til virkelig logik. Og afsløringen af denne sandhed er blevet et hundrede procents bevis for, at de jordiske mennesker endnu er meget langt fra at manifestere logik i deres indbyrdes samliv, organisation og i deres administration af verdensværdierne, idet det nemlig gennem samme afsløring er blevet en kendsgerning, at nævnte samliv, organisation og administration er identisk med – "helvede", hvilket igen vil sige kulminationen af disharmoni, og den deraf udløste smerte, skrig og pine eller den forjættede "gråd og tænders gnidsel".
      Hvad er da logik? – Logik er den planmæssighed, hvis udløsning i manifestation eller skabelse giver hundrede procents nyttevirkning. En hundrede procents nyttevirkning er igen det samme som åbenbaringen af en behagsfornemmelse, der ikke på nogen som helst måde eksisterer eller opretholdes på basis af åbenlys eller skjult disharmoni, smerte og lidelse for noget væsen. Men en åbenbaring, der kun kan være en hundrede procents behagsmanifestation uden at være disharmoni, smerte og lidelse for noget væsen, er jo det samme som kulminationen af "kærlighed". Logik er altså det samme som kærlighed. Noget, der ikke er logisk, kan heller ikke være kærligt, idet det er unyttigt, og bliver derved et spild af kræfter, hvilket jo er det samme som en tilintetgørelse og nedbrydning af værdier uden skabelsen af et opvejende, retfærdiggørende resultat. Det må således altid være et minus, hvilket i dette tilfælde altid vil være det samme som en mental eller fysisk smerte.
      Ukærlighed kan altså aldrig i noget som helst tilfælde være identisk med virkelig logik og er således primitivitetens fornemste og absolutte kendetegn.
      Her vil man måske indvende, at ukærlighed udmærket godt kan være logisk eller planmæssig. Når man ser dyrene på jagt efter deres bytte, eller menneskenes foretagsomhed i retning af hævn, i retning af konkurrence, afslører disse manifestationer i stor udstrækning planmæssighed, ja, endog raffineret planmæssighed eller hensigtsmæssig beregning, der ikke på nogen som helst måde har til hensigt at udløse sig i ærlige kærtegn eller andre former for udtryk for kærlighed. De går derimod altid i modsat retning og udløser underminering, død og undergang for de væsener, imod hvilke de er rettede. Og dette er ganske rigtigt. De nævnte manifestationer er indtil en vis grad baseret på logik, og kan udløse sig i det ønskede resultat eller formål, der var deres ophavs ønske eller plan. Men da nævnte resultat umuligt kan blive til virkelighed uden at have betinget, at nævnte ophav ubevidst er ført ind på et mentalt skråplan, ad hvilket det uundgåeligt ruller nedad mod en afgrund, fra hvilken det umuligt kan vende tilbage, uden at dette fald har givet det en oplevelse af ubehag eller lemlæstelse af nøjagtig samme art eller grad som den, det selv udløste mod dets offer, bliver det jo synligt, at anslaget eller attentatet i virkeligheden var rettet imod ophavet selv. Men at lave et attentat med underminering, død og lemlæstelse, smerte og lidelse mod sig selv, kan det være logik? – Er det ikke en tåbelighed, der bliver desto større og værre, desto mere "logisk", raffineret hensigtsmæssig den er bygget op og derved så meget desto mere må ramme sit mål? –
      At det virkelig er således, bliver jo til kendsgerning gennem oplevelsen af lidelsernes dybeste årsag. Men at opleve lidelsens dybeste årsag lader sig ikke gøre uden igennem udvikling og forskning. Og resultatet heraf er "åndsvidenskab". Åndsvidenskab er således ikke trosformer eller indbildte forestillinger om, men kendskabet til, livets højeste love og principper, dets skabelsesmetode og rette evige opretholdelsesbasis. Denne viden er igen rettesnor for al tilværelse og adgang til det virkelige livs oplevelse og den hermed forbundne sande lykke.