Bisættelse
150. KAPITEL
Hvorfor væsenerne ikke kan genkende hinanden fra deres tidligere liv
Denne individets opbyggelse af sit fysiske legeme fra fosterstadiet til alderdomsstadiet er således ikke en proces, som det samme væsen kun har befordret én gang, men derimod en proces, det har befordret en uendelig kæde af gange. Men da det jordiske menneskes åndelige sanser er meget primitive, medens dets fysiske er stærkt udviklede, kan det i virkeligheden kun identificere eller genkende ad fysisk vej. Det genkender således sine bekendte på deres rent fysiske ydre, deres øjne, hår, stemme, gang og størrelse osv. og kan altså faktisk kun identificere de samme bekendtes højere væsen, ånd eller jeg gennem nævnte fysiske realiteter. Hvis de samme bekendte pludselig viste sig i nye fysiske legemer, der ikke var helt nøjagtige som de gamle, ville det pågældende væsen således slet ikke kunne identificere eller genkende disse sine bekendte. Men det er jo netop det, der sker, når individet fødes til verden. Hvis to jordiske mennesker har levet sammen i et tidligere liv og kun kender hinanden gennem det ydre udseende, det fysiske legeme, de hver især havde i nævnte liv, vil de ikke være i stand til at genkende hinanden i deres nuværende tilværelse, idet deres nye fysiske legemer jo er meget forandrede, har ikke det samme udseende som deres tidligere legemer, selv om der naturligvis altid vil være en vis lighed til stede.
      Identificeringen bliver endnu vanskeligere, hvis bekendtskabet i det tidligere liv var i alderdomsstadiet, hvor de begge havde gamle og rynkede fysiske legemer, og de i deres nuværende bekendtskab befinder sig i et af de andre tre livsstadier. Man vil således forstå, at det er vanskeligt at identificere en person, man i hans tidligere tilværelse kendte som olding, men i hans nuværende tilværelse møder som barn, yngling eller mand, i et helt nyt legeme, der vil være langt skønnere og smukkere, mere ædelt og fint formet end det legeme, vedkommende havde i sit sidste liv, for såvidt at han netop har levet i dette, som han skulle, men også kan være meget mindre tiltalende, mindre smukt og mindre fuldkomment end hans forrige fysiske legeme, alt eftersom han netop ikke har levet i dette, som han burde, men derimod har ligget under for laster og udskejelser, der netop har svækkelse af legemsopbyggelsesevnen til følge.
      Som følge heraf genkender de jordiske mennesker ikke i deres nuværende tilværelse deres bekendte fra deres tidligere fysiske tilværelse.