For den højt udviklede okkultist, for et menneske, der har passeret oplevelsen af udødelighed, passeret fornemmelsen af at være "ét med Faderen", for et væsen, der permanent føler den hellige ånds lysende og varmende kraft gennemsitre sit legeme, oplyse dets omgivelser og lader det se alt fra "Guds eget synsfelt", er tiden og rummet overvundet. Dette vil igen sige, at et sådant væsen er kommet bag ved det mysterium, vi kalder "livets oplevelse", kan iagttage, hvorledes sansningen bliver til, hvorledes at alle størrelser er lig den samme størrelse, at alle farver, alle vibrationer, alle bevidsthedstilstande er lig den samme enhed. Her bliver én dag synlig, for okkultisten eller den højeste klarsynede, som tusinde år og tusinde år som én dag. Men da et mikroskopisk væsen på samme måde her bliver synlig som et kæmpevæsen og et kæmpevæsen som et mikroskopisk væsen, og hemmeligheden ved mikrokosmos såvel som ved makrokosmos således er blottet, bliver okkultistens bevidsthedsindstilling til omgivelserne, til livet, til de levende væsener omkring ham af en ganske anden ædel og ophøjet natur her i disse bevidsthedslag, end den den repræsenterede, medens han endnu kun var indenfor tidens og rummets høje og stærkt spærrende mure. Det kærlige syn, den udviklede forsker indenfor disse "mure" havde til mennesker og højere udviklede dyr, er her forstærket eller udvidet til også at omfatte laverestående dyr, planter og mikroskopiske væsener. Den klarsynede er i udviklingen her ført over grænsen til alkærlighedens begyndende kulminationszone, hvilket vil sige, den zone hvor "de rene af hjertet ser Gud". Og det er givet, at okkultister, klarsynede eller åndsforskere fra disse zoner, visdomsrepræsentanter, for hvem mikrokosmos og makrokosmos er blevet deres eget liv, deres eget kød og blod, væsener, der elsker det små som det store og det store som det små, ikke kan gå med til at lade deres lig brænde og derved med en meget uhyggelig, kvalfuld og smertebringende lidelse og død udelukke myriader af væsener fra den naturlige tilværelse og udvikling, som de var beregnet på at skulle have fundet i nævnte lig. Og det er således her synligt, at ethvert individ, der med velbehag bestemmer sit ligs undergang på denne måde, endnu ikke praktisk har nået alkærlighedens zone, er endnu ikke blevet praktisk bevidst i mikrokosmos' liv i sit eget indre, har endnu ikke som en praktisk kendsgerning følt Guds kærlighed og varme til absolut alt og alle som sin egen tanke, sit eget blod, sit eget legeme, ganske uanset hvor stor en okkultist og autoritet, hvor verdenskendt og dyrket nævnte væsen så end måtte være.