Bisættelse
163. KAPITEL
Det levende væsens fysiske og psykiske legemer, materier og tankestoffer
Med hensyn til det levende væsens samlede organisme er den, som læserne allerede ved, bestående af seks forskelligartede dele. Den fysiske del er bygget op af mineralsk, vegetabilsk, animalsk materie og udgør igen den del af det levende væsen, der er kendt af det store flertal som dets "fysiske legeme". Derimod er de fem andre dele af samme organisme, der netop er bygget op af materier på helt andre stadier i kredsløbet, endnu ikke, i deres oprindelige natur, kendt af videnskaben eller masserne. Disse andre dele udgør hver især ligesom den fysiske del et legeme, men er det levende væsens redskaber til manifestation og oplevelse af livets udfoldelse i overfysisk tilstand. Disse materier er hverken vegetabilske eller animalske, men er derimod at betragte som elektrisk vibrerende "tankestoffer" og spiller gennem hjerne og nerver som identisk med det, der sammen med jeget giver det fysiske legeme liv og bevidsthed, skaber dets vækst, udformning og kvalitet.