Den Intellektualiserede Kristendom
Hvorledes mørket efterhånden opløser sig selv igennem dets manifestation i menneskets væremåde igennem dets mange jordliv eller genfødelser
101. Når religionerne med deres guddommelige påbud om kærlighed umuligt kan ændre menneskene fra djævlevæsen til kristusvæsen eller det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse, hvordan skal menneskene da blive omskabt fra djævlementaliteten til kristusmentaliteten? - Vi må her atter gentage det, som vi før har været inde på, nemlig: menneskets nydelse af kundskabens træ. Det vil altså sige: menneskenes oplevelse af virkningerne af den ulogiske eller ufærdige og dræbende eller onde væremåde, de manifesterer over for deres næste. Denne oplevelse af virkningerne af væsenets væremåde over for sin næste har vi allerede udtrykt som dets karma, der igen er det samme som dets skæbne. Menneskene kan således kun ændres fra den onde til den gode væremåde, fra den ukærlige til den alkærlige væremåde igennem de lidelser og smerter, de oplever som deres skæbne, og som de, som nævnt, igennem deres væremåder i forudgående tid og jordliv selv har skabt årsagen til. At denne altoverstrålende forvandling ikke kan ske i et enkelt jordliv, er selvfølgeligt. Den kan kun ske igennem en hel kæde af inkarnationer i fysisk tilværelse. - Vi kommer her tilbage til jeget, som overlever alle sine fysiske organismers undergang ved læderinger i krige og disharmoni med næsten og omgivelserne. Det er en flere hundredårig tradition, at ungdommen generation efter generation tvinges til at være soldater, være med til at lemlæste, dræbe og myrde i krigene. Denne jordlivsoplevelse på slagmarken gør menneskene til mere eller mindre livsvarige invalider under mange forskellige former. Disse invaliditetstilstande er mere eller mindre et helvede eller en livsødelæggende gene over for den normale livsoplevelse for væsenet i det pågældende livs varighed. Men væsenet bliver atter født i en ny inkarnation, bliver atter mere eller mindre tvunget til også i dette liv at være soldat, kommer eventuelt atter ud for lemlæstelse og bliver mere eller mindre livsvarig invalid. I krigen tvinges den unge mand til at skyde på fjenden og lemlæste og ødelægge denne så vidt muligt. Denne væremåde over for næsten eller andre nationers eller "fjendens" soldater og folk, denne de unge mænds tvangsindlæggelse i krigens myrderi i hvert nyt jordliv afføder til sidst i hver soldat eller kriger en ny evne, nemlig medfølelsesevnen over for sin næste, altså den evne der er opstået ved de mange livs invaliditet og lidelser, som blev påført væsenet ved dets tvangsindlæggelse i nævnte mange livs krige og myrderier og alskens andre mørke manifestationer. Det begynder ikke blot at føle det ækelt at skulle dræbe og lemlæste andre væsener, det begynder ligefrem ikke at kunne nænne at gøre det. Denne evne er alkærlighedens første spæde begyndelse og vokser for hver lidelsesepoke eller lemlæstelsestilstand i jordlivskæden, væsenet har gennemgået. Dette fører til, at væsenet til sidst af hjertet nægter at være soldat, nægter at være med i såvel civile som militære krigsmanifestationer. Der vil således efter hver krigs helvedesmanifestationer blive flere og flere mennesker, der absolut nægter at acceptere krig, myrderier og drabstilstande, ligegyldigt hvilken som helst form eller tilstand de så end måtte forekomme under. Og på denne måde vil hvert eneste ufærdigt menneske efterhånden igennem jordlivene eller reinkarnationen vokse eller udvikle sig ud af al krigsmentalitet og nå frem til at blive til det færdige menneske i Guds billede, der igen er det samme som alkærlighedens væremåde.
      Og således er mørket, krigen, alt det onde eller ukærlige beregnet til at bringe sig selv til totalt ophør i ethvert menneskes skæbnestruktur. Det er altså, som før nævnt, ikke hverken kristendommen eller andre religioner, der forvandler væsenerne fra djævlevæsener til kristusvæsener, men derimod virkningerne af væsenernes handlinger eller manifestationer. Disse bliver til skæbne i de efterfølgende liv. Har handlingerne eller manifestationerne været gode og virkelig alkærlige, skaber de tilsvarende god skæbne i de næste jordliv. Har de derimod været morderiske og krigsbefordrende og på andre måder været onde, bliver virkningerne af disse til en tilsvarende ond skæbne i væsenets efterfølgende liv. Det er på denne måde, at væsenet ved nydelsen af kundskabens træ får kendskab til, hvad der er godt og ondt, og bliver geni i visdom og alkærlighed, og hvorved det kommer til at fremtræde i Guddommens lignelse. Det lever i kærlighed, salighed og glæde ved at være til.
      Uden reinkarnationen eller genfødelsen i fysiske jordliv kunne menneskene umuligt nå frem til den totale oplevelse og erkendelse af mørkets og lysets natur. Uden oplevelsen af lidelserne og mørkets natur kunne de umuligt lære at tænke og handle i visdommens og alkærlighedens baner og ville således være afskåret fra at opfylde Guds plan, at blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse.
      Når menneskene i dag i så høj grad spiser af kundskabens træs sure og bitre frugter, lærer de efterhånden at vælge at spise af træets livs- og salighedsgivende frugter og oplever dermed at blive ét med Gud. De lærer således ved denne nydelse i høj grad at tænke og søge frem til at vælge træets lys- og salighedsbefordrende frugter, der er det samme som alkærlighedens væremåde i det daglige liv. Menneskenes nuværende tænkning må således skabes om, men det er netop det, der sker igennem alt det onde, det ragnarok, der i dag går hen over jorden. Det udgør netop virkningerne af nydelsen af kundskabens træs giftige og helvedesfrembringende frugter. Men uden denne tilstand ville intet væsen lære at tænke fuldkomment og logisk. Og uden logisk tænkning ville al oplevelse af det onde og det gode være en total umulighed. Og uden disse to kontraster absolut ingen vej til lyset eller livsoplevelsen og dermed heller ingen som helst "Guds skabelse af mennesket i sit billede".