Bisættelse
58. KAPITEL
Individets forhold til mikrovæsenerne i dets egen organisme er ikke en biting i skabelsen af dets skæbne
Som den udviklede læser heraf vil se, er individets forhold til sin egen organisme og de i denne eksisterende mikrovæsener ikke en biting i skabelsen af dets egen fremtidige skæbne eller lykketilstand, men derimod i allerhøjeste grad en ligeså stor hovedting som dets forhold til dets øvrige medvæsener i tilværelsen. Og da dets organisme også ud over døden er bolig for organiske mikrovæsener, bliver dets ansvar for dets egen ligbegængelse og dermed for disse små individers skæbne således ikke, som det uvidende menneske nu forestiller sig, en ren biting, men derimod en uundgåelig hovedfaktor, overfor hvilken en overfladisk eller skødesløs erkendelse, der udløser sig i en unaturlig og pludselig tilintetgørelse af organismen, f.eks. i form af "ligbrænding", uundgåeligt vil udelukke individet, om end ikke fra en glimtvis okkult begavelse, så dog fra den fundamentale oplevelse af "den store fødsel" og det med den forbundne permanente "kosmiske klarsyn" eller totale overskygning af "den hellige ånd". Individet kan aldrig komme til helt at "se Gud", sålænge dets egen udstråling formørker vejen til livets oplevelse for de naturlige mikrovæsener i dets egen organisme, eller fra samme organisme ved primitiv eller mørk tænkemåde udelukker den nærende livskraft, som en højere tankeform eller en permanent kærlighedsopfattelse til alt og alle giver.