Bisættelse
90. KAPITEL
Mellemkosmos, fjernkosmos og nærkosmos
Perspektivprincippet er fundamentet for al sansning og går således igen i alt, hvad individet oplever. Det bestemmer kontrasterne i tilværelsen. Disse betinger igen, at noget i det hele taget kan blive synligt, kan opleves. Det inddeler altså sanseområdet i tre felter, nemlig mikrokosmos eller det felt, der er længst borte fra individets hjemsted i sansebrændpunktet, makrokosmos, der udgøres af det felt, der er for tæt ved nævnte brændpunkt, og så til sidst det felt eller den zone, der er individets hjemsted i spiralerne, og hvor dets sansning kulminerer.
      Individets sansning har altså sit brændpunkt midt imellem mikrokosmos og makrokosmos, og vi vil derfor herefter udtrykke nævnte zone som "mellemkosmos", ligesom vi i samme forbindelse herefter vil udtrykke de to andre felter, mikrokosmos og makrokosmos, henholdsvis som "fjernkosmos" og "nærkosmos".
      Medens fjernkosmos og nærkosmos i virkeligheden kun er staffage i selve sanseområdet, bliver mellemkosmos derimod det felt, hvor al oplevelse af livet kulminerer og derfor det absolut eneste felt, hvor selve livets mysterium i direkte form afsløres, Guddommen åbenbares og evigheden opleves. Al forskning udenfor mellemkosmos vil derfor uundgåeligt slutteligt føre tilbage til mellemkosmos, til brændpunktet, til livets kulmination og facit. Her brænder livets lys med sin allerhøjeste flamme. (Se det vedføjede symbol.) Og jo længere man er borte fra denne flamme desto mere mørke, og jo mere mørke desto mere mystik, men jo mere mystik desto mere overtro og uvidenhed og jo mere overtro og uvidenhed desto større konflikt med livets love. Og jo større konflikt med disse love desto større lemlæstelse, sorg og lidelse.
      Mellemkosmos er altså sædet for individets opnåelse af den sande virkeligheds fulde erkendelse, medens fjernkosmos og nærkosmos, som jeg nævnte før, er staffage, hvilket igen vil sige, at de er i stand til at afgive til individet lige akkurat så megen supplerende viden, at individet derigennem kan opleve, at alt er i det store som i det små og omvendt, at livsprincipperne er ens for alle spiraler, og at mellemkosmos bliver Guds højeste fremvisning af verdensaltet for ethvert levende væsen. Og i samklang hermed skal vi nu gå over til at vise en ligbrændings sande grundanalyse – ikke gennem mikrokosmos og ikke gennem makrokosmos, – men derimod gennem mellemkosmos eller det felt, hvor læserens livsflamme har sin største udløsning og den guddommelige åbenbaring af mikrokosmos og makrokosmos for forskeren fremtræder i sit højeste strålevæld.