Bisættelse
135. KAPITEL
Hvad verdensgenløsningen er indstillet på
Og det ville jo være fejt af mig og forræderi mod livets virkelige sandhed, hvis jeg gik udenom alle de felter, hvis analysering er ubehagelig eller kedelig for menneskene. Verdensgenløsningen består netop udelukkende i at oplyse og udfri menneskene fra de opfattelser eller forestillinger, der ligger til grund for forkerte livsvaner eller fejlagtig levemåde, ganske uafhængigt af, hvor meget disse vaner eller denne levemåde så end måtte være almengældende, måtte være tradition, mode, skik og brug, ganske uafhængigt af, hvor meget den så end måtte forekomme flertallet at være religion, moral eller levebrød. Verdensgenløsningen består ikke i at skabe eller stimulere unaturlige leveveje for at tækkes nævnte flertal, består ikke i at finde ud af, hvad der kan vække størst sensation eller udløse den bedste underholdning. Den er udelukkende kun baseret på at vise verden den sande virkelighed.
      Grundet på menneskenes voksende videnskabelige indstilling og på de videnskabelige opdagelser, som den nærmeste fremtid bærer i sit skød, er verdensgenløsningen her i det tyvende århundrede ikke indstillet på at indføre nye dåbshandlinger, sakramenter eller ceremonier, der er guddommelige suggestionsmidler, ved hvilke individerne kan føres, sålænge deres tænkeevne, deres hjerne eller nerver endnu ikke er udviklet til at kunne arbejde med livets virkelige analyser, men derimod er ganske virkningsløse overfor de af Kristus for nitten hundrede år siden nævnte "kommende slægter". Disse "kommende slægter" består af de af i dag og i fremtiden "videnskabeligt", hvilket vil sige intelligensmæssigt, indstillede væsener, væsener, der er begyndt at blive "forskere", væsener, der har begyndt at "ransage Guds veje", har begyndt at tænke i kontakt med verdensplanens logik. Disse væsener er alt efter deres forskningstalent og videnskabelige indstilling mere eller mindre uimodtagelige for "troen". Deres livsbasis eller moralske tilfredsstillelse bliver mere og mere kun opnåelig for dem gennem "viden".