Den Intellektualiserede Kristendom
Menneskets ulogiske og dermed ufærdige væremåde og dens følger for menneskeheden
100. En ulogisk væremåde er en væremåde uden virkelig alkærlighed. Logik og alkærlighed udgør samme lov. Et væsen, der er ukærlig imod sin næste, hvilket vil sige imod andre levende væsener, kan umuligt skabe en total fuldkommen væremåde. Al ukærlighed skaber antipati, fjendtlighed, krig og ødelæggelse eller lemlæstelse af organismer for andre levende væsener. At der umuligt kan blive en paradisisk tilstand imellem væsener, der i større eller mindre grad er fjendtlige eller livsødelæggende over for hverandre, er selvfølgeligt. At denne livsødelæggende væremåde udelukkende skyldes, at dens opbygning mangler at være baseret på virkelig logik, er lige så selvfølgeligt. Hvorfor skulle skabelsen af en væremåde ikke lige så godt være bygget logisk op, som en hvilken som helst materiel skabelse må være bygget logisk op for at være fuldkommen? - Og hvorfor skulle den samme virkning af manglende logisk opbygning i væremåden ikke lige så godt her skabe ufuldkommenhed, gene og ulykker, som den bevirker i den ulogiske materielle skabelse? - Da menneskene således under Guds skabelse eller udvikling af dem til at blive til de færdige mennesker i hans billede endnu ikke er færdige, kan hvert enkelt menneske eller levende væsen kun udtrykke sig i form af den manifestation eller væremåde, det er nået til i nævnte Guds skabelsesproces. Derfor ser vi også menneskene på højst forskellige stadier i denne skabelse. Nogle er som før nævnt meget længere fremme i logisk væremåde end andre. Ser vi på de brutale, primitive naturmennesker, ser vi, at de er langt længere fra det færdige menneskestadium end det humane kulturmenneske. At de ikke manifesterer eller praktiserer den samme væremåde, er selvfølgeligt. At der bliver disharmoni imellem jordens mennesker indbyrdes, fordi de naturligvis må have forskellig opfattelse af væremåde, forskellig opfattelse af hvad der er ondt eller godt, så længe de endnu står på forskellige udviklingstrin og derfor ikke alle kan tænke lige logisk og fuldkomment, er ganske naturligt. Og dette kan, på de udviklingsstadier menneskene befinder sig, ikke undgå at skabe mord og drab og mangfoldige andre lidelser. Derfor lever en mængde mennesker af jordens befolkning ligefrem i miljøer, der udtrykker grader i helvede eller ragnarok. Heroverfor står religionerne og råber til menneskene, at de ikke må dræbe, de må elske Gud over alle ting og deres næste som dem selv. De må tilgive denne næste ikke blot syv gange, men indtil halvfjerdsindstyve gange syv gange.
      Men dette af hjertet at tilgive sine fjender er en evne, der må udvikles for ligefrem at gøre sit ophav til et moralsk geni, der er det samme som det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse. Det er denne evne, vi kender under begrebet "alkærlighed". Naturmennesket eller andre endnu meget ufærdige mennesker kan derfor umuligt opfylde budet om at tilgive i den nævnte udstrækning, ligesom det også er umuligt for dem at elske deres næste som sig selv. Det må naturligvis for samme væsener være umuligt at elske Gud, som de måske slet ikke kan tro eksisterer. Vi ser således her, at trods dette, at de igennem årtusinder har fået at vide, at man ikke må hade, hævne eller dræbe, men derimod skal elske og tilgive sin næste, har de ikke desto mindre udviklet deres drabsevne eller morderiske kunnen helt frem til djævlebevidsthed. Er det ikke netop en sådan bevidsthedstilstand, der skal til for at kunne udslette millionbyer og deres kulturværdier med atom- og brintbomber og de heraf følgende helvedesmanifestationer? - Man kan ikke med rette nøjes med at kalde denne menneskenes rædselsfulde livsødelæggende væremåde for "dyrisk". Dyrenes væremåde er jo næsten at betragte som englelig i forhold til denne menneskenes kulmination i mørkets væremåde.