Bisættelse
149. KAPITEL
Organismens undergang og skabelsen af en ny organisme og dermed skabelsen af barndom, ungdom, manddom og alderdom
Men når jeget således må kassere sit fysiske redskab, kan det jo efter denne kassation ikke mere direkte opleve den fysiske verden, lige så lidt, som en mand kan køre i sin bil, når denne er kasseret, er blevet ubrugelig og ikke mere er til at reparere.
Og ligesom han må afvente anskaffelsen af en ny vogn for at kunne køre igen, således må også det levende væsen afvente anskaffelsen af et nyt fysisk legeme, før det igen normalt kan manifestere sig på det fysiske plan.
Der bliver således i ethvert levende væsens evige væren et tidsrum, hvor det ikke fremtræder på det fysiske plan, nemlig fra det tidspunkt, hvor dets fysiske legeme ikke mere er tjenligt til sit formål, og til det tidspunkt, hvor individet atter har fået bygget et nyt fysisk legeme så meget op, at det kan udløse de nødvendige hovedfunktioner, såsom puls, åndedræt og fordøjelse, der jo er nævnte legemes motoriske drivkraftbasis.
Når det fysiske legeme er nået til et sådant stadium, hvor denne virksomhed kan begynde, behøver det ikke mere at ernæres af moderlegemets blod, men fødes til verden.
Fosterstadiet er ophørt, og en ny fysisk tilværelse er begyndt for det pågældende legemes ophav.
Men det nye legeme er endnu langt fra at være færdigbygget og er endnu ikke tjenligt til den fulde fysiske manifestation, men må gradvis bygges op og trænes til denne.
Denne gradvise opbygning af den fysiske organisme kalder vi "vækst".
Og det er denne vækst, der ligger til grund for, at det levende væsen kommer til at gennemgå de forskellige stadier, vi kender under begreberne "barndom", "ungdom", "manddom" og "alderdom".
Først ved manddommens eller trediveårsalderens indtræden er det almindelige jordiske menneskes fysiske legeme fuldt modent eller færdigbygget, og først her kan dets ophavs virkelige karaktertrin og sande udviklingstilstand gøre sig helt gældende.
Før det har nået denne modenhedstilstand, kan man ikke helt bedømme dets karaktertilstand, da den indtil da i stor udstrækning kun er repetitioner af mindre udviklede karaktertrin, som det pågældende væsen egentlig har overvundet i tidligere liv.
(Se Livets Bog, stk. 148).