Bisættelse
29. KAPITEL
På "langs" ad materien eller "Guds korrespondance", "kosmisk bevidsthed" eller evnen til at "se Gud"
At udtyde livets mening og hensigt kan kun gøres gennem en forskningsmetode, der er indstillet på "liv" og ikke blot og bar på mål, vægt og vibration. Og det er denne indstilling, der vil være at udtrykke som "gående på langs ad materien". At forske på "langs ad materien" vil altså være det samme som at forske på basis af evnen til at udtyde den vilje, de meninger og sætninger, som det daglige livs "bogstav-" og "talkombinationer" i virkeligheden har til hensigt at udtrykke. Den vekselvirkning, der her opstår mellem forskeren og hans forskerobjekt er intet mindre end – "Guds korrespondance", er individets voksende evne til at "se Gud", er dets oplevelse af de evige fakta som kendsgerninger. Det er "kosmisk bevidsthed" eller individets totale overskygning af den hellige ånd.
      Forskningen på "langs ad materien" adskiller sig yderligere fra forskningen på "tværs ad materien" derved, at den er – uendelig. Forskningen på "tværs ad materien" støder altså mod det store – intet, hvis forposter er stjernetågen i mikrokosmos såvel som i makrokosmos. Den giver kun individet kendskabet til "bogen" og dens "bogstaver". Men forskningen på "langs ad materien" giver individet evnen til at "læse" eller udtyde dens sande og virkelige indhold. Og med denne evne begynder livets og Guddommens sande åbenbaring for individet. Og denne er uendelig. Her spærres synet ikke af nogen som helst form for stjernetåge eller af noget tilsyneladende – intet. Livets oplevelse bliver her i stigende grad mere og mere synligt som evigt uforgængeligt og tiltagende i lys, harmoni og kærlighed.