Logik
93. KAPITEL
Den synlige organisme er kun et "redskab", bag hvilket der derfor må være et usynligt ophav eller en "benytter"
Den rent fysiske, materielle videnskab kan således ikke frelse verden. Den er uundværlig og guddommelig i rent fysisk skabelse af teknik og bliver derved et middel til at udfri menneskene fra det tunge fysiske, materielle arbejde og til at give dem herredømme over materielle foreteelser, samtidig med at den er midlet til at oplyse menneskene om naturens teknik, men den kan aldrig nogen sinde i sin nuværende form og begrænsning blive en verdensgenløsning.
      Hvad forstår man da ved en verdensgenløsning? – Ved den verdensgenløsning, som menneskene i høj grad nu tiltrænger, og som de yderligere vil modnes til gennem alle de nuværende og forestående lidelser, det være sig krig, sygdom og ulykker, forstås udfrielsen fra den gådernes eller mysteriernes mørke nat, det er kun at vide besked med de "døde ting", kun at kende rum og tid, kun at kende mål- og vægtfacitter, men derimod være blottet for kundskab om de "levende tings" virkelige natur. Verdensgenløsningen er den fornyelse af den moderne materielle videnskab, der fra at være en viden om naturens tyngdefacitter, skaber den om til også at være en viden om naturens "livsfacitter", hvilket sidste altså vil sige naturens "livsytringer" eller beviser for dens identitet som et samlet, tænkende, manifesterende, levende væsen.
      At komme til erkendelse af, at alle bevægelser i naturen udenfor vor organisme, det være sig stormens susen, havets brænding, skyernes flugt, solens varme osv. er organiske på samme måde som alle bevægelser inde i vor organisme, såsom blodomløb, fordøjelse, hjerne- og hjertefunktion er det, og at alle eksisterende former for bevægelse således er identiske med livets udtryksmidler og kendetegn, det er det tyvende århundredes verdensgenløsning. Det er den fornyelse af det jordiske menneskes bevidsthed og mentalitet, der hæver det ud af dyrestadiet og ind i åbenbaringen af dets identitet som et evigt udødeligt væsen, eksisterende som liv, kød og blod af et ligeså evigt eksisterende udødeligt Forsyn, og uden hvilken viden der for jordmenneskestadiet aldrig nogen sinde vil kunne eksistere et "næste stadium". Og uden dette "næste stadium" måtte det jordiske menneske således ende sin strålende og guddommeligt påbegyndte udviklingskarriere i "dyreriget" eller "dyrestadiet", døende eller gående til grunde i en overmættelse af materielle facitter eller en næsten altomspændende kundskab om materiel teknik, en kulminerende viden om "døde ting", uden nogen sinde at være kommet til klarhed over livets virkelige eksistens, dets natur og forløb. Det måtte således hensove i en permanent indbildning af kun at være et blot og bart timeligt, materielt og livløst "kvantum stof". Men hvem har oplevet det som kendsgerning? – Oplever ikke ethvert voksent normalt jordmenneske i sin egen organisme, altså i sit eget "kvantum stof": "vilje", "intelligens", "følelse", "hukommelse" etc., og er det ikke netop disse realiteter, der er uomstødelige beviser for livets eksistens? – Kommer ethvert jordmenneske således ikke til at opleve et vist kvantum beviser for livets eksistens? – Og er det ikke netop denne oplevelse, der i virkeligheden gør dets "kvantum stof" synligt som "et levende væsen"? –
      Her vil man måske indvende, at man ikke ser disse beviser længere end fra fødslen til graven og indenfor dette tidsrum netop ser organismen blive skabt eller gradvis blive til, ligesom man ser samme organisme igen blive opløst og forgå. Men hvad er det egentligt, man i et sådant tilfælde er blevet vidne til? – Er det ikke netop dette, at det slet ikke er det fysiske "kvantum stof", der udgør organismen, der er selve individets liv, men derimod de igennem organismen åbenbarede mentale funktioner eller udtryk for bevidsthed og sjæleliv, der uomstødeligt kendetegner et tænkende, talende og handlende "nogets" tilstedeværelse i organismen eller individets "stofkvantum"? – Og er det ikke den situation, der indtræder, når dette "noget" ikke mere manifesterer sig igennem nævnte organisme eller "stofkvantum", der bevirker, at samme "stofkvantum" fremtræder som et "lig"? –
      Hvad er et "lig"? – Udgør det ikke den samme kombination af organer, som det gjorde, før det skete, der blev årsag til, at organismen blev til et "lig"? – Har et menneskelig ikke stadig øjne, øren, næse, mund, har det ikke lunger, lever, mave, tarme, har det ikke hænder, fødder osv.? – Men hvorfor ligger det så stille hen? – Hvorfor går det ikke, hvorfor taler det ikke, hvorfor sanser det ikke mere? – Er det ikke netop, fordi det aldrig nogen sinde har været organismen eller dets "stofkvantum", der sansede, der talte, der så og hørte, men derimod et "noget", som nu ikke viser sig igennem organismen mere? – Nægtes kan det jo ikke, at forskellen mellem liget og den levende organisme består i, at sidstnævnte fungerer, bliver benyttet, medens dens tilstand som lig kendetegnes ved, at den ikke mere bliver benyttet. Man kan altså ikke komme uden om, at det er en urokkelig kendsgerning, at den levende organisme bliver "benyttet", medens liget ikke bliver benyttet. Men når det er en kendsgerning, at den levende organisme bliver benyttet, bliver det også en kendsgerning, at der er et "noget", som benytter den. Da organismen helt igennem viser sig at være bar organer, hvilket vil sige redskaber, hver især beregnet på virkeliggørelsen af en eller anden funktion, bliver det derigennem en kendsgerning, at selve organismen udelukkende kun er et "redskab" og derved må have et ophav eller en "benytter". For hvem skulle det ellers være redskab? – Et redskab kan jo kun eksistere som et middel for dets benytter til opnåelsen af en eller anden skabelse eller frembringelse. Og uden denne benytter bliver ethvert redskab værdiløst. Hvad er en bil uden bilist? – Hvad er en skrivemaskine uden en skriver? – Og hvad er en bog uden en læser? – Er disse redskaber således uden en benytter i princip ikke det samme som "lig"? – Men når vi i det daglige liv således overalt bliver vidne til, at ethvert redskab er værdiløst uden en benytter, hvorfor skulle en organisme, der jo i allerhøjeste grad ikke kan frakendes at være et redskab, så ikke følge de samme love og ligeledes være værdiløs uden en "benytter"? – At tænke det modsatte er at tænke imod kendsgerningerne og vil således være stridende imod alt, hvad der kommer ind under begrebet logik. At erkende et levende væsens organisme som udgørende – ikke det levende væsen selv, – men derimod et blot og bart redskab for en "benytter", altså et levende "noget" bag organismen, det er at opfylde naturens og dermed de højeste kendsgerningers egen anvisning på, hvorledes man skal tænke for at være i kontakt med livets egen evige sandhed.