Bisættelse
151. KAPITEL
Uvidenheden om reinkarnationen trods Bibelens og Kristi udsagn herom
Og da hukommelseslegemet hos de samme væsener for tiden er på et meget primitivt stadium, således at de ikke engang kan huske de første år af deres nuværende fysiske tilværelse og derfor heller ikke på det fysiske plan kan have nogen bevidst erindring om deres tidligere fysiske liv, ser det ud for disse væsener som om, deres nuværende tilværelse er den eneste, i hvilken de har levet. Den hårdnakkede overtro, at individet først er blevet til ved undfangelsen, og at dets nuværende fysiske liv er det eneste, i hvilket det har eksisteret, er derved kommet ind i verden, skønt en af dens hellige bøger "Bibelen" beretter, at Johannes Døberen var inkarnationen af profeten Elias, i form af Jesu ord: "Thi alle profeterne og loven have profeteret indtil Johannes. Og dersom I ville tage imod det: Han er Elias, som skal komme. Den som har øren at høre med, han høre".
      Ligeledes udtrykker Bibelen Jesu ord til rådsherren Nikodemus således: "Sandelig, sandelig siger jeg dig, uden nogen bliver født på ny, kan han ikke se Guds rige".
      Nikodemus siger til ham: "Hvorledes kan et menneske fødes, når han er gammel? Mon han kan anden gang komme ind i sin moders liv og fødes?"
      Jesus svarede: "Sandelig, sandelig, siger jeg dig, uden nogen bliver født af vand og ånd, kan han ikke komme ind i Guds rige. Hvad, der er født af kødet er kød; og hvad, der er født af ånden, er ånd. Forundre dig ikke over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny.
      Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører dens susen, men du ved ikke, hvorfra den kommer, og hvor den farer hen; således er det med hver den, som er født af ånden".
      Da "den, som er født af ånden", er "det levende væsen", og da "vand" og "ånd" i nærværende tilfælde henholdsvis kun kan være udtryk for "kødet" eller det fysiske legeme, og bevidstheden, ligesom "Guds rige" er det samme som "det evige liv", bekendtgør Jesus således her selv reinkarnationens urokkelighed i verdensordningen.
      Et andet sted understreger samme bog ligeledes reinkarnationen med Jesu ord: "Og Fader! herliggør Du mig nu hos Dig selv med den herlighed, som jeg havde hos Dig, før verden var".
      Jesus var inkarneret i kød og blod, havde været et foster i moders liv, var født til verden af en kvinde, gennemgik barne- og ungdomsstadiet, ligesom ethvert andet jordisk fysisk væsen, og ejede dog en herlighed hos Faderen, før verden var. Hvorledes skulle det være muligt? – Jesus var kun ca. 33 år, medens jorden i form af år repræsenterede en alder af utalte millioner.