Bisættelse
93. KAPITEL
Makrolivet dør i en organisme samtidig med dens adskillelse fra makrojeget
Nu vil man måske indvende, at jordens organisme i den før skildrede unaturlige undergang ikke var et lig, men et levende legeme, og at der ingen rædsler eller pinsler ville have fundet sted, hvis den netop havde været et lig.
Men hvad forstår man ved et lig?
Hvis man tror, at et organisk legeme ved døden straks er blottet for organisk, fysisk bevidste mikroindivider, da er man offer for en meget stor fejltagelse.
Sålænge der endnu er fugtighed i liget, er der også organisk, fysisk bevidste mikroindivider, der, selv om de naturligvis er meget lavtstående i deres udvikling, så dog har følelse og kan opleve fysisk smerte og pine, kan føle angst og rædsel og således kan reagere overfor enhver unaturlig opløsningsproces af liget.
Kun den del af liget, der udgøres af mineralmikroindividerne, er uberørte af enhver fysisk opløsningsproces, idet disse væsener kun med en meget elementær del af deres underbevidsthed er hjemmehørende på det fysiske plan og derfor ikke har nogen som helst form for dagsbevidsthed på nævnte plan, men har hjemsted i "salighedsriget".
De kan derfor ikke føle nogen som helst form for smerte og lidelse, er højt hævet over al jordisk ufuldkommenhed.