Bisættelse
152. KAPITEL
Når Johannes Døber og Kristus kunne inkarnere på jorden efter en fortidig tilværelse samme sted, hvorfor skulle det så være umuligt for andre væsener, rent bortset fra den kendsgerning, at uden reinkarnation er en evig tilværelse umulig
For at ovennævnte ikke blot skal være en påstand, må Jesus således have eksisteret, før den nuværende fysiske jordklode blev til.
Jesu fysiske legeme, hvis alder i forhold hertil ikke engang var en døgnfluetilværelses, men kun udgjorde et rent mikroperspektiv, kan således ikke have været hans sande væsenskerne.
Denne må have eksisteret i en hel anden materie, en materie af ikkefysisk natur.
Hvor og i hvad skulle den ellers have eksisteret i de utalte millioner af år, før den inkarnerede i det fysiske legeme, verden kalder
"Jesus af Nazaret"!
Bibelen udtrykker altså gennem dette, at både Jesus og Johannes havde eksisteret, før de fremstod i deres kendte fysiske inkarnationer, og fra denne eksistens hver især været i stand til at inkarnere i fysisk materie, komme til syne her i verden som et lille nyfødt barn, vokse frem til ungdom og manddom osv. uden de mindste spor af afvigelser i de symptomer og udtryk, hvormed livet markerer sig i alle andre fysiske væsener.
Men når to individualiteter således erkendes at have en overfysisk eksistens, hvorfra de har kunnet inkarnere i kød og blod, hvorfor så benægte at alle andre væsener i kød og blod har haft en overfysisk eksistens før deres nuværende jordiske tilværelse? –
Hvorfor skulle kun to individualiteters væsenskerner være af en overfysisk natur og millionernes ikke være det? –
Skulle denne umådelige masse af levende væsener hver især blot være fysiske materiekombinationer? –
Hvor bliver så det i religionerne meget omtalte
"evige liv" af.
Et liv, der har begyndelse, er ikke
"evigt" og kan aldrig nogen sinde blive
"evigt".
"Evigt" er det samme som
"uendeligt".
"Uendeligt" er igen det samme som
"umåleligt".
Men et liv med
"begyndelse" er i højeste grad
"måleligt", idet man netop har denne
"begyndelse" som udgangspunkt og basis for opmålingen.
De jordiske væsener, der efter døden
"arver det evige liv", vil således efter dette, i "himlen", alle hver især have en "alder".
Men en levetid, der kan udtrykkes ved en alder, et væsen, der kan stemples som så og så gammelt, har jo intet med et
"evigt liv" at gøre.
Et sådant væsens liv er så temmelig timeligt, jordisk og dagligdags.