Bisættelse
33. KAPITEL
Materialistens livsanskuelse
Ved "materialister" vil altså her være at forstå individer, hvis højeste kundskaber kun kan udgøres af facitter i mål, vægt og hastigheder.
Noget kendskab til disse realiteters dybeste årsag har de ikke, idet de årsager, de påviser, altid vil vise sig kun at være identisk med nye mål, vægt og hastigheder og således fortsættende.
Men da disse materieforskere således overalt kun kommer til mål, vægt og hastigheder, kun kommer til vibrationer eller bevægelser, kommer de ikke til selve
"det levende" eller livet.
De bliver ved med at leve i en grænseløs uvidenhed om denne tilværelsens største hovedfaktor.
Det levende væsens analyse har de kun i gram, vibrationer og bevægelsesformer.
Det levende væsen er således for dem kun synlig som en kombination af kemikalier, syrer, stoffer eller materier.
At denne kombination kan tænke, handle, skabe eller manifestere, er de endnu i overordentlig stor udstrækning uberørt af, idet de i samme udstrækning endnu ikke anerkender overfysiske kræfters tilstedeværelse.
Men når de ikke anerkender overfysiske kræfters tilstedeværelse, lever de i virkeligheden om end i nogen grad ubevidst på den forestilling, at en samling kemikalier, syrer, stoffer eller materier kan – tænke, handle, skabe, manifestere eller udvise vilje, intelligens og følelse.
Dette bliver så meget mere en fantastisk og i højeste grad uvidenskabelig erkendelse, eftersom man ikke i noget som helst tilfælde finder de ovennævnte egenskaber ved materien udenfor det levende væsen.
Man har endnu aldrig set og vil aldrig nogen sinde komme til at se, at et vist antal gram af den eller den art af kemikalier, af materie, ved deres sammenblanding straks begynder at tænke og handle, bliver til
et levende væsen.
Men når kemikalierne ikke gør dette, bliver det dermed synligt, at
det levende væsen er noget andet og mere end en samling materie, og at det netop er dette "andet", der er
det skabende, det viljemanifesterende, det intelligens- og følelsesafslørende.
At benægte dette
"skabende noget" er at benægte
"skaberen".
Men da skabelsen overalt ikke desto mindre er en uomstødelig kendsgerning, vil dette at benægte
"skaberen" i virkeligheden være det samme som indirekte at påstå, at tingene skaber sig selv.
Og denne indirekte påstand er det svage punkt i materialisternes opfattelse af tilværelsen, idet den i længden er ganske umulig eller uholdbar som tilfredsstillende for individets medfødte religiøse trang og videbegær.
Den kolliderer nemlig overalt med den voksende intelligens eller erkendelse af logik.
At en ting kan blive til af sig selv, at en samling kemikalier, syrer og væsker kan få vilje, kan blive tænkende og skabende er en opfattelse, der aldrig nogen sinde kan blive stabiliseret på logik.
Hvad vil man f.eks. mene om en mand, der begynder at påstå, at en stol er blevet til uden stolemager, et ur uden en urmager, et sæt tøj uden en skrædder, en bog uden en forfatter osv.? –
Ville man ikke antage, at han hørte hjemme på et sindssygehospital? –
Og dog ville han ikke være et eneste skridt mere i disharmoni med logikkens love end den "videnskabsmand", der påstår, at der intet "overfysisk" er ved det levende væsen, og at dette således ikke udgør nogen udødelig livsfaktor, men slet og ret kun udgør en samling materie, thi det er jo netop en kendsgerning, at denne samling materie er mindst ligeså intelligens- eller fornuftsmæssigt opbygget som en stol, et ur, et sæt tøj, en bog; ja disse nævnte realiteter vil næsten være for intet at regne i forhold til det hårfine system og de hensigtsmæssige foranstaltninger, som det levende væsens opbygning repræsenterer.
Men at anerkende hensigtsmæssige foranstaltninger for at være opståede af sig selv, opståede uden nogen som helst tænkning eller forudfattet plan, kan aldrig nogen sinde i sin virkelige analyse være at udtrykke som "videnskabeligt".