Bisættelse
73. KAPITEL
Mineralmikroindividernes materie som beskyttelsesmateriale for organmikroindividerne
Med hensyn til mineralmikroindividerne har de som nævnt ikke noget vågent bevidst liv på det fysiske plan. Deres bevidstheds hovedsæde er, som også nævnt, i "salighedsriget". Deres funktioner på det fysiske plan er underbevidste processer, er den begyndende forberedelse og tilrettelægning af skabelse af kommende fysiske organismer, gennem hvilke disse væsener engang skal se den fysiske verden.
      Idet nævnte væseners vibrationer og virkefelt på det fysiske plan ikke udløser sig i nogen som helst form for fysisk følelse, kan de heller ikke udgøre sædet for nogen art af smerte- eller lidelsesfornemmelse. I henhold hertil bliver den materie, som udgøres af disse vibrationer, en uundværlig hovedfaktor som "beskyttelsesmateriale" for de stærkt følsomme og fysisk bevidste organmikroindivider. Vi ser derfor overalt i enhver fysisk organisme mineralmaterien placeret på sådanne steder, hvor organismen er mest udsat for stød, tryk og pres, medens de mest udviklede og derfor mest følsomme organmikroindivider derimod altid har deres domæne bag disse mineralregioner.
      På grund af den særlige kosmisk-kemiske sammensætning af grundenergierne, som mineralmaterien repræsenterer, fremtræder den ikke alene som "ufølsom", men også som en så overordentlig stærkt fortættet eller sammentrængt energimængde, at den under særlige omstændigheder fremtræder i en "fast" eller "hård" form. Denne dens "faste" eller "fortættede" tilstand afhænger igen af det indbyrdes forhold, der er imellem "tyngdeenergien" og "følelsesenergien" i dens sammensætning. (Her må jeg også henvise til Livets Bogs andet bind.)
      Men bag mineralmateriens fremtræden i "fast" form er altså de følsomme, ædle dele af organismen beskyttet. Til mineralregionen i organismen hører alt, hvad der fremtræder som ben- og hornstof, og hvoraf skelettet, hår og negle er opbygget. Og bag disse faste, men følelsesløse materier er de fremskredne, udviklede og bevidsthedsbærende dele af makroindividets organisme beskyttet. Hjerte og lunger finder vi dækket bag brystkassen, hjernen bag kraniet osv.