Bisættelse
95. KAPITEL
"Forrådnelse" og "månetilværelse"
På samme måde som den naturlige død eller undergang for jordvæsenet eller vort makroindivid ikke på nogen måde kan afstedkomme nogen som helst form for unatur, såsom for tidlig død, lemlæstelse og lidelse, således vil vor egen naturlige død med tilhørende naturlige opløsning af vor efterladte fysiske organisme eller lig heller ikke kunne forårsage nogen som helst abnorm tilværelse for mikroindividerne i nævnte organisme eller lig. Disse væsener vil leve deres liv uantastet heraf. Kun vil der altså ske dette, at de ved deres død ikke inkarnerer mere i den organisme, der er forladt af makrojeget. De mikroindivider, som beboede den levende organisme, uddør således efterhånden fra denne for at inkarnere i en anden levende organisme og giver derved plads for inkarnering af lavere og lavere livsformer i den døde organisme, hvis betingelser for organiske livsformer hurtigt degenererer og opløses. Det er denne del af opløsningen, vi er vante til at kalde "forrådnelse".
      Men ligesom ved jordens opløsningsproces bliver også her den mineralske del tilbage, hvilket altså vil sige, den del af materien, der helt eller delvis består af livsenheder, hvis vågne dagsbevidsthed er i "salighedsriget" og derfor, på det fysiske plan, endnu ikke har nogen bevidst oplevelsesevne. Deres berøring med det fysiske plan er kun en udløsning af meget elementære underbevidsthedsfunktioner. De er derfor ganske uden nogen som helst evne til at føle smerte og lidelse. Den mineralske materies skæbne, enten ved ild eller vand, enten ved kulde eller varme, kan derfor aldrig i noget som helst tilfælde give smerteoplevelse for dens livsenheder. Men til gengæld bliver disse livsenheders bevidsthedsvækst på det fysiske plan kun at betragte som værende i sit allerførste spæde fosterstadium.
      Disse tilbageblevne mineralske rester af et lig er af indbyrdes forskellig natur, idet de stammer fra den forhenværende levende organismes mange forskelligartede materier, der alle uden undtagelse har indeholdt en vis form for mineralmaterie. Af disse forskellige mineralmaterier er skelettets og hudens de mest uopløselige og kan eksistere længe efter, at de øvrige materier i liget er opløst. Disse indtørrede og indskrumpne rester af et lig svarer i princip til jordlegemets "månetilværelse".