Vi har nu gennem nærværende bog fået et så stort indblik i vor egen organismes analyse, at vi har set, at billedet af os selv i form af mikrokosmos og makrokosmos i vor egen organisme i virkeligheden er et billede af verdensaltet, og at vor egen analyse således er identisk med afsløringen af selve livets mysterium, er et spejlbillede af de levende væseners umådelighed i suverænitet, og at stoffet er pro forma, medens livet er det altbeherskende "faste punkt" bag enhver form for størrelse, vibration, lyd og farve.
      Er vor egen identitet som makrokosmos overfor mikroverdenen i vor egen organisme ikke det samme, som de mægtige "naturkræfter" er overfor os? – Er vi ikke netop overfor gigantiske energi- eller kraftudløsende centrer som f.eks. jordkloden, solen, mælkevejen at betragte som mikroindivider? – Hvad betyder hvert enkelt menneskes, hvert enkelt dyrs samlede manifestation eller kraftudløsning i forhold til disse umådelige centrer? – Er disse store centrer ikke "organismer", udtryk for gigantiske væsener, udtryk for "makroindivider" overfor os? –
      Ja, der findes overhovedet ikke noget som helst til at afkræfte spørgsmålet. I alle detaljer passer billedet af disse kraftcentrer på vor egen organisme. En hvilken som helst benægtelse heraf bliver hjælpeløst udtryk for det modsatte af logik.