Bisættelse
170. KAPITEL
Jegets forhold til dets afsjælede, fysiske legeme eller lig
Når jeget eller individets virkelige væsenskerne har skiftet sin koncentration eller dagsbevidsthed fra det fysiske til det overfysiske eller åndelige legeme, bliver der tilbage på det fysiske plan dets fysiske legeme, dets kasserede redskab for fysisk oplevelse. Dette redskab eller "liget", som det betegnes, bliver altså af almenheden opfattet som en slags ligegyldig materie, som det er bedst at skille sig af med på den mest fordelagtige og hurtigste måde. Og grunden hertil er netop den, at "liget" ikke er noget "lig" i virkelig forstand. Det rummer i sig selv en meget stor kraftkoncentrering, der i form af forrådnelse kan komme til udløsning fra det øjeblik, da det pågældende legeme blev til et "lig". Denne udløsning stammer således ikke fra legemets eller ligets ophav. Fra det øjeblik "døden" indtrådte er legemet blot en ydre ting for dets oprindelige besidder. Men dette forandrer ikke, at denne tidligere besidder stadigt fra sin overfysiske tilværelse kan nære overordentlige store følelser for dette. Det rummer så mange minder. Det har været hans "fartøj" gennem både medgang og modgang, gennem sorg og glæde. Disse følelser kan altså være meget stærke og som følge heraf holde sig meget længe. Man må derfor ikke tro, at den "afdøde" er helt uberørt af, hvad der sker med dennes lig. Denne kan nemlig, hvis han eller hun er "åndelig clairvoyant" (hvilket vil sige fra det åndelige plan at kunne se fysiske foreteelser ligesom man ved "fysisk clairvoyance" fra det fysiske plan kan se åndelige foreteelser), fuldstændig følge enhver foreteelse vedrørende sit lig. Og selv om vedkommende ikke er udstyret med nævnte evne, så kan han eller hun dog gennem ligets mikroverdens samlede astrale eller overfysiske liv indirekte følge enhver proces med liget.