Bisættelse
65. KAPITEL
En maskine er en art forlængelse af individets legemlige organisme
Her vil man måske gøre en indvending og sige, at en kraftmaskine på en måde "fordøjer" olie eller benzin og udvikler kraft uden dog at være et "levende væsen". Men hertil må jeg svare, at maskinen i virkeligheden slet ikke er noget helt "dødt" væsen. Den er en "forlængelse" af det individs legemlige organisme, der er sat til at betjene den, og uden hvilken betjening den uvægerligt i princip er analogt med et lig. Den udgør således et i fysisk materie skabt "organ", der ved sin tilknytning til det levende væsens øvrige organisme kan forøge eller forstærke samme væsens manifestations- eller skabeevne. Den afviger således ikke fra individets øvrige organer, såsom hjerte, lunger, mave og sanseorganer på anden måde end derved, at den ikke som disse ved fosterdannelse i moders liv er legemligt sammenvokset med individets øvrige organer. Men det kommer af, at disse af menneskene opfundne maskiner eller tekniske apparater endnu er så ny i deres vorden, er så langt tilbage i deres udvikling, at de endnu kun kan fremstilles i stof eller materie, hvis "livsenheder" endnu ikke kan jonglere med den i almindelig forstand opfattede "organiske materie" således som "livsenhederne" i den medfødte legemlige organisme.