Men da erindringerne herom for det i okkult henseende primitive jordiske menneske endnu er alt for svage til at kunne gennemtrænge dets fysiske tilværelse, vil samtlige tilværelsesplaner udenfor denne, for samme individ, være indhyllet i mystik og mørke. I dets vågne fysiske fremtræden tror det således, at søvnen er en bevidstløs tilstand, og døden en tilstand, hvor alt liv er udslukt, en søvn hvoraf ingen nogen sinde vil være i stand til at vågne. Og det er forståeligt, at en sand rædsel for døden dermed i samme zone er almengældende.
      Men midt i alt dette mørke luer en lille svag og spæd flamme. Det er håbet om en evig tilværelse. Dens blafrende skin er intet mindre end svage dønninger fra den energiudløsning fra de pågældende individers spæde oplevelse fra de øvrige tilværelsesplaner under den fysiske tankestandsning, der engang skal blive til en fuldkommen altgennemtrængende erindring om livet udenfor den fysiske tilværelse, blive til den udødelighedsfornemmelse, der gør individets opstandelse fra en fysisk tilstand til en evig tilværelse til en kendsgerning.