Bisættelse
7. KAPITEL
Kærligheden til mikrovæsenerne i vor egen organisme bliver efterhånden også til et samvittighedsspørgsmål, der ikke kan ignoreres
Menneskeheden må altså nu lære ikke alene at respektere sine medmennesker, men må også udvikle respekten for dyrenes og planternes liv og alle de andre former for liv i verden. For mange menneskers vedkommende er denne påkrævede kærlighed til dyr og planter allerede begyndt at anes, begyndt at vågne. Derimod er de samme væsener stadig forbundet med eller knyttet til levende væsener, hvis former for liv de endnu ikke er sig rigtig bevidst. Disse levende væsener er dem, der hører ind under mikrokosmos. De forekommer blandt andet i vor ernæring, i vort kød og blod, ja, selv vort skelet består af disse små væsener, ligesom dyrenes kød og blod og planternes bestanddele også består af de samme små former for guddommeligt liv. For at opnå "den store fødsel", for at blive et rigtigt menneske, for at være absolut blottet for hedenskab, må individet også her lære at "elske sin næste", må også her opfylde kærlighedsbuddet til fuldkommenhed. Og vi ser i den daglige tilværelse, at enkelte fremadstræbende og åndsforskende menneskers samvittighed allerede har begyndt at skygge ind i disse små væseners verden. Der fremkommer således meget ofte spørgsmål, opståede på basis af sådanne samvittighedsfulde åndsforskeres begyndende indblik i mikrokosmos. Og et af de vigtigste af disse spørgsmål er, foruden ernæringsspørgsmålet, som vi allerede i en anden bog: "Den ideelle føde" har gjort rede for, spørgsmålet om "ligbrænding", om forholdet til de afsjælede legemer, om hvilken behandling af disse, der vil være i overensstemmelse med de højeste guddommelige love. Og vi skal derfor i det følgende give den for det samme problem eksisterende absolut fuldkomneste og dermed højeste analyse, således at læseren også her kan begynde at træne sig i kærlighedens store lys, og være med til at skabe verdensfreden, ikke alene blandt de for hans almindelige fysiske sanser synlige levende væsener, men også være med til at lade sin stråleglans skinne ind i den, for de samme sanser ellers så usynlige verden, være med til at gøre sit eget legeme til et lysende univers for disse dets små beboere i stedet for til et "helvede".